linje, der var saa smukt, Farverne var
saa dejlige, og saa sad jeg og kom til at
tænke paa at Livets Vej – Menneskets
Vej er som mellem Træstammer gennem
dunkle Skove! Man vandrer snart paa
javne, banede Stier, hvor Solen falder
Glimt i Glimt – – ved Skovens Begyndelse,
endnu i de unge Aar, søger man nu og
da til Siden; man søger at finde den
Vej, man tror skal være ens egen; man
bryder ud af Rækken – Sjælen har
endnu saa stort et Fond af Energi,
at man er overbevist om Skønheden, der
er at finde paa ens egen Livsvej – –
men saa hænder det – man støder sin
Fod paa en Træstamme – ubønhørlig
ligger den og spærrer Vejen – først
staar man forbavset stille – man
maaler sin egen Styrke med Træets,
og – naar man har slidt sig syg paa
den urokkelige Hindring, saa vender
man tilbage til sin Plads i Rækken