Munchmuseet, MM N 1823

    
    Min kjære Tulla!  Jeg har
ikke skrevet – da jeg den
hele tid syg og i det
afskyeligste humør ikke
har villet risikere min
at slippe mig løs i
et brev i sådan stem-
ning – Jeg er da nu
bedre – for hvor længe? (skrevet
før) {–}(Kje er jeg { … }forøvrigt af
sygerapporter). – Jeg så
det hele i et umuligt
lys, idet jeg ikke mer
kun{n}de tænke mig

 

{d}Din sunde egensindige
natur læmpende sig efter
min syge egensindige dito.
    Atter puster jeg op og ser
ialfald tingene noget lysere.
    Imidlertid må jeg kom-
me med en ting – et forlangende:
‹D›u må ikke komme hid
ned – før jeg siger fra – og det
blir muligvis ikke for længere
tid – Dernæst må Du finde
Dig i at jeg en tid udover
gjør hva jeg må forat få
udført mi{ne}t kald og få den
udstilling istand jeg så længe
har { … }håbet på og ventet på.

 

    Dette min kjære ven er et
absolut forlangende – men
jeg ber \Dig/ så pent om at være
sød og snil og være føielig
i dette som absolut må
ske. –
    Denne min beslutning
kan ikke forandres – og Jeg
kan ikke gå som et levende
kadaver omkring uden
at få udrettet noget –
    Disse stærke ord har jeg
måttet si da jeg ikke ‹ved›
hva vilde ske hvis ‹Du›
atter handler mod ‹min›
vilje –

 

Jeg har nu det håb – ved
i denne næste måned ialfald
af at få malt noget
færdigt. –
    Altså! Et kys og et
håb om \at/ det vidunderlige
vil ske –
    
    Din Edvard
    Du må da nu endelig
forstå at jeg er fuldstændig
nedbrudt med hensyn
til Kræfter –