No-MM_T2707-10.jpg
10
Det brede Mersseil og Fregattens Fok
Gik op i Luer som et flygtigt Fnok,
Og Ilden greb de høie Bramseils Kanter.
Det var et rædsomt Syn. Blandt Damp og Kvalm
Faldt lange Ræer ned som knækket Halm,
Og midt i Røgens Ilden spilled op ad Toug og Line;
Omidt i Røgens tætte, hvide Svøb
Man øined Skikkelser, der løb
Med mørke Blik og med fortvivlet Mine.
Blandt Luers Knitren hørtes hæse Raab
Og Skrig om Vand, skjøndt synligt uden Haab;
Og ærligt stræbte Skibets flinke Drenge
Forgjæves kun! I Nattens Skjød
Fregatten havde baaret paa sin Død
Og Ilden dybt i Lasten ulmet længe.
«Giv op Mesanen, Manna! Agter ud!»
Saaledes klang det – frugtsløse Bud!
For seent mod de fordærvelige Magter;
Thi fra den hele Reisning styrted ned
De brændte Seil og Tougværk, og en hed,
usalig Damp bedækket Skibet agter.
Da mærked alle nu var Nøden stor;
Fregatten lystrer ikke mer sit Ror,
Den svaier af og dukker ned og hæves.
Og pludselig forkynder en med Skræk: