No-MM_T2707-36.jpg
36
# 4
Lad tydske Kunz blot prale saa meget, som han vil,
Thi jeg har gode Næver, han er mig kun et Spil!
Med Junker Slenz i Ditmarsk fik han jog ogsaa Klø, –
Jeg frygter for Marie, min lille Fæstemø!–
# 5.
Min Søn! du husker ei, du skal ride forbi,
Hvor Galgen skummelt kneiser med Vildtyven i;
Han hænger der og stirrer med Panden sorteblaa,
Det gyser i mit Hjærte, naar jeg tænker derpaa!
# 6
«Den stakkels Jochum Trane! det var kun for en Hjort!
Den slog han i sin Hauge, saa slæbte de han bort:
Mig skræmmer ei hans Sjæl, den maa saa leve eller døe,
Jeg frygter for Marie, min lille Fæstemø!»
# 7
Saa ledte han af Stalden ud det skimlede Øg,
Rask reed han over Heden, mens Støvregnen føg.
Dybt i det bløde Muld sank den Skimledes Hov,
Snart i den tykke Tagage svandt Klosteret bag Skov.
# 8
Høit sukkede Stormen med den grædende Natur,
Og Natten gjorde Himlen til et skummelt Fangebur,
Høit Ungersvenden sk sukkede, og lod sin Tanke gaa
Didhen, hvor nu hans Fæstemø paa Sygeleiet laa.
# 9
Men da han kom til Banken, hvor Galgen den staar,
Han standsed, som han pleied, og bad tre Fadervor,
Han bad med bittre Taarer for den stakkels Jochums Sjæl,
Og for sin lille Pige, og et for sig selv.
# 10
Da steg den hængte Jochum fra Galgebakken ned,
Ung Martin paa ham stirred, og gyste derved,
Men Graaskimlen pusted, og zittrende den stod,
Og mægted ei at løfte fra Jorden sin Fod.
# 11
Han talde, og det lød, som naar Nattevind
Ad Fængselsdørens Sprækker trænger pibende ind,
Han stod saa stiv i Mørket, og strakte ud sin Arm,
Af Skræk snart Martin blegned, snart blussed han igjen. varm