Munchmuseet, MM N 1870

    Du fortalte mig Du forstod mig så godt i byen
jeg trodde det først – men hvilken feiltagelse
    Du har aldrig tænkt over at jeg er en der
den meste tid af sit liv har til været en sygeseng
og rekonvalesens og dertil er af uddøende slægt –
    Du har med Dit friske blod fordret mine få
d de få dråber jeg eiet.     
    Min kjære ven!   {En}Jeg v{l}ilde skrevet et længere
brev og talt om meget i anledning af Dit
sidste brev, men da Du ber om et bestemt
svar – synes jeg det er min pligt ikke
at vente – Jeg må da si jeg synes dette hele
er umuligt – og vil si hva jeg for omkring
et års siden i begyndelsen af forholdet
sa til Dig – rigtignok uden at blive hørt
eller forstået – Mit livssyn er smertens
– min elskovsævne er ikke mer – Ævnen
til { … }forglemme mig i kjærlighed er ikke
– og har ikke igrunden været. Jeg skjulte
intet jeg søgte at gi Dig indtryk af
mit triste syn på livet – fordi jeg vilde
forhindre Dig fra at blive skuffet –
    Du gjorde hørte ikke Du så ikke. Du
så blot Din vilje, Din kjærlighed Din
lyst. – Du har livsnydelsens jeg jeg har
smertens evangelium – Jeg har kjæmpet
til det yderste    til jeg ikke længer har

 

kunnet holde mig oppe forat gjøre
den ulykke som kom af dette misforhold
mer tålelig for Dig – men jeg orker
ikke mer –

    Du forstår ikke sier Du at jeg ikke
vil se Dig foreløbig i Tydskland hvor jeg
vil forsøge at holde en udstilling –
    Hvorledes er det muligt at Du ikke
forstår det – Hvorfor måtte {jeg}er jeg da heroppe
 …  i et helvete månedsvis – hvorfor har
jeg måttet opgive alle mine udstillinger –
og mit arbeide –    Du må { … }da nu forstå
hvor svækket jeg er og at ro er nødvendig
    Ulykken er over os begge – men Du
må som jeg resignere.
    Intet skulde være mig kjærere om vi
kunde blive mere fortrolige – men Du da
forsøge at tænke og forstå mig –
    Jeg synes alt ser umuligt – ud – men
et er vist    jeg må ha en tid til min
fri raadighed. – Jeg har været nogle dage
i byen for at prøve mig. Jeg tåler ikke længer
Cafeer og byer. – Du må da sætte Dig ind
i at jeg – hvis jeg får istand en

 

Og ulykken kom – fordi Du blot så Din
egen kjærlighed – og Din egen lyst – som Din
egen vilie – Derfor måtte mit fattige livssyn vige
    Jeg vil ikke bebreide {d}Dig dette – Jeg kan
beundre Din styrke som kvinde – ^{og foragte min svaghed som Mand} Men det er en
ulykke når en kvinde som Du træffer en mand som mig
to så forskjellige livsopfatninger mødes
    Da Du ber om en bestemmelse – {er}må jeg si det
– det hele finder jeg umuligt – har længe vist
det – men jeg har kjæmpet til det sidste
forat få beroliget Dig og fået Dig til at
forstå –
    Umuligheden ligger i – i vore bundforskjellige
livsopfatninger – Du opdraget i glæde, til
livsglæde – har kunnet gjøre alt hva Du
har villet – havt en vilje til at gjøre alt hva
Du har villet – har livsglædens evangelium
    Jeg opdraget opvoxet i sorg, ulykke og
dsygdom – og derved har jeg fået et modsat
livssyn – Du har ikke seet, forstået eller
tænkt – eller hørt mig derfor den hele tid
mo { … }gjort mod mig hva {jeg}Du ellers ikke havde
gjort – Du har troet at forstå mig og
mine {v}billeder – det har Du aldrig

 

    Mine billeder er smertens og sorgens
barn – og aldrig har jeg besunget
livsnydelsens evangelium –
    I Dit sidste brev synes jeg
at spore lidt eftertanke – gid Du begyndte
så vilde denne sorg – være lættere for
Dig at bære –
    Jeg har ikke flere kræfter til dette
jeg må tilfredsstille min brændende
længsel efter at få nyde den glæde
som mødet med mit arbeide, min
min eneste glæde
    –
    Jeg trænger ensomhed –
    Jeg må tilbage til min frihed og til
min ensomhed –
    Feilen har været – Du har ikke hørt mig –
ikke forstået –
    Da jeg traf Dig for et år siden fortalte
jeg Dig så meget om mig – om min tabte elskovsevne
– om min umulighed som menneske – min min eneste
støtte mit arbeide – og så stadi senere – Du har intet hørt
intet forstået