Munchmuseet, MM UT 32
MM UT 32, Munchmuseet. Datert 1908–1909. Utgitt tekst.
Filologisk kommentar: Alfa & Omega på norsk. Den første utgaven som følger med grafikkmappen.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Munchmuseet UT 32, s. 1
|
ALFA OG OMEGA var de første Mennesker paa øen. Alfa laa i Græsset og sov og drømte, Omega nærmede sig ham, saa ham og blev nysgjerrig. Omega brød af en Bregnegren og kilede ham, saa han vaagnede. Alfa elskede Omega; de sad om Aftenerne lænede op til hinanden og saa paa den gyldne Maanesøile, der vuggede og rokkede sig i Havet rundt Øen. De gik ind i Skoven, og i Skoven var der mange underlige Dyr og Planter; der var un- derligt mørkt derinde, men der var ogsaa mange herlige smaa Blomster. Engang skræm- tes Omega, da kastede hun sig voldsomt ind til Alfa. Der var mange Dage lutter Solskin paa Øen; en Dag ligger Omega udenfor Sko- ven i Solskinnet, Alfa sidder længere inde i Skoven i Skyggen, — da voksede en vældig Sky op af Havet og væltede sig mere og mere ud over Himlen og kastede sin Skygge over Øen. Alfa raabte paa Omega, men Omega hørte intet; da saa Alfa, at Omega holdt en Slanges Hoved mellem sine Hænder og stirrede paa dens funklende Øine, en stor Slange, som var kommen krybende op mellem Bregnebladene, op langs hendes Legeme. Men med et styr- tede Regnet fra Himlen, og Alfa og Omega forfærdedes. Da Alfa en Dag træfler Slangen paa Mar- ken, kjæmper han med den og dneber den, medens Omega i Frastand ser derpaa. Engang traf hun Bjørnen; Omega skjæl- vede, da hun kjendte Bjørnens bløde Pels mod sit Legeme; da hun lagde sin Arm om dens Hals, forsvandt den i Fælden. Omega treffer paa en Digterhyene, lidt forkommen i Fælden; hendes vanlige Elskovs- ord biter ikke paa ham, saa fletter hun en Laurbærkrans med sine myge, smaa Hænder, og idet hun ømt sætter sit Røde Ansigt op til hans bitre Hoved, bekranser hun ham. Tigeren nærmede sit grusomme, vilde Ho- ved til Omegas yndige lille. Omega skæm- medes ikke; hun lod sin lille Haand hvile i Tigerens Gap og kjælede for dens Tænder. Da Tigeren paa sin Vei møder Bjørnen, lugter den Omegas Essens, Essensen af den blege Æbleblomst, den Omega elsker mest af alle Blomster, og som hun hver Morgen kyssede naar Solen randt. De kjæmpede med hinanden og sønderrev hinanden. |
Ganske som paa et Schakbret, der den- gang ikke var opfundet, forandres med en- gang Brikkernes Plads; Omega klynger sig til Alfa; nysgjerrige og intet forstaaende strækker de andre Dyr sine Halse og ser pna Spillet. Omegas Øine var vexlende; paa almin- delige Dage var de lyseblaa, men naar hun saa paa sine Elskere, blev de sorte med carminrøde Blink i, og da hændte det, at hun skjulte sin Mund med en Blomst. Ome- gas Sind var skiftende; en Dag saa Alfa hende siddende ved Aaen kyssende et Æsel, der laa i hendes Fang; da hentede Alfa Strudsen og lænede sig til dens Hals, men Omega saa ikke op Fra sin Yndlingsbeskjæf- tigelse, at kysse. Omega folle sig træl og kjed over ikke al kunne eie alle Øens Dyr; hun satte sig ned paa Græsset i voldsom Graad; saa reiste hun sig og løb syg om- kring paa Øen og traf Svinet. — Hun knæ- ler ned og skjuler sit Legeme i sit lange sorte Haar, og hun og Svinet saa paa hin- anden. Men Omega var kjed ihu; en Nat, da Maanens Guldsøile vuggede sig i Vandet, flygtede hun paa et Daadyrs Ryg over Ha- vet lil det lysegrønne Land, der laa under Maanen. Alfa var alene igjen paa Øen. En Dag kom hendes Børn til ham, en ny Slægt var spiret frem paa Øen, de samlede sig om Alfa, som de kaldte sin Fader. Det var smaa Griser, smaa Slanger, smaa Abekatter og smaa Hovdyr og andre Bastarder af Menne- sket. Han fortvilede. Han løb langs Havet; Himlen og Havet farvedes med Blod; han hørte Skrig i Luften og holdt sig for sine Øren; Jorden, Himlen og Havet skalv, og han følte en stor Angst. En Dag bragte Daadyret Omega tilbage. Alfa sidder paa Stranden, og hun kommer mod ham. Alfa lulle Blodet suse i sine Øren; Musklerne svulmede i hans Legeme, og han slog Omega, saa hun døde. Da han bøiede sig over den døde, og saa hendes Ansigt, forskrækkedes han ved dets Udtryk. Det var det samme hun havde hint Øieblik i Skoven, dengang han elskede hende mest. Medens han endnu saa paa hende, over- faldtes han bagfra af alle hendes Børn og Øens Dyr, som rev ham istykker Den nye Slægt opfyldte Øen. |
