Min kjære ven! I anledning af Dit sidste
brev havde jeg lyst til at skrive meget –
men til hvad nytte? – det meste er sagt uden
resultat før så mange gange – Tænke, se, høre
kan Du nu ikke. Jeg må dog, da Du forlanger
en bestemt erklæring si: Noget bindende, kan
det ikke være eller har det ikke været mellem
os. Det har jeg forklaret Dig fra første stund
og altid ofte senere. Jeg ber Dig blot at erindre
for et år siden – Alt hva jeg sa la Du vel
ikke mærke til – Vi må føle os begge fri
så vi kan gjøre hva vi vil. – Din tankeløshed
Din Kjærlighed har skaffet maig mange
onde dage – Du har aldrig forsøgt at sætte
Dig ind i min vanskelige stilling i verden
Du har blot seet, Din egen vilie, Din
egen lyst, Din egen kjærlighed – Ved eftertanke
tror jeg Du selv vil forstå hvorfor jeg må
være alene når jeg skal ha udstilling – prøv
at tænke – I hast
Din Edvard –