Munchmuseet, MM N 632

    Hun var en svane –

    Den gled med sin lange hvite
fine hals sagte henad vandet –
    Den så sig om med milde øine
Dernede { … }I vandet speiledes dens
hals – fine linier –
sammen med himmelens skyer

    Jeg bode dernede
rodet om blandt blåsvart kryb
– grønbrunt slim – og alskens fæle dyr –
    Kavet om i dyndet
og mindedes en { … }tid da ikke
havde alt det dynd i bronchierne
da jeg bodde deroppe –
    Så skræmtes jeg for min egen skygge
og jeg måtte op til de lyse farver –
Jeg tvang mig op – det blev så
blændende lyst
Det blev så blændende lyst

 

– der var svanen

    Jeg strakte hænderne ut efter den
jeg syntes den nærmet sig sagte
jeg syntes jeg kunde ta den
med mine trykke dens hvite bryst
til mit – hvile mit hode i dens dun
    Se kom den ikke længer
Jeg havde { … }dynd en  …   … 
Vandet var dyndet omkring mig
og { … } …  { … }der skimtede jeg mit ansikt
og indenfor dyndet kom den ikke
der var så forfærdeli blekt –
– Jeg så den var ræd –
Jeg hørte et skrik – og jeg vidste
det var jeg der havde skreket –
    Svan var langt borte – der
hvor de{n}t blanke vand speilede
dens fine linier og himmelens
lyse skyer –

 

    Så kom den ikke nærmere
– Og jeg så en stor jeg var
k …  af hvid  …  omgivet
af { … }dynd – og svanen svanen
var ræd for dynde –

    Svanen var langt borte
– der hvor de{n}t blanke
vand gik var speilede
himlens hvite skyer