Munchmuseet, MM K 137
MM K 137, Munchmuseet. Datert 22.10.1921. Brev fra Carl Dørnberger.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Kristiania Kredsfangsel den 22 oct. 1921.
Kjære ven Edvard Munch!
Jeg takker Dig for Dit venlige brev, og for den frugt Du sendte mig. Du
kann ikke gjøre Dig en ide om hvorledes det føles, når man som jeg bag bolt
og slå får en hilsen der udefra – fra en gammel ven. Ja – gammel – vi er blit
gamle Du og Jappe og jeg, og vi har hver vort at plages af her i livet. Jeg er jo lig-
som den der oplever mest! – men jeg tror at jeg oplever og gjennemlever mere sorg
end Dere begge, tiltrods min gebreklighed. Jaha Munch det er sådan en egen sag
når man som gammel mand – blir tvungen til at skyde ned, en sjofel fyr som trængt
sig ind i Dit \ens/ liv – og ødelagt Dit \ens/ fredelige tilbagetrukne lykkelige liv, med Dit sit
barn ved din side\n/ – jaha – men! så gement og fortvivlet kan sjebnen arte sig.
Nuvel jeg for jo se hvilken ende det tager – jeg – jeg er ligsom død – hele mit
lifshåb er knekket sammen – hele mit strev og allt mit håb til livet er jo
forbi – det er tungt for mig – og dog må jeg føre allt til slut! thi efter \denne/ min
sag – kommer min sag imod disse mensker som har forvolt all denne ulykke.
Barnet mit forstår endnu ingenting af det hele – hun ser bare at jeg har skudt – og at
jeg nu sidder fængslet, og disse mensker influerer fremdeles på hende – og har
hende i sin magt. Det sjofleste af det hele er at der er pecuniere motiver til
grunden og at barnet mit kun har været – et middel – som forsøgtes forat nå
dette «sjønne håb» – at berige sig. Å Gud Munch – ved – eller aner Du hvad en
mentalundersøgelse vil sige? – hvad det er for sjælequaler man gjennemgår
ved at vide – nu – søger de motiv til at slette dig åndelig ud – og fratage Dig Dine
menskerettigheder? – det er forfærdelig – Gud ske tak – Prof Vogt lod mig ane
at han var af samme mening som Dr Lofthus –! og at snart kunde mig sag be-
gynde – men endnu sjelver jeg ved tanken på allt dette – jeg med mine ståltrådnerver.
Jappe var hos mig forleden og hilste fra Dig – å ja Jappe er blitt svært gammel nu –
men jeg bør vel helst tie stille om anderes alder – jeg er såmænd gammel selv.
Herregud om vi tre endnu en gang kunde sidde sammen – det vilde være
rart – vi har jo dog levet endel af vor ungdom sammen.
Ellers har jeg det så godt som en fange overhovedet kan have det – man er
venlig og god imod mig, og letter min hårde lodd på enhver måde. Det
er igrunden componist Alnæs (gift med en halvsøster af Hermansen.) som ved
propaganda har fået istand denne mentalundersøgelse – en fin slyngelstreg!
værdig en usling. Jeg har haft det ondt i hele sommer og forrige vinter med
jeg så ikke, men følte foræderi og falskhed omkring mig – og så var jeg svært
syg – benet var helt umulig – og meget smertefullt – å ja Munch vi har alle
et kors at bære – men nogen har to – og til disse hører jeg – naturligvis.
Jeg vil ikke bry dig med detallier – allt vil komme til dagens lys under rets-
forhandlingerne, og da vil Du se se at jeg endnu er en gammel hederlig
mand Munch. Du siger Du har bronchitis – reis sydpå – Norge er intet
land at være i, om vinteren for folk som os – tænk Jappe som fodbold-
spiller og skisportsmand – og vi er s’ku ikke stort ligere.
Altså en kjærlig hengiven hilsen til Dig fra Din gamle ulykkelige
ven
Dørnberger
