eMunch.no | Hybridvisning | MM T 2706. Skissebok

3

Exserptbok for Edv. Munch
1877

    5.
§1

    Hvo har ret din Fiende eller
… du – I dine egne Tanker
naturligvis du
    Hvad formaaede du, hvis
Gud ei havde givet dig Kraf-
ten dertil.
    Husker det I {un}\un/ge
Menesk{r}\e/r, at en spildt Ung-
dom er en Begyndelse til Under-
gang
    Vær modig i {f}\F/are, vær
taalmodig i Lidelse
    Tilgiv din Medskabning
og døm ikke; Dommen
hører Gud til.
    En Moders Kys er Barnets
Paradis.

[Red.: Teksten er skrevet over to halvveis utviskete blyantteginger.]

6.
§2

Fødselsdage

1 Januar 3^de Laura Munch 18 Tante Jette Diriks
2 Februar 5^de Inger Munch
3 Marts
4 April
5 Mai mamma den
6 Juni
7 Juli 1^ste M Andreas Munch
8 August
9 September 6^de Sofie Munch 19^de Papa
10 Oktober 11^de Tante Elise Munch 25^de Tante K{aren}\aren/ {Bjøls}\Bjøls/
11 November 11^de
12 Desember 12^de Edvard Munch 20^de Tante Josefine Roll

    7.
§3

    Maanederne

    April, Jun", Semptem" og Novem"
Har lige Dage seks gang fem,
De andre syv en flere har,
Kun otteogtyve i Februar
    Den nordamerikanske Præsidet
Jeffersons ti Leveregler

    1) Ops{e}\æ/t ikke til imorgen
hvad du endnu kan gjøre idag
    2) Hvad du kan gjøre selv, skal du
ikke lade en Anden gjøre for dig.
    3) Giv ikke Pengene
ud før du har dem i dine
H{e}\æ/nd{r}\e/r
    4) Kjøb ikke hvad du
ei behøver, om det end
er nok saa billigt; det vil
komme dig dyrt atil at
staa.
    5) Stoltheden koster os
mere, end Hunger, Tørst
og Kulde
    6) At have spist lidt
{vil blive dig let}\vil ingen fortryde/
    7 Alt, hvad du gjør med
Lyst, vil blive dig let
    8 Hvor Meget have
ikke de Ulykker
{s}\k/ostet os, som ikke have
rammet os, men som vi frygt

    8

    9) Tag altid fat paa en Ting
ved den glate Side.
    10) Er du vranten, saa tæl til
10, førend du taler; men er
du vred, saa tæl til 100 §5

    Curiosa til Eftertanke

    a) Tre Par Egtefolk, Asmus {,}\og/
Anna, Titus og Bertha,
Sextius og Ursula skulde
af en Skipper føres over
Vandet i en liden Baad,
men saaledes, at aldrig
en Mand blev sammen
med to af Konerne, eller en
Kone med Andre end sin
Mand. Baaden kunde ikke
bære mer end to Personer
foruden Skipperen
    b) En Haandværksmand skulde
b bruge et Stykke … Træ til No-
get, men fandt det for k{ort}\ort/.
Han skar da Noget af det,
og nu blev det langt nok
Hvorledes gik det til
    c) Hvad bliver større desmer man
{k}\t/ager fra det
    d) Hvad er Evighedens Begynd-
else og alle Tings Ende
    e) Dersom en Fugl sad paa
en Pinde og du vilde have
Pinden u{ … }\d/en at forstyrre
Fugelen, hvad maatte du da gjøre

    9

    f) Hvad er det for noget som
bringes til Liv ved Gnidning
    Tegning §6

    Skøiteløberen
(Balade)
[Red.: Adam Oehlenschläger: Skøiteløberen, fra «Digte» 1803]

1

Fra Træet Rimens Blade

Faldt ned for sagte Vind

Over den glatte Flade

Sig spredte Maanens Skin

Den ranke Yndling rendte

Paa tynde, glatte Jern;

Saae paa det Lys som brændte

I Borgen hist, saa fjern

2

Endnu { … }\h/un sidder oppe;

See Straalen skimter mild,

Gjennem de hvide Toppe

Til Isens Maaneild

Endnu hun ikke sover

Ak tænker hun paa mig?

Hen ad de frossne Vover

Han henrygt skyder sig

3

Sødtblussende han svæver

Ud paa den glatte Vei.

Det Lys, som hisse{r}\t/ bæver.

Hans Øie slipper ei

Hans { … }\B/arm det gjennem-_flammer,

10

Han føler ei til Kuld

«Der sidder hun i sit Kammer

Og fletter det lyse Guld!»

4

Ak! mens hans Hjerte luer

Da pønser lumske Død

De brast, de tynder Buer

Han sank i Havets S{j}\k/jød!

Medynksom Bølgen hever

Det blege Hoved op

Lyset saa rolig bæver

Endnu fra Skovens Top

5

«O Emma! hører du ikke

Mit Dødsuk i Nattens Vind?»

Med matte, brustne Blikke

Han stirrer i Lysets {‹K›}\S/kin

Derpaa han langsom dukker

Over Issen Bølgen slaar

Sig Lyset i Borgen slukker

{E}\En/ Sky for Maanen staar!

11.
§7

[Red.: B. S. Ingemann: Havfruen, fra «Digte, Anden Deel» 1812]

1

Rød Maanen skinner blank _{Stjernr smaa}

Den Havfru dandser paa Tilie blaa

Sort Bølgen ruller {paa nøgen}\paa hviden/ Sand _Strand[]

Der gaaer en Yndling paa nøgen _Strand

Men Savn paa blussende Kinder

2

Den Havfru smiler saa vellysfuld

Hun synes så kjærlig, hun synes _{saa huld}

O! vogt dig, { … }\Y/ndling! o! vogt dig vel!

Saa let bedaares den unge Sjæl

Og Midnattstaagen forblinder

3

«Kom hid, han sukker, min Længesels Mø

Som dadser, som svæver paa vilden Sø!

Jeg vandred i Syd, jeg vandred i Nord,

Jeg søgte dig over den vesle Jord.

Paa Jord jeg aldrig dig finder.»

4

Afsindig da{d}\n/dser den Vandringsmand

Med nøgne Havfru {,}\p/aa hviden Sand

Bleg Maanen skinner blandt Stjerner _smaa

En Stund de svæve paa Bølgen blaae

Og dybt i – Afgrunden svinder

    12.

    Gaade

    Min Ild er ei farlig den brænder _{dig ei}
Saa lidt som mit … §8

    Gaader

    1) Min Ild er i farlig den brænder _{dig ei}
Saa lidt som mit Vand dig kan væde
Skjøndt Øiet igjennem mig let finder _Vei
I Kamp jeg mot Tiden tør træde
Jeg ‹fareløs› er, dog paa Farver saa rig
Men skjøndt jeg fast Alle behager
De, som jeg mest gavner, korsfæste _mig,
Og Ingen min Skjæbne beklager

2) I Bjerge jeg bor og paa _{skovklædte Høie}
Den frie Natur er min Lyst
End aldrig mig skued en Dødeligs Øie
Dog stundom du hører min Røst.
Men altid be\s/keden, jeg laer mig ei _høre,
Før selv du begynder paa Snak mig _{a{ … }\t/ føre}

§9

Rebus
Tegning

    13.
§10

    Gaade

    Mi{it}\t/ første er mit andet blandt luftige _Krabater
Mit andet er mit første blandt gode _Kammerater
Mit tredie er stor, saa stærk, saa vældig en _Fyr
Jeg tror at vansklig paa ham du _{holder Styr}
Det hele du liker, ja se det ved nok jeg,
Din Glæde derover du tit fortalte mig.

§11

    {}\Sp/ørgsmaal

    Hvad hopper med «en»; og spiser
med «et». §12

    Gaade

    I det første stod i fordums Tid
Billeder af Odin, Thor og Balder
{Fra hvis}\Høie Frig/g og Frøya skjøn og blid
Fra hvis Øie gyldne Taarer falder
    At mit Andet er en mandlig Dyd
Hører man vel tidt; men hvem vil _nægte
At det og for Kvinden er en Pryd,
Naar det kun er af det sande, ægte
    For mit Hele vogt dig – Naar det _er
Trangt i Sjælen ind og { … }\H/erre bliver
Da du ikke længer ham er nær
Som den Ydmyge sin Naade giver

14.
§13

En Bonk Bondekone gik
til Byen med 8 Potter Melk
i en Dunk, som netop holdt
dette Maal. Underveis mødte
hun en Mand, der vilde kjøbe
4 Potter af hende. Men hun hav-
de glemt sit Pottemaal hjemme,
og havde intet Andet at maa{l}\-/
le med, end en Dunk paa 5,
og en mindre paa 3 Pott{r}\e/r; og
Mandens Krukke holdt uheldig-
vis ogsaa 8 Potter. – Hvorledes
bar hun sig ad, for nøie at
maale de 4 Potter af? §14

Spørgsmaal

1) I hvilken Flod svømmer man _bedst
2) Hvem kan alle Sprog
3) Hvilken Stav er den tungeste
4) Hvilket Motiv er stærkest
{4}\5/) Hvem er den Største {‹Elefant›}\Fant/
6) {Hvad}\Hvilk/en Okse har Vinger
7) Hvad sagde Adam først til Eva
8) Hvilken Fugl har mest af
Paradiset
9) Nok for en, formeget for to,
intet for tre

    15
§15

    Gaade

    Noget til en Mand blev b{ … }\r/agt
og om det saadan blev sagt
Den det gjør han vil ei ha’ det,
Den det kjøber, vil ei ta’ det
Den det bruger, kan ei sige
om han ogsaa det kan lige
Men han dog det bruge maa,
sig mig nu, hvad er det saa §16

    Gaade

    Jeg er lang og smal
fin’s i Stue, Sal;
hvid som Damernes Hud,
ved dog ei af Lud
Men mit Liv er kort,
og i Natten sort
da jeg bruges mest
men dog ei i Blæst
{ … }\J/eg saa til dig fryder
men du mig ei dog nyder
    I hvær en By i hvær en Gade
tilsyne vis os altid lade
Vi pranger snart i Sølv og Guld
snart straaler vi af Farver fuld.
Vi viser Vei, – den er {i}\e/i lang –
til Folk foruden og med Rang.
Af os du meget let kan lære,
h{a … }\va/d mange Folk i Skjoldet bære
Skjoldet – ei til A{ … }\d/elsmænd
Jeg mest til Kjøbmænd viser hen

    16.
§ 16

    Rebus
    Rebus
    Rebus
    Rebus
    Rebus

    17.
§ 17

    De Gamle gaa ilde men
raade vel. Den Lade lig-
ger længe og helst i bløde
Senge
Eblet falder … ikke langt fra
Stammen.
Gamle Kar rinde gjerne
Det gaar altid ^let ned ad Bakke.
… Bagefter kom{ … }\m/er tyndt Øl.
Erlighed varer l{ … }\æ/ngst.
Nye Koste feier bedst.
Kjærlighed er enøiet, men Had
er ganske blind
    Alle Bakke løbe til
Havet.
Øxen li{k}\g/ger ved Træet.
En Fugl i Haanden er
bedre end ti paa Taget
Efter Regn ‹k›ommer Solskin.
Mange Bække smaa gjør
en stor Aa.
Man skal ikke h{v}\a/ve to
Tunger i en Mund.
Han bygger Lufstlotte
Liden Tue vælter ofte et
stort Læs.
Hammeren retter koget Jern
Nød bryder Love

    18.

    Idelig { … }\Dr/yppen huler en
Sten
Den Unge skal man lære
den gamle skal man ære
Gerningen priser Mesteren
Enden kroner Verket
Sandhed føder Had
Krage finder Mage
Leilighed gjør Tyve
Galge staa paa din Ret,
sagde Tyven, i Havsnød
Bondens { … }\F/jed gjør Ågeren
Fed.
Det stille Vand har
dyb Grund
    Man skal ei give Bagerbarn
Brød. Ens Nød en andens Brød
Frænde er Frænde værst § 18

    Spørgsmaal

    Det første er et nødvendig
Plag. Det andet er et
Sjeldsord. Og det hele er et
Afføringsmidde{ … }l
    Opløsning
Opløsning Støvleknegt

    19.
§ 19

    1
Spørger ei hvad Klokken er? Nei _{op det gryr ad Dag}
Morgensøvnen sløver og gjør før Tiden svag
    2
Popplen kneiser høiest skjøndt den er veg og _blød
Som en Laps hvis Hoved er fuld af Vand og _Grød
    3
Ormen kan ei gnaver Cypressens ædle Ved
Lad ei Smiger krænke dit Hjertes Ydmyg-_hed
    4
Kun om Sommren kommer den munter _{Svale Flok}
Kun i Lykken ser vi af Venner mer end _nok
    5
Diama{t}\n/ten slibes med Diamantens _Støp
Tankesproget klarer en Tanke der var Sløv
    6
Stir ei blindt paa Sorgen synk ei hen _{i den}
Som en Fugl, hvis Øie til Slangen drog hen

20.
§ 20

1)

Glade Jul, hellige Jul,

Engle dale ned i Skul

Hid de flyve med Paradis _Grønt

hvor de se hvad for _{Gud er skønt,}

lønlig i blandt os de gaae

lønlig i blandt os de gaae.

2)

Julefryd! evige Fryd

Sange fuld af himmelsk _Lyd

det er Engle som som Hyrderne _saa

dengang Herren i Krybben _laa.

Evig er Englenes Sang

Evig er Englenes Sang.

3)

Fred paa Jord! Fryd paa Jord!

Jesus Barnet i{l}\b/landt os {‹gaar›}bor!

{Det er Engle som Hyrderne}\Engle synge om Barnet saa _{saa}\smukt//

han har Himmerigs Dør oplukt

Salig er Englenes Sang

Salig er Englenes Sang.

4)

Salig Fred! Himmelsk Fred!

toner Julenat herned! Eng

Engle bringer til store og smaa

bud om ham som i Krybben laa.

21

Fryd dig hver Sjæl han har _frelst

23.
§21

De..j-li..gi er den Himmel blå; _{lyst det er at se _derpaa}[]
at se derpaa, hvor de gyldne
Stjerner blinke
hvor de smile hvor de vinke
os fra Jorden op til sig
op til sig, os fra Jorden op
til sig.

Kommer, smaa og hører til!

Jeg for eder synge vil.

Om saa lys og mild en Stjerne

Jeg det ved, i hører gjerne:

Himlen hører eder til��

Det var midt i Julenat;

Hver en Stjerne glimted mat;

Men med et der blev at skue

En saa klar paa Himlens Bue

Som en liden Stjernesol.

24

Langt herfra, i Østerland,

Stod en gammel Stjernemand

Saa fra Taarn{n}\et/ vist paa _Himlen,

Laa det Lys i Stjerne {Himlen}\Vrimlen/,

Blev i Sind saa barneglad��

Naar den Stjerne, lys og blid

Lod sig se ved Midnats{tid}\sol/

§22

Tankesprog

Forkast aldrig et godt
Raad, det kan stundom ikke
kjøbes for Alverdens Skatte

Skjælv aldrig for en Fiendes
Trudsel, bliver du beseiret, vis
da ikke slavisk Underda-
nighed.

Den, som piner et Dyr, for-
glemmer, at h{u}\a/n er et men-
eske; han foragter Guds Ger-
ning og glemmer sin ‹Egen›

Hvo giver eder Ret, E Keisere, Konger
og Fyrster, til at lade eders Undersåtter
dr{e}\æ/be i blodige Krige; har Gud ikke
sagt eder at i skal skjærm{m}\e/ om
dem som en Fader om sine Børn,
og hvilken Fader dræber vel sit
æget Barn

25

Naar du forsoner dig med din
Fiende, da gjør det ei uden at det
er ærlig ment; er det kun med
Læben og ei med Hjærtet, gjør du
dig skyldig i Falskhed og Bedrag,
og man ska{n}\l/ ingen bedrage,
selv ei engang en Fiende.

Praleren kan alt og – intet

En Daare ved kun at spørge,
aldrig at svare

Et unyttig Spørgsmaal er Tidspilde
og trættende

Den vise bærer sin hele Eiendom
hos sig, selv om han end var nøgen

§23

    Spørgsmaal

    1) Nævn mig et Ord paa
t{ … }\re/ Stavelser, der indbe-
fatter alle 24 Bogstaver!
    2) En Gaas foran to Gjæs,
en Gaas efter to G{‹æ›}\j/æs,
en Gaas mellem to
Gjæs?
    3) Hvad gjør alle samtidig?

26.

4) Hvad er det vel som ingen _saa
som aldrig var og dog som _{være maa.}

5) Jeg er et Ord af sex Bogstaver,
men tager du fire bort,
bliver det kun et tilbage.

    6) Hvilket Ord bliver { … }\bru/dt, naar
det nævnes? \Taushed
[Red.: Skrevet opp ned]
/
    7) Hvor var jeg den 15 November.
… … . A., da Lyset slukkede
I mørke
[Red.: Skrevet opp ned]

    Hvad bliver kortere des
mer det forlænges
Opløsing: Livet
[Red.: Skrevet opp ned]

    Gaader

    Det første er Ungdommens _{Fryd og Lykke}
I By og paa Landet
Ei værre Byrde kan jeg dig trykke
tro mig, end det andet
Det hele gjør dig ‹Farten› _tryg
naar Baaden danser paa _{Bølgernes Ryg}

27
§24

[Red.: B. S. Ingemann: Edvard (en skotsk Ballade, efter Herder), fra «Procne» 1913]

#1

Hvi er dit Glavind saa blodig rødt

Edvard, Edvard!

Hvi er dit Glavind saa blodig rødt

Og du gaar saa Sorrigfuld her? – O!

#2

O! Jeg har slaget min Falk ihjel

Moder, Moder!

O! jeg har slaget min Falk ihjel

Som den faar jeg in{ … }\g/en ihjen. – O.

#3.

Din Falk har ei saa rødt et Blod

Edvard, Edvard!

Din Falk har ei saa rødt et Blod,

Bekjend mig de{n}\t/ fort min Søn! – O!

#4

O! jeg har dræbt min {god}\Gan/ger god

moder, moder,

O! jeg har dræ{ … }\b/t min Ganger god

Og den var saa stolt og skjøn! – {8}\O/!

#5

Din Hest var gammel den døde _{vist selv}

Edvard, Edvard,

Din Hest var gammel den døde vist _selv

Dig tr{ … }\y/kker en anden Nød. – O

28.

# 6.

O! jeg har slaget min Fader ihjel

Moder, Moder

O! jeg har, slaget min Fader ihjel

Og ve mig nu! for han er død. – O!

# 7

Og hvad vil du nu selv gjøre for Bod?

Edvard, Edvard

O{ … }\g/ hvad vil du nu selv gjøre for Bod?

Min Søn, Du mig m{i}\e/re tilstaae! – O!

#8.

Paa Jorden ei { … }\h/vile skal min Fod,

Moder, Moder

Paa Jorden ei hvile skal min Fod,

Over hviden Hav vil jeg gaa? – O!

Hvad bliver det saa af din Gaard og _{gr}\Hus/

Edvard, Edvard,

Hvad bliver det saa af din Gaard og _{dit { … }\H/us}

Saa herligt og skjøndt det er. – O!

# 10

Det lader jeg staae til det synker i _Grus

Moder, Moder

Det lader jeg staa til det synker i _Grus

Vil det aldig mere se. – O.!

# 11

Din Hustru, Dit Barn, hvad bliver det _{af dem,}

Edvard, Edvard

Din Hustru, Dit Barn, hvad bliver det _{af dem}

naar du { … }\o/ver Havet er – O!

29.

# 12

Verden er stor, lad dem betle sig frem

Moder, Moder,

Verden er stor, lad dem betle sig frem

Jeg ser dem aldrig mer, – O!

# 13

Men hv{o}\a/d vil det med di{t}\n/ kjær _{Moder gaa til}

Edvard, Edvard

Men hvad vil det saa med din kjær _{Moder gaa til.}

Min Søn hvor vil det gaa til. – O

# 14

Forbandelse med dig og Helvedes Ild

Moder, Moder

Forbandelse med dig og Helvedes Ild

thi du har raadt mig dertil.

    Ingeman §25

    Børnebørn

    I Montenegro bevede endnu
i 1819 en rask Olding paa 117 Aar,
og havde følgende Efterkom-
mere 1) en Søn på 100 Aar;
2) En Sønnesøn paa 82 Aar 3)
En Sønnesøns Søn paa 60 Aar
4) En Sønnesøns Sønnesøns
paa 43 Aar 5) en Sønnesøns
Sønnesøns Søn paa 21 Aar
6) en Sønnesøns Sønnesøns
Sønnesøns paa 2 Aar

    30.
§26

    Nogle run-Ins{p}\k/riptioner paa
Gjerpens Kirkeklo{pp}\kk/er
    ^I CAMPANA᛬ISTA᛬AXP
O᛬SIT᛬BENEDICTA᛬
[Red.: Symbolene over linjene er ikke transkribert.]

    Denne Klokke være velsignet
af Cristo

    ᛭ ᛆᚢᛂ᛬ ᛘᛆᚱᛁᛆ᛬ᚴᚱᛆᛋᛁᛆ᛬ ᛔᛚᛂᚿᛆ᛬ ᛑᚨᛘᛁᚿᚢᛍ᛬
Hild dig Maria du høit benaadede, Herren
    ᛐᛂᛋᚢᛘ᛬ ᛒᛂᚿᛂᛑᛁᛋᛐᛅ ᛬ ᛐᚢ᛬ ᛁᛚᛘᚢᛚᛁ
være med dig! du ‹venlignede› blandt Kvinderne _{den velsignede}
dig
    ᛂᚱᛁᛒᚢᛍ᛬ ᛅᚦ

᛬ᛒ᛬ᚠ᛬ᚢ᛬ ᛐᚢᛁ᛬
blandt Kvinderne.
A
{M}\Am/en
II Inskripsion
SCS PETRVS APOSTO
les Petrus
LVSBLE{E}\C/IOS᛬

ᛐᚽᚼᛐᚽᚱᛆ ᛐᚮᛘᛁᚿᛁᚠᛋᚴᚢᛁᚱᛐᚢᛐᚽ
ᛘ ᛑᚽᚼᛐᚽᚱᛆᛑᚮᛘᛁᚿᛁ ᚽᚼᛚᛆᚢᛁᛐᛘᛁ ᛑᚽᚼ
ᛐᚽᚱᛆ.

31.

En Inskripison i Skuborg

Hovedkirke
ᛁᚴ

ᛅᛐᛐᛆ ᛫ ᚼᚢᛍ ᛫ ᛂᚱ ᛫ ᚢᛁᚴᛐ ᛫ ᛑᚱ

ᚮᛐᚿᛂ ᛫ ᚢᚱ

᛫ ᛐᚴ

ᚮᛐ

ᛘᚧ

ᚱ

᛫ ᚼ ᛫ᛆᚿ

ᛍ ᛘᛆᚱ

ᛁᚢ ᚰ

ᛔᛂᚱ

ᚽ ᛔᚮᛍᛐᚮ
ᛚᛆ
En anden i samme Kirke
ᛍᛐᛂ
[Red.: Her har Munch glemt en rune (ᛁ)]
ᚿ᛫{ᛅ}\ᚦ/ᛅᚿᚿᚿᛆ᛫ᚴ

ᛅᚱᚦ

ᛂ᛫ᛒᚮᛐᚮᛚᚠᚱ᛫ᛍᛐᛂᛁ
ᚿᛘᛂᛁᛍᛐᚱ

ᛅᚯ

ᚢᚴ᛬ᛆᛐᛚᛆ᛬ ᛐᛁᛚ᛬ᛆᚠᛚᛆᛍ _᛬^᛬ᛍᛦᚿ
ᛐᛆ’’
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᚯᚢᚴ᛬ᛍᛁᚯᛚ_᛬^᛬ᚠᚢᛘ᛬ ᛍᛂᚱ᛬ᚯᚢᚴ᛬ᚯᚢ
ᚴ᛬
ᚴ᛬ᚯᚢᚴ

᛬ᚯᛚᚢ
Runeinskripion:
[Red.: Dette avsnittet består av to ulike inskripsjoner, begge på hver sin rullesten. Begge ligger på Torsø Herregård, men den ene (inskripsjon nr. 2) ble først funnet på gården Holm og senere flyttet til Torsø. Den første inskripsjonen slutter etter tredje rune i andre linje.]

᛭ ᛚ

ᛁᚴ{ᚴ}\ᚢ/ᛚᛆᛍ ᛆᛏ

ᛆᛍᚢᚿ

’’
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᚴᚱ

ᚦᛁ

ᚱᚢ

ᚱ

_᛬^᛬
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᛆᛘᚱᚴᚮᛘ
ᚼᛂ

ᛚ^᛫ᛆᛍᛚᛆᛋᛐ

ᚱᛁᛐ

ᚱᚦᛘ

ᛁᚴ᛫’’
[Red.: Det er uklart hva Munch har ment å markere her.]
ᚱᚢᛚᛐ

ᚱ᛬
[Red.: Her har Munch glemt en rune (ᛂ)]
ᚴ᛫ … \ᚱ/ᛁᛍᛐ᛬
ᛐ

ᚢ

᛬ᚱᛆᚦ᛬ᛚᛐ

᛬ᛍᛐᛐ

᛫ᚢᛐ

᛬ᚢᚽᚱ᛬’’
[Red.: Her har Munch trolig markert at det etterfølgende ordet står for seg selv i inskripsjonen.]
ᛍᛁᛋᛁ

    32
Usedvandlige Menesker

§27

    En Engelsmand ved Navn Hudson
som er den mindste Dværg var i sit
24de Aar kun 23 Tommer lang og blev
63 Aar gammel, hvilket for en
Dværg er meget skjeldent. En anden
Dværg ved navn Ferry, som ogsaa kal-
des Bebe, veiede 34 Lod da han kom
til Verden, og man brugte en Træsko
til hans Vugge; i sit … te Aar var
han lidt over 14 Tommer lang og
veiede 19 Mærker. Han var meget
sløv, næsten som et Dyr, og begyndte
ved 20 Aars Alder at blive gammel
og se ud som en Olding; ved sin
Død 1764 var han 33 Tommer høi.
    Kjæmper 2

    I Staden Marburg i Tydskland
fore{f}\v/ises Skelletet af en Mand, som
var Løber hos Kong {M}\A/ugust den
stærke; dette Skel{ … }et er 4 Alen
7 Tommer langt. Manden var
i levende Live tillige overordentlig
tyk, som man kan se af hans
Malerie som hænger ved Siden
af Skelettet.
    {‹I›}\E/n Irlænder ved Navn O’Berien
blev 4 Alen 4 Tommer

    33

    Den bekjendte Drackenberg
blev saaledes nær 146 Aar gam-
mel; han var født den 18de No-
vember 1626 i Bohuslæn som
dengang tilhørte Norge, og døde
i Aarhus i Jylland den d 9de
October 1772; først i sit 111dte
Aar giftede han sig. Engelsman-
den Parre giftede sig 120 Aars
Alder og døde 1635, 152 Aar og 9
Maaneder gammel.
    Den ældste af dem, hvis Alder
man kjender i de senere Tider,
var rimeligvis Engelsmanden
Jenkins, der døde 1690 og da var
169 Aar gammel.

34
§ 28

Horatio Nelson, den berømte Søhelt,
blev engang høist træffende anagram-
massettiseret saaledes: Honor est a
Nilo (Hans Hæder stammer fra Nilen)

Kong Henrik den Tredie af Fran-
krig blev, som bekjendt myrdet
av Domincanermunken Broder
Jakob Clement. Af dette navn, Frere
Jacques Clement, gjorde en Lærd paa
hans Tid følgende Anagram:
C’est l’enf{ … }\e/r qui m’a creé (Helvede har
frembragt mig).

§ 29

Anekdote om Adrian van der _Veld
[Red.: Oversettelse av en anekdote som verserer i flere versjoner på tysk og fransk på 1800-tallet. Anekdotens vanligste tittel ser ut til å være «Kopien og Originalen»]

Adrian van der Velds Talent er al-
mindelig bekjendt, men ikke saa
bekjendt hans Historie med Lord
Clarendon. Denne havde kjøbt
… \s/ig et meget nydelig Landskab
i Egnen af Antverpen. Skovene,
Vandene og Høierne dannede en
af de behageligste Situationer, og
skjenkede Phantasien rig Næring.
Adrian van der Veld kunde ikke
gaae denne Egn forbi, uden at

    3{ … }\5/.

fremstille paa Lærrede, hvad der
saa fortryllende tildrog sig for hans
Blik. Han indlogerede sig i den
nærmeste Landsbye; og udarbeidede
med Lyst et fortræffeligt Billede
af hiint Landsted. Nogen Tid der-
paa bragte han sit Malerie til
{ … }\L/ondon, for at sælge det, men
kunde ikke erholde den attraaede
Pris. Han satte det derfor paa
en offentlig Auction, med det
Forsæt at lade sig det selv tilstaa,
saafremt Kjøbesummen ikke s{ … }\t/eg
ham høit nok.
    For{t}\e/tninger havde kaldet Lord
Clarendon tilbage til Engeland.
Han bivaanede Auctionen i
det Øieblik, da der blev budt
højere og høiere paa van der
Velds Billede. Med Forbauselse
fandt han sit eget Landskab
afbildet paa det fuldkommeste,
lige indtil de aller mindste Details.
Kunstelskerne drive Prisen efter-
haanden høiere op, og kom i et
slags Væddestrid, da Lorden, for at
nedslaa alle Stemmer, bød: Fem
og tyve Guiner!
    Denne Betaling overgik alle-
rede langt Malerens Forventning,
men endnu vedbleve Lysthaverne
at stige høiere. Engstelig forat
denne skjønne Auction skulde und-
gaa ham, raabte nu Lort Claren-
don: «Jeg giver Orginalen op for Copien

    36.

    Ved Ordet Copie stirrede Alle for-
undrede paa ham og Adrian
van der Veld stod rasende op, og
spurgte Lorden om han var Kunst-
kjender, siden han kunde tale
saaledes? «Jeg er Kunstkjender
i den Grad,» var hans Svar, «at
jeg maa gjentage: Jeg giver Orgi-
nalen for Copien.» Nu begreb Ma-
leren denne Gaade, tog sit Land-
skab fra Auctionen, sluttede
Contrakten i en Notars Overvær-
else.
    Van der Veld beboede siden ofte
dette Landsted for sin Fornøielse,
og enhvær Beskuelse, enhver Udsigt
genkaldte ham den smigrende
Erindring over hiint overaskende
Kjøbescene. § 30

[Red.: Adam Oehlenschläger: Væringernes Drapa (Stærke vi stande), fra «Væringerne i Miklagard. Tragødie i 5 Handlinger» 1826.]

Ster{ … }\k/e vi stande

Stridende gange

Gjerne det gnistrende

Glavind vvinge
[Red.: Her skal det egentlig stå «svinge»]
,

Bretlands Hirdmand,

Drenge fra Dovre

Brødre fra Beltes

Dale voxne

#2

Svitjods Sønner,

Fra Skaanes Marker,

Helte fra Heklas

Hal og Jøkler,

37.

Hylde vi Harald

Harderaade:

Rædsel for rædde

Riser alle

#3

Sverdet du svang paa

Sikiløen

Kjæmped med Kraft for

Krist hin hvide

Lig da i Lynget

Laa for Høgen

Blødhjertet Barm sit

Banner svigter

#4

Før os i Faren

Fagre Konge!

Der er som Vin med

Ven at drikke.

Det er som Kvinders

Kys at smage

Leende lader

Helten Livet

38

§ {2}\3/1

[Red.: Johan Sebastian Welhaven: «En vise om Hellig Olaf» 1840]

Hellig Olav stod paa Fjorden med _{sin Hær;}

Pinsefesten var forhaanden;

Alskens Løv og Blomster artede sig _der

Slaget
[Red.: Eg. fagert]
under Folgefonden

Kongens Drage laa og speiled sig ved _Strand,

Bispen stod med Korset paa den hvide _{{Strand}\Sand/}

Kongens Kjæmperad

laa paa Knæ og bad,

Og det gik dem Lyn i Aanden

#2

Hellig Olavs Aasin skinned skinned _{som en Sol}

Klar sad Kronen ham om Panden;

Mens han knæled, laa hans rige _Purpurkjol

Som en Tæppe over Sanden.

Her han vilde atter i en stakket Frist

Bygge Kirke til den sterke Krist;

Alt paa Pinsedag

skulde fra dens Tag

Korset lyse over Stranden.

#3

Og da Verket nu var helliget med _Bøn

Mured hver en Kjæmpe trolig;

Men i Fjeldet lød der underlige Drøn!

Dværgeslægten blev urolig

39

Høit fra Uren rulled Grus og Kam-_pesten

Og fra Lien kom der Rod og Bul og Gren,

Ilde saa det ud

For Kong Olavs Gud

Ilde fredet man hans Bolig.

#4

Hellig Olaf med sit luerøde Skjæg

Kysset Hjaltet paa sin Klinge

Og han holdt det høit mot Dværge-_{hallens Væg}

Og han korsede sin Bringe

Se, da rulled alle Stene ned i Mag

Og hver

Og de føied sig til Muren Lag _{for Lag,}

Og hver Stok, der sprang,

Blev en Bjelke lang;

Øxebruget var kun ringe.

#5

O, hvor gram blev da den travle _Bjergeflok,

Fjorden skalv ved deres Mæle;

Og de stødte til en vældig Klippe-_blok

Med de kobberskoede Hæle.

Helli{ … }\g/ Olav mæled da et lystig _Ord:

Se der kommer Dværgen med sit _{vort Alterbord}

Stenen dumped ned

just paa rette Sted,

Der hvor Kongen pleied knæle.

40.

#6

Snart var Kirken med sit Skifer-_{dække takt,}

Klar den stod paa Pinsedagen;

Og i Koret var paa Alterstenen lagt

Gyldenstykke og Skarlagen

Bispen stod i Bønnen, bøit over den

Kongen gik til Offers did med sine _Mænd;

Altervinen klar

Guld og farvet Glar

Bragte han i Land fra Dragen

#7

Kirken stod ved Strand i mange _{hundred Aar;}

Nu er dog dens Mur forsvunden;

Men til Olavs { … }\R/os endnu blandt Løvet _staar

Alterbordet over Grunden.

Moseteppet hviler over nu paa Stenen _graa,

Abildtræet strør sin hvide Blomst _derpaa

Og fra Birkens Top

Stemmer Fuglen op

Pinsesalmerne i Lunden

#8

Derfor har Kong Olavs minderige _Ry

Ingensinde gaa til Grunde;

Med hver Dalens Slægt det hæver sig _paany

Fagert fra de friske Munde.

Hellig Olav med sit hjerterøde _Skjold

Dækker Klippen, hvor den kneiser _{mørk og gold,}

Og hans Saga gaar

Gjennem Norges Vaar

Sødt som Fugle{n}\s/ang i Lunde

41
§ 32

Den Bækken, som siklar

So speglande rein;

Den Dropen, som tiklar

Fraa Stein og til Stein;

Den Straumen som glittrar

og idar seg hol;

Den Dropen, som tittrar

I Dogg og i Sol;

Den Straalen, som giddrar

Paa skjelvande Fjord;

#2

Den Skuggen, som didrar

Og frynsar sit Flor;

Den Duva, som nuslar

Og tuttrar so glad:

Den Vinden som tuslar

Og trallar mig lind,

Alt sutlar og sullar

Og svæver mig in.

A.O. Vinje

42
§ 33

Kveldsbøn

[Red.: Kveldsbønn fra Sunnmøre.]

E gjæ me te sengjinn’

Me tolv Gussengle

Tvo te handaa tvo te føt

Tvo ska’ min sengjastokk vere,

Tvo ska’ me te Gussehe{ … }\im/ bere

Tvo ska’ me vekkje

Tvo ska’ me tekkje

Kors i Jeses navn! Kors i Jeses

navn! Kors i Jeses Navn

§ 34

[Red.: N. F. S. Grundtvig.]

O hild dig Norge

med Dal og Fjeld

Jo færre Borge

desmere Held

Paa dine Gaarde

blandt Klipper haarde

Er Byrden let,

Der Grander trygge

Til Bonde Lykke

har Odelsret

43

Dig selv du ligne

Da faar du Priis!

Dig Gud velsigne

Da blir d{ … }\u/ vis!

Lad Tro og Lykke

Lad Tro Tale

I alle Dale

Sig røre frit!

Da Friheds Smykke,

Da Liv og Lykke

Og Lys er dit

§ 3{4}\5/

ᚠ (fé) f.	ᛁ (iss) i.
ᚢ (úr) u, v,	ᛅ, ᛆ (ár) a.
ᚦ (þurs, þorn) th.	ᛋ (sól) s.
ᚮ (óss) o	ᛏ (Týr) t, d.
ᚱ (reið) r.	ᛒ (bjarkan) b, p.
ᚴ (kaun) k, g	ᛚ (lögr) l.
ᚼ (hagl) h.	ᛘ maðr) m.
ᚾ (nauð) n	ᛦ (ýr) r i enden af Ord

De stungne Runer
ᚤ y, ᚵ g, ᛂ e, ᛑ d, ᛔ p.

§3{5}\6/

[Red.: B.S. Ingemann (1850)]

Deilig er Jorden pregtig er _{Guds Himmel}

Skjøn er Skjælens Pilegrimgang

Gjennem de Fagre Riger paa Jorden

Gaar vi til Paradis med Sang!

# 2

Tider skal komme, Tider skal hen-_lulle

Slegt skal følge Slegters Gang;

Aldrig forstummer Tonen fra Himlen

I Sjælens glade Pilgrimssang

# 3

Englene sang den først for Markens _Hyrde,

Skjønt fra Sjæl til Sjæl det lød:

Fred over Jorden! Meneske, fryd dig.

Os er en evig Frelser fød!

    Til min Gyldenlak

    Skrevet § 3{6}\7/

    Gr Smaavers

1. En Gravskrift over Wessel

Han aad og drak, var aldrig glad,

Hans Støvlehæle gik han skjæve;

Han ingen Ting bestille gad,

Tilsidst han gad ei heller leve.

J. H. Wessel

Under Wessels Portræt.

Han syntes født til Bagateller

Og noget stort han blev ei heller

J. H. Wessel.

45

Ved Wessels Død.

Graad smelted hin Smil, naar Wessels _{Lune bød}

Og Glædens Smil forsvandt i Taarer ved _{hans Død}

J. Baggesen

Under Tyge Brahes Portræt.

Sank end Borgen, høit du bygde,

Løber Jorden rundt i Skolen; –

Sørg kun aldrig for dit Rygte,

Som staar op og gaar me{ … }\d/ Solen

N. F. S. Grundtvig

Under Skuespiller Londemanns
Portræt.

Man sukker, for han er {i}\e/i mer;

Man husker, hvad han var og ler.

    Kvinderne.

    Matronæ nostræ sunt tanquam
lilia campi: Nec filant neque
nent et tamen, Ole! vignet.
      Ludv. Holberg

Ved Lilien paa Mark nu lignes _{maa en Kvinde}

Hun ei arbeide vil, ei mere sy og _spinde.

Ludv. Holberg.

46.

Gravskrift over Tordenskjold

I denne Grav er lagt vort Nordhavs _{Sir og Ere,}

De Danskes Ros og Lyst, skjønt kort saa _{skulde være}

thi Par{l}\c/en rev ham bort midt i hans _{friske Vaar}

Hans Seire talte hun og glemte ren{r}\t/ _{hans Aar}

§3{7}\8/

Cinklaer Visen.

[Red.: Edvard Storm: Sinklarvisen]

Her Cinklar drog over Bølgen blaa

For svenske Penge at stride!

Hjelpe dig Gud! du visselig maa

i Græsset for Nordmanden bide.

# 2

Her C Sinklar drog over salten Hav

Til Norge hans Kurs monne stande;

Blandt Gudbrands Klipper han fandt _{en grav}

Der vanked saa blodig en Pande.

# 3

Maanen skinner om Natten bleg,

De Vover saa s{g}\a/gtelig trille;

En Havfrue op af Vandet steg,

Hun spaaed Her Sinklar ilde.

# 4

«Vend om Vend om du Skotske Mand!

Det gjælder dit Liv saa fage;

Kommer du til Norge jeg siger forsand,

Ret aldrig jeg kommer tilbage.» –

# 5

«Led er din Sang, du giftige Trol!

Alstiden du spaar om Ulykker,

Fanger jeg dig engang i min Vold,

Jeg lader dig hugge istykker.»

47

# 6

Det er d

Han seiled i Dage, han seiled i tre,

med alt sit hyrede Følge,

Den fjerde Dags { … }\M/orgen han Norrig _{mon se}

Jeg vil det ikke fordølge.

# 7

Ved Romsdals Kyster han styred iland,

Erkærede sig for en Fiende,

Ham fulgte fjorten hundrede Mand

f Som alle havde ondt udi Sinde.

# 8

De skjændte og brændte { … }\h/vor de drog frem,

Al Folkeret monne de krænke;

Oldingens Afmagt rørte ei dem, de

De spotted den grædene Kv Enke.

# 9

Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,

Saa mildelig end det smil{te}\ed/;

Men Rygtet om denne Jammer og Nød

Til Kjernen af Landet iled.

# 10

Baunen lyste og Budstikken løb

fra Grande til nærmeste Grande;

Dalens Sønner i Skjul ei krøb,

Det maatte Her Sinklar sande.

# 11

Soldaten er ude paa Kongens Tog

vi maa selv Landet forsvare!

Forbandet være det Niddingdrog

som nu sit Blod vilde spare!»

# 12

De Bønder fra Vaage, Lesje og Lom

Med skarpen Øxe paa Nakke

I Bredebygd tilsammen kom;

Med Skotten vilde de snakke.

48

# 13

Tæt under Lide løber en Sti

Som man monne Kringen kalde,

Laagen skyder sig der forbi, –

I den skal Fienderne falde.

# 14

Riflen hænger ei mer paa Væg,

Hist sigter graahærdede Skytte;

Nøkken opløfter sit nøgn vaade Skjæg

Og vænter med Længsel sit Bytte.

# 15

Det første Skud Her Sinklar faldt. _gjaldt,

Han brøled og opgav sin Aande;

Hver Skotte raabte da Obersten faldt:

«Gud fri oss for denne Vaande.»

# 16

«Frem Bønder! frem, i skotske
[Red.: Eg. norske]
Mænd

Slaa ned slaa ned for Fode!»

Da ønsked sig Skotten hjem igjen,

Han var ei ret lystig tilmode.

# 17

Med døde Kropper blev Kringen strød,

De Ravne fik nok at æde;

Det Ungdomsblod som der udflød,

De skotske Piger begræde.

# 18

Ei nogen levende Sjæle fe kom hjem,

Som kunde sine Landsmænd fortælle

Hvor farligt det er at besøge dem,

Som bor iblandt Norges Fjelde.

# 19

End kneiser en {s}\S/tødte paa samme _Sted,

som Norges Klipper Uvenner mon true

Ve hver en Nordmann, som ei bliver _hed,

Saa tidt hans Øine den skue!

49
§ 39

[Red.: Utdrag fra «Træk af de gamle Nordmænd Karakter» av Rudolf Keyser.]

Gjæstfrihed var et glimrende
Træk i de gamle Nordmænds
Karakter. Ingen, der søgte og
behøvede Hjælp, han maat-
te være fornem eller ringe,
kunde bortvises, uten at man
derved paadrog sig et skammeligt
Rygte for Karrighed. Derimod var
det er stor Anbefaling for Husbon-
den naar det hed om hans Hus,
«at alle der fandt Gjestning»
(Þar var allra manna gesting), eller
«at Gjæst og Tigger der fik Under
holdning» (alla gest ok ganganda).
Naar en reisende kom til Hus, var
det Skik ikke at gaa lige ind, om end
Dørene stod aabne; man skulde ban-
ke paa, hvis {han}\man/ ikke { … }\tr/af nogen
af Husets Folk ude, og først paa
Indbydelse, som skjelden udeblev
maatte man træde nærmere. Var
det kjendte Folk, der kom, traadte
gjerne Husbonden selv ud for at
modtage dem. Han hilsede hin-
anden med de Ord: «heill ok sæll!» d. e.
«vær frisk og lykkelig!» Undertiden
hilsede man hinanden ogsaa
med Kys. Kvinder og udlevede svag-
elige Oldinger blev løftet af Hesten.
Naar den reisende var kommen
ind, blev der aller først sørget for
at faa Ildene optændte eller op-

50

opfriskede, Gestens vaade Klæder
aftrukne og tørre givne ham istedet
Herved er Husets Kvinder virksom-
me. Naar han var bleven tør og op-
varmet, blev han anvist Sæde;
var det en fornem og agtet Mand,
da i Høisedet ligeoverfor Husfaderen
eller ogsaa ved dennes Side. Mad
og Drikke blev nu ikke sparede^sparet.
Alerede det gamle Digt Haava-
maal anbefaler saadan Hjelpsom-
hed mod den reisende;
Det heder nemlig saaledes:

Ild behøver

den, som ind er kommen

og er kold om sine K{ … }\n/æ

mad og Klæder

har den Ma{ … }\n/d behov,

som over Fjeldet har faret.

For e{n}\t/ udmærket Tegn paa Vel-
vilje holdtes det, naar Husfaderen
og Husmoderen overlod en ankom-
men reisende sin egen Seng. Var
den ankomne Husets ubekjendt,
holdtes det uover^uoverenstemmende med
Gjæstfriheden at udfritte ham
om hans Navn eller Erinde. Selv
bekjendte spurgte man ei om
det sidste, og det var sedvanligt,
om den ankomne havde et Er-
inde til Husets Folk, da først at
fremkomme dermed ved Afreisen.
Ingen ubehagelig Tidende vilde
man skulde forstyrre Hus{t}\e/ts
{‹E›}\G/læde, medens den Fremmede
var der, eller gjøre dennes maaske
nødtvungne Ophold for ham
selv ubehageligere.

51

Oltidens Nordmænd viste sig i Ven-
skab som i Fiendskab fulde af
Alvor.

Sin Ven skal man

en Ven være

ham og hans Ven;

Men sin Vens Uven

skal inge Mand

Venskab vise,

Kjender du en Vens { … }\S/org

gjør den til din egen Sorg

og giv ei dine Fiender Fred!

Det hører til Venskabs Fordringer,
at naar Leili Leilig hed Leilighed
gaves, hyppig skulde besøge
hinanden.
Saaledes heder det i
Havamaal

Har du en Ven

som vel du tror

tar du ofte ham at finde;

thi med Ris tilgror

og med høie Græs

den Vei, som ingen vandred

Under tiden indrettede man
et eget Jærtegn for et vist Til-
fælde, f. Ex. naar den en Ven
vilde advare den and{n}\en/ fra en
stor overhængende Fare. Saaledes
fortaltes om Islendingen Gislen
Suresson, at han smedede en
Pænge, der kunde tages fra hin-
anden, {‹og›}\som/ bestod af to Styker,
og og kunde sættes igjen sam …
saaledes at den saa ud som

5{3}\2/

Han overgav sin Ven Vestein
det ene Stykke og beholdt selv
det andet med den Aftale, at de
ei skulde sende hinanden dette
Jærtegn, medmindre den enes Liv
svævede i Fare. § 40

Til [
I en tung Stund

[Red.: Bjørnstjerne Bjørnson, 1861]

Vær glad, naar Faren veier

Hvær Evne som du eier

Jo større Sag

des tyngre Tag

Men desto større Seier

Gaar Støtterne istykker

Og Vennerne faar Nykker

Saa sker det blot,

Fordi du godt

Kan gaa foruden K{y}\ry/kker

– E{h}\n/hvær

Gud sætter ene,

Han selv er mere nær

5{5}\3/
§41

[Red.: Rings Drapa: Esaias Tegnér, fra «Frithjofs Saga» 1825, oversatt av Herman Foss 1826]

Sidder i Høien

Høiættet Høv{ … }\d/ing,

Slagtsværd ved Siden,

Skjoldet paa Arm.

Ganger den gode

Vrinsker derinde,

Skaber med Guldhov

Grundmuret Grav.

Nu rider rige

Ring over Bifrost

Svigter for Byrden

Buede Bro.

Op springer Valhals

Hvælvdøre vide;

Asernes Hænder

Hænge i hans.

Thor e{i}\r/ ei hjemme,

Herjer i Leding.

Valfader vinker

Vinbægre frem.

…
[Red.: Her skal det stå: Ax]
fletter Frøi om

Konningens Krone

Frigga snor blaae

Blomster deri.

Braga hin gamle

Griber i Guldstræng,

Blidere suser

Sangen end før

Lyttende hviler

Vanadis hvide

Barm imod Bordet

Brænder saa glad.

56

«Høit sjunge Sværde.

Stedse i Hjelme;

Brusende Bølger

Blødes der nok.

Kraften, de gode

Gudernes Gave,

Bister som Bersærk,

Bid{ … }\e/r i Skjold.

Derfor var

Derfor var dyre

Drotten os kjær, som

Stod med sit Sværd for

Fredelig Dal,

Glemte ei St{ … }\y/rkens

Skjønneste Billed,

Steg som et Offer

Røg imod Sky.

Ord vælger vise

B Valdfader, naar han,

Sidder hos Saga,

Søqvabæks Mø.

Saa klange Rings Ord,

Klare som Mimers

Bølger og der{ … }\h/os

Dybe … som de.

Fredsæl forliger

Forsete Tvisten,

Dømmer ved Urdas

Evige Vaar Veld

Saa sad pa Thingstein

Drotten den { … } holde
[Red.: Eg. bolde]

Sonede H{ … }\æ/nder

Blodhævnen bød

57

Karg var ei Kongen,

Kring sig han strøde

Dværgernes Dagglands

Draernes Seng.

Gaven gik glad fra

Givmilde Hænder,

Som fra hans Læber

Ledesens Trøst

Velkommen vise

Valhalla Arving;

Længe skal Norden

Prise dit Navn.

Braga dig hilser

Høvisk med Horndrik

Nornernes Fredsbud

Hid fra Nord!»

Inger
Andreas
Inger
Edvard
Inger
Chr

Munchmuseet, MM T 2706

Munchmuseet MM T 2706

Datering

Fysisk beskrivelse

Omtalte personer og institusjoner: