No-MM_T2707-45.jpg
45
Og paa den Ild, hvoraf han frem blev dreven.
«En anden Ild har drevet dig i Dag,»
Saa tænkte han, og mon paa Maanen skue,
Der stod i Luften som en Lampe svag;
En brukken Ring da syntes ham dens Lue,
Hvis bedste Deel var truffen af et Slag,
Et gyldent Troskabspant, hvis halve Bue
Var reven bort af Tidens dunkle Vande,
Hvori sig Fortids Lys med Taager blande.
«Ak,» sagde Kongen, «hvo er den, hvis Fod
Ei snuble kan, mens end han er i Live?
For heftig blussed stundom vel mit Mod,
Paa Vredens Tjørne kan man let sig rive,
Og Ærens Træ maa gjødes tidt med Blod,
Hvis friske Frugter det skal atter give;
Men ærlig Anger kan forsone Brøder,
Og jeg vil kjæmpe for min Tro til Døden.»
Da svinder Maanens Ring bag Skyen bort,
En epeltenkelt Stjerne blinker kun foroven,
Og Nattens Drage vorder mere sort,
Og Gustav hører nære Trin i Skoven;
«Nu,» tænker han, «det er en Hjort,
Det feige Dyr blir tit ved Nat forvoven.»
– Da Skyen atter bort fra Maanen viger,
Og Kongen standses af en enlig Kriger.
Det Seaton er; han ligner fast en Aand,
Der ligner alt med Nattens Rædsler er fortrolig,
Der ikke fængsles mer af hiin Baand,
Der binde Sjelen fast til Lysets Bolig;
Paa Sværdets Hefte lægger han sin Haand;
Kong Gustav ham betragter taus og rolig;
Da træder Seaton pludselig tilbage,
Og Haanden sank, der Sværdet vilde drage.