Det er aar siden vi sidst var sammen, saa du husker
mig vel snart ikke igjen – men naar du mindes
vore sidste glade dage sammen, du og
og jeg i
fra
fredfulde Christiansand paa hodet, saaledes at Thor-
vald holdt paa at rømme, da husker du mig
nok, ikke sandt? Ja dette var i 1901. – og glade
og sorgfulde aar har vexlet siden da – de sorg-
fulde har overtaget for mit vedkommende! Og
nu er det rigtigt ondt for mig! Jeg er som du maaske
vet, blit en ensom mand i livet, og er dertil
syk og fattig! Nu er jeg kommet, Gud vet hvorledes
til denne afkrok af verden, og her sitter jeg spikende
fast – og derfor skriver jeg nu til dig, for at bede dig
om du vil hjælpe mig, saa jeg kan komme herifra
og hjemover igjen! Derhjemme kan man vel sag-
tens hitte paa noget saa man kan leve!
Her skulde jeg ogsaa forsøke paa dette og er i den
anledning blit narret hid af en satan af et
menneske, som nu er forduftet og har
ladet mig tilbake alene, fremmed og uden midler
til at kunne klare for mig her og komme mig
væk herifra. Vil du hjælpe en gammel kam-
merat, som har det forbandet ondt og som u-
forskyldt er kjørt over paa livets skyggeside, saa
gjør du en god gjerning, kjære Edvard – og du
skal ikke angre paa den! Jeg skal vel
endnu engang karre mig op igjen og da gjøre ret