Munchmuseet, MM UT 32

MM UT 32, Munchmuseet. Datert 1908–1909. Utgitt tekst.
Filologisk kommentar: Alfa & Omega på norsk. Den første utgaven som følger med grafikkmappen.

Vis forklaring av tegn og farger i visningen

Lukk forklaring av tegn og farger i visningen

Forklaring av tegn og farger i visningen

NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!

Munchs skrevne tekst

overstrøket tekst

Munchs skrevne tekst

Munchs skrevne tekst

tekst skrevet av andre enn EM selv

store strykninger gjort med strek, kryss el.l.

fet tekst er trykt tekst

{overskrevet tekst}

\tilføyd tekst i linjen/

tilføyd tekst over linjen

tilføyd tekst under linjen

lakune/uleselig tekst merkes med ...

‹uklar/vanskelig leselig tekst›

endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god

Skriv ut visningsforklaring
Munchmuseet UT 32, s. 1
ALFA OG OMEGA

    ALFA OG OMEGA var de første Mennesker
paa øen. Alfa laa i Græsset og sov
og drømte, Omega nærmede sig ham, saa
ham og blev nysgjerrig. Omega brød af en
Bregnegren og kilede ham, saa han vaagnede.

    Alfa elskede Omega; de sad om Aftenerne
lænede op til hinanden og saa paa den gyldne
Maanesøile, der vuggede og rokkede sig i
Havet rundt Øen.

    De gik ind i Skoven, og i Skoven var der
mange underlige Dyr og Planter; der var un-
derligt mørkt derinde, men der var ogsaa
mange herlige smaa Blomster. Engang skræm-
tes Omega, da kastede hun sig voldsomt ind
til Alfa. Der var mange Dage lutter Solskin
paa Øen; en Dag ligger Omega udenfor Sko-
ven i Solskinnet, Alfa sidder længere inde i
Skoven i Skyggen, — da voksede en vældig
Sky op af Havet og væltede sig mere og
mere ud over Himlen og kastede sin Skygge
over Øen.

    Alfa raabte paa Omega, men Omega hørte
intet; da saa Alfa, at Omega holdt en Slanges
Hoved mellem sine Hænder og stirrede paa
dens funklende Øine, en stor Slange, som var
kommen krybende op mellem Bregnebladene,
op langs hendes Legeme. Men med et styr-
tede Regnet fra Himlen, og Alfa og Omega
forfærdedes.

    Da Alfa en Dag træfler Slangen paa Mar-
ken, kjæmper han med den og dneber den,
medens Omega i Frastand ser derpaa.

    Engang traf hun Bjørnen; Omega skjæl-
vede, da hun kjendte Bjørnens bløde Pels
mod sit Legeme; da hun lagde sin Arm om
dens Hals, forsvandt den i Fælden.

    Omega treffer paa en Digterhyene, lidt
forkommen i Fælden; hendes vanlige Elskovs-
ord biter ikke paa ham, saa fletter hun en
Laurbærkrans med sine myge, smaa Hænder,
og idet hun ømt sætter sit Røde Ansigt op til
hans bitre Hoved, bekranser hun ham.

    Tigeren nærmede sit grusomme, vilde Ho-
ved til Omegas yndige lille. Omega skæm-
medes ikke; hun lod sin lille Haand hvile i
Tigerens Gap og kjælede for dens Tænder.

    Da Tigeren paa sin Vei møder Bjørnen,
lugter den Omegas Essens, Essensen af den
blege Æbleblomst, den Omega elsker mest
af alle Blomster, og som hun hver Morgen
kyssede naar Solen randt. De kjæmpede med
hinanden og sønderrev hinanden.

    Ganske som paa et Schakbret, der den-
gang ikke var opfundet, forandres med en-
gang Brikkernes Plads; Omega klynger sig
til Alfa; nysgjerrige og intet forstaaende
strækker de andre Dyr sine Halse og ser pna
Spillet.

    Omegas Øine var vexlende; paa almin-
delige Dage var de lyseblaa, men naar hun
saa paa sine Elskere, blev de sorte med
carminrøde Blink i, og da hændte det, at
hun skjulte sin Mund med en Blomst. Ome-
gas Sind var skiftende; en Dag saa Alfa
hende siddende ved Aaen kyssende et Æsel,
der laa i hendes Fang; da hentede Alfa
Strudsen og lænede sig til dens Hals, men
Omega saa ikke op Fra sin Yndlingsbeskjæf-
tigelse, at kysse. Omega folle sig træl og
kjed over ikke al kunne eie alle Øens Dyr;
hun satte sig ned paa Græsset i voldsom
Graad; saa reiste hun sig og løb syg om-
kring paa Øen og traf Svinet. — Hun knæ-
ler ned og skjuler sit Legeme i sit lange
sorte Haar, og hun og Svinet saa paa hin-
anden.

    Men Omega var kjed ihu; en Nat, da
Maanens Guldsøile vuggede sig i Vandet,
flygtede hun paa et Daadyrs Ryg over Ha-
vet lil det lysegrønne Land, der laa under
Maanen. Alfa var alene igjen paa Øen. En
Dag kom hendes Børn til ham, en ny Slægt
var spiret frem paa Øen, de samlede sig om
Alfa, som de kaldte sin Fader. Det var smaa
Griser, smaa Slanger, smaa Abekatter og
smaa Hovdyr og andre Bastarder af Menne-
sket. Han fortvilede.

    Han løb langs Havet; Himlen og Havet
farvedes med Blod; han hørte Skrig i Luften
og holdt sig for sine Øren; Jorden, Himlen
og Havet skalv, og han følte en stor Angst.

    En Dag bragte Daadyret Omega tilbage.
    Alfa sidder paa Stranden, og hun kommer
mod ham. Alfa lulle Blodet suse i sine Øren;
Musklerne svulmede i hans Legeme, og han
slog Omega, saa hun døde. Da han bøiede
sig over den døde, og saa hendes Ansigt,
forskrækkedes han ved dets Udtryk. Det var
det samme hun havde hint Øieblik i Skoven,
dengang han elskede hende mest.

    Medens han endnu saa paa hende, over-
faldtes han bagfra af alle hendes Børn og
Øens Dyr, som rev ham istykker

    Den nye Slægt opfyldte Øen.