Munchmuseet, MM N 1826

    
    Min kjære ven!  Atter må jeg
si til Dig det samme – jeg kan
ikke sende en hilsen når så meget
burde sies – Jeg er fortvilet over
det hele. For mig er alt i
et fortvilet mørke. Og stadig
tænker jeg på at Du har det
så vondt uden den mindste
mulighed for mig at hjælpe
Dig – Jeg har opgivet min
udstilling – på bryggen står
mine indpakkede billeder –
og jeg må renoncere på hva
jeg så længe har håbet på og
længtet efter –

 

Jeg har ikke moralsk eller fysisk
kraft til at udstille mine egne
malerier – mit treårs arbeide –
    For mig er dette en alvorlig sag,
der hører hjemme annetsteds end
her på jorden – og Du vil stadig
søge en jordisk glæde hos mig
som altid har forklaret Dig ikke
hører jorden til –
    Som det har g{ … }ået går det
ikke mer – det er sikkert –
    En beslutning må tages.
    { … }I min fortvilelse har jeg funnet
nå at det muligens vilde
berolige Dig at vi ialfald formelt
vare gifte. Du fik et slags
hjem og bar mit navn – Annet

 

kunde det ikke betyde –
Alt annet var en fremtidssag
    Foreløbig må og vil jeg blive
så stærk at jeg kan opta
mit arbeide og osså blive
så stærk at jeg kan være
Dig til hjælp –
    ‹{T}›Jeg reiser først til Holmenkollen
for at få ro og styrke – Du
må bli i Berlin – for alt er
forbi vist Du nu forhindrer
mig fra af at få balance

 

    Sig mig hva Du mener! For mig står
dette som det eneste halmstrå der kan
redde os begge fra undergang –
    
    Din EM