Munchmuseet, MM K 852
MM K 852, Munchmuseet. Datert 30.09.1904. Brev fra Aase Nørregaard.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Munkedamsveien 78
fredag den 30te
fredag den 30te
Kjære Munch. Jeg var meget
bedrøvet over at jeg ikke var hjem-
me da De var paa visit, havde
De bare ringt op i telefonen
saa havde jeg git syskolen en
god dag. Forøvrigt tak for hilsen
gjennem Ravensberg, den blev
nøiagtigt overleveret og jeg
følte mig meget skyldbetynget.
Jeg haaber De finder undskyl-
dende momenter i de vidunder-
lige resultater. De skulde
bare se en lys lillafarvet
saa vilde De sikkert tilgi mig.
– – Jeg skrev et langt høi-
tideligt brev til Dem for nogle
dage siden, det gik i papir-
kurven, nu skal De faa lidt
sludder i stedet. Da er jeg
altid sikker paa at være
paa den rette side. –
Forresten en ting vil \jeg/ si og
det er, at det var lidt stygt
af Dem, da De sagde Deres
udstillinger var mindre gode
naar jeg var tilstede. –
Jeg følte mig virkelig i slegt
med Kong Lear’s yngste datter
da De sagde det. – Jeg skal
si Dem, jeg er ikke for af
dem der straks plaprer ud med
sin begeistring. Jeg synes det
er noget uærbødig i det.
Jeg blir altid taus naar noget
griber mig. – Hvordan publikum
kan f.ex. efter «over ævne» øieblikkelig
efter tæppets fald begynde at
sprælle med arme og ben og
klappe og robe er mig en
gaade. Jeg maa altid ha
ro og det generer mig at
nogen er ved siden. –
Saa jeg tror nok, kjære Munch
at der har De tat feil.
En saa stor inderlig glæde
som jeg har havt og har af
Deres kunst, \kan De vistnok ikke fuldt ud forstå/ og jeg synes at
staa i en uendelig skyld
til Dem, baade aandelig
og matrielt. – Ja, der
har De det. – En anden
gang faar De ikke lov at si
sånt tøv. Alle mennesker
er ikke lige, og det tror
jeg, at med al Deres menneske-
kunskab, som De selv fortæller
De har, skjønner De Dem svært
lite paa mig ialfald. De
skjønner Dem paa en \sort muligens/, men
der er saa mange sorter, min
kjære ven. Forresten synes jeg
den T.sorten er noksaa uund-
grundelig. Eller hvad?
