Munchmuseet, MM N 498

Så var han da atter ved
kirken. Der faldt en fin ^striregn
og luften var lummer og blød –
Der var sølepytter langs veien
og den hvite kirken speilede sig
i dem {–}; derborte lå huset
dystert mellem de saftie våte
træer –
    Han var ved gjæret – haven
lå der innenfor med friskt grønt
græs og hvite levkøier
    Han standset en stun
ba{g}k rosentræet til det rørte
sig noe bag { … }gardinerne derinne
Så gik han fort {in –}op trappen
    Der sa{d}t de rundt kaminen

 

    Generalinnen og hun og
søstrene –
    {H … }Han var varm og satte
sig så langt fra ilden som
muli og bagenfor generalinden
så hadde han { … }Fru Heibergs  ansigt
mot sig –
    Hun sat foroverbøie{n}t med
sit røe tricotliv i det røe
skjær fra ilden –
    Han { … }var ophidset og hed
med bankende tindinger –
Konversationen gik for{s}ceret om
ganske ligegyldige ting – Så
reiste hun sig og gik mot
ham – De skal jo reise nu

 

skal jeg ikke vise dem den
rare ^Skovveien jeg snakket om –
    Han var gla han kom ut –
De gik længe ved siden af
hinanden uten at si noe –
Bankingen i hans hode ville
ikke høre op og det var umuli
for ham { … }at tænke klart –
    Hvordan skulde han begynnne –
Nu måtte det ske nu eller aldri
{S … }De sad mot hinanden {ved}på
{ … }gjæret –
    Hvor nær han var hende
han så på den bare fyldige hals
og det tynne tricotliv der så
skjødesløst var knyttet sammen
foran – han ble hed det svimlede
for ham –

 

    Om han vovede det – ta
han i sine armer – trykke
hennes bryst in til sit –
hennes læber in til sine
    Om han gjore det
    Hun så på ham øinene var
grønne og dype og de med
slør over \– Hun bøiet Hodet/
    Han ‹tok› hænderne hendes hænder
    La os se hvem er stærkest
De brødes lidt så sank armene
spla slapt ned – hun bøiet
hode fremover, fremover – hendes
hår {s}berørte hans hage – { … }Hendes
fyldige nakke var så nøgen
hans læber streifet den
    Han bøiet sig osså og
og hans læber streifet hennes
fyldige gyldne nakke
    De så hinanden in i øinene
Jeg kys{ … }set dem sa han

 

    { … }Nei sa hun alvorli –
    Jo jeg kysset d{ … }em på halsen
er de sint – slå mig hvis de
er sint – Er de det –
    Nei
    Får jeg lov da sa han
Hun så på ham en stun
bøy bø og bøiet så hode bort
    Jo de er vist sint
Kom la os gå sa hun {og}idet
hun tok hans arm og drog
ham bortover – Bare han ikke
havde { … }bedrøvet hende
    De var i en åbning i skoven
på begge sider høie birker og
graner, det blinket i det våte
løv –

 

    De gik om og ned noen
gange uten at si ‹{ … }et› or –
Høiet Hun bøiet sig in
til ham, la sit hode {in}på
hans skulder, Imellem
knuget hun hans arm in
til sit bryst.
    Var det så farli om vi
holdt lidt a hverandre sa han
så –
    Hun svarte ikke men han
følte tryk af hennes hånd
    Det begynte at mørkne
Jeg må n{ … }ok gå ‹sat› hun
blødt –

 

    Han sto en stun uten at
vite hva han skulde si eller
gjøre – så rakte han frem
hånden     Adjø, adjø –
    Hun gik bortover med bøi{t}et
hode. Så vendte hun sig
med engang om og gik tilbake
til ham. Det er så ‹fr› vondt ^{så vondt}
at skilles sa hun.
    Hun tok ham i hånden igjen
han drog hende nærmere
    Han følte hun gav efter
Hun log sig trage nærmere og
nærmere – helt in til {sig}ham
    Han tok hende varsomt om
livet han følte hennes mun ved
sin hals et vådt kin ve … 
sit – og hans mun gled in mod
hennes –

 

    Træerne og luften forsvandt og
han så kun to store {D}dunkelt
grønne øine der så in i hans
    Det var et secund –
så sled hun sig løs og gik bort
med bøiet hode –
    Han sto længe på samme
plet    fulgte hende me { … }øinene
til hennes røe hat forsvandt
melem løvet – En ny verden
ha{v}dde han set in i – en
‹underli› verden som han aldri hadde
anet var slik – og hun hadde
lært ham det –