Munchmuseet, MM K 765
MM K 765, Munchmuseet. Datert 19.05.1923. Brev fra Jappe Nilssen.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Paris, 19 mai 1923
Kjære Munch!
Tak for brev og tak for pengene. Det var
hyggelig at høre fra dig; jeg ante jo ikke, hvor i verden
Du befandt dig, men trodde nærmest, at du i denne forban-
dede vinterkulden var tyet ned til mildere egne i Italien.
Ja, kloge Munch, du havde s’gu ret i at nære mistillid
til veiret. Her er det simpelthen rædsomt. Vi har havt
akkurat 1 uge vakkert veir, det er nu 14 dage siden, men el-
lers pøser regnet ned fra alle himmelens sluser, og
her er en sur vind og en nordpolskulde, som forsurer
mit liv i en betragtelig grad. Jeg sidder nu og skriver
med en tyk uldvest på mig, men jeg skjælver alligevel
af kulde og fingrene er så valne, at de knapt kan holde
på pennen. Det var jo ikke dette, jeg havde ventet. Og gud
ved, når det blir bedre.
Men jeg rusler jo ligefuldt rundt og er på farten
hele dagen, så jeg har indtryk af, at jeg allerede nu
har fået seet meget mere af Paris end alle de fore-
gående gange tilsammen. Men så starter jeg da også
tidlig om morgenen. Jeg er allerede ude kl. 9½ og spiser
min første frokost, og så bærer det afvei et eller andetsteds
hen. Tidligere levet jeg jo her hovedsagelig om natten,
men nu går jeg hver aften hjem og legger mig kl. 10,
læser lidt og slukker lyset. Og det mærkværdige er
hændt, at jeg har fået min nattesøvn tilbage; jeg
sover som et barn, 8–9 timer, og det er ikke dårlig.
Men jeg har til gjengjæld fået en konstant hodepine,
som ikke vil slippe taget i mig; det er som om jeg har
et tungt blylod oppe i panden over øinene. Det kom-
mer troligvis af al den helvedes larm og spetakel,
som er her. Gaden utenfor her drønner under de
tunge autobusser, som nat og dag ruller forbi og
får huset til at skjælve og vindusruterne til at
klirre. Jeg må nok se mig om efter et roligere
kvarter. For med denne hodepinen er det ugjørlig
at arbeide; jeg følger mig træt og uoplagt til alt.
Og desuden synes jeg heller ikke Quartier latin
er så hyggelig lenger; det er ikke til at kjende igjen.
Der er ikke noget liv mere på gaden eller på caferne,
