Munchmuseet, MM T 2547

      
    KySSET

TO BRæNENDE LæBER MOT MINE
HIMMELEN OG JORDEN FORSVANDT
OG TO SORTE ØI{ … }NE SAA IND I‹o›
MINE –

 

{ … }KunskABENS TRæ
      PAA
GODT og ONDT

 

 

Jordens muld længtet efter luften
Luft blev vand og jord og jord blev luft
    Jeg drømte om natten:
En kiste stod paa en høi. I den laa et lig. En mor
stod og ringte paa en stor klokke
Moren sang gak nu in i krysttallenes
land. En r{ … }ække mænd og kvinner gik nedenunder
og gjentok: Gak nu in i krystallernes land
{ … }Himmelen {c}spaltedes og lyste – Et stort
krystalrike saaes spillende i alle
regnbuens farver mod diamantklare
krystaller store og smaa. Nogle dan-
nede slotte anre tr‹æ›r

 

    LuFTEN T{ … }æREDE PAA { … }JORDEN.
{ … }JORDEN SVEDEDE SLIM DET BLEV
MENESKER DYR OG PLANTER
VANDET DA‹M›PEDE O{ … }‹G› BlEV SKYER
{ … }SKYERNE FALDT NED SOM REGN
MENSKER O‹G› DYR Og tr{ … }æR ER
FLAMMER DER S‹T›IGER OP A JORDEN

 

 

 

 

DET VAR MØRT OG GRAAT
NENOVER { … }TRAPPEN GuTTEN SOM
HOLDT HENDE I HAANDEN KUNDE
IKKE KOMME FORT NOK NED
    HVORFOR GAAR Du SAA LANG-
SOMT? SPuRTE HAN
    HuN STANDSEDE OP VED HVERT
SKRIDT OG DROG PUSTEN
    uDENFOR I PORTEN BLÆNDET
DAGSLySET HAM
    HuN HAVDE EN BLEGET LILA-
FARVET HA{ … }T  … LA{ … }NGE BAAND FLAG-
REDE OP FOR HVERT VINDPUST
    LUFTEN VAR SAA uNDER-
LIG LuMMER MED KJØLIGE
PUST
    GRæSSET SKJØD OP MELLEM
BROSTENENE – LySEGRØNT GRæS
DET VAR VAAR

 

    JOrDEN slog FLAMMER

 

JORDEN slog FlaMMER mot uniVERSETS PEREFERIER
FLAMMERNE SLuKNET TIL ASKE IGjEN
ØINE JEG SAA. BLÅ Og BLANKE
MØRKE M{ … }ED GLØDFyLDTE BLiNK
SpørgenDE
SøgeNEe
higende
villende
Søgte de ut mot pereferien
LØSTe fra jorden – menneskebørn
Forat falde tilbake
blande sin aske med modergjord
HVorFOR? HVORTIL?
VILLENDE MAAENDE STEG DE og FALDT
GNISTER og GLØD I  …  NATTENS MØRKE
GuD ER I {ALT}OS
ALT ER I OS (Gud)
BRØDRE I LIVETS VæLDIGE LEG!
LEGEN ER VILLET, v{AA}OVET Og GjORT
FOR aTTER aT viLLe O … E OG VOVE Og DØ

 

 

JORDEN slog flammer { … }mot
{ … }universets per‹i›ferier – Flammerne
sluknet til aske igjen –
    Øine jeg så blå og blanke med, mørke
med glødfyldte blink – spørgende,
søgende, higende villende søgte
de ut mot per‹i›ferien – løste fra
jorden – menneske børn – forat
falde tilb{g … }ake – blande sin aske
med moderjord –
    Hvorfor? – hvortil? villende
steg de mående steg de og faldt
gnister og glød i nattens mørke
gnister fra ^mørke jorden!
    Gud er {ios}‹i› alt alt er i os –
– Brødre i livets veldige leg –
– Legen er slut villet vovet og gjort
 …   …   … 
– for atter at ville og leve og dø

 

 

 

VI DØR IKKE
VERDEN DØR FRA OS

 

INTET ER LITET, INTET ER STORT

 

GLÆDEN ER SORGENS VEN

FORAARET { … }HØSTENS BuDBRINGER

DØDEN SER LIVETS FØDSEL

 

    FONT‹E›NEN DEN GALES OPTEG-
                              NELSER

    EN ROVFUGL HAR SAT SIG
FAS‹T› I MIT InDRE. DENS KLØR –
HAR HuGGET SIG FAST I MIT
HJæRTE. DETS {m}NæB HAR
BORET SIG IND I MIT BRyST
OG DENS VINGESLAG
HAR FORMØRKET MIN
FORSTAND

 

 

BLODET FOSSEDE I HAM. ET HELVETES
BRyG BRyGGET A‹F› AF PLANTENS BLOD VINEN BLAN-
DET SIG MED { … }KVINNEWAMPyRENS GIFT – DET VAR ET KOGHEDT
BRyG I HJæRNENS MASKINERI
    HJERNENS CELLEVæV uDVIDEDES, PAA DET OP-
KOKTE uDBLæSTE CELLEVæV     { … }BLEV SKREVET SOM
I EN FONOGRAF EN DjæVLEBLæNDET SKRI‹F›T
    CELLEVæVET DER VAR UDSPILET SOM EN TIL DET
yDERSTE SPæNDT BALLON – FALDT SAMMEN SOM ET
KRØLLET BLAD FOR ATTER AT KOKES OG UDSPILLES
OG SKRIKE SOM I ET DjæVLEKOR – EN LIGBRæN-
DING AL PLANTENS KADAVRE – TOBAKKEN SENDTE
SIN BEDVENDE OG FORPESTEDE ASKE IN I CRANI-
ETS GANGE OG LAByRINTER
    HAN SAA EN MASSE STIRRENDE ANSIKTER
MOT SIG
    HAN LAA KNUST PAA GADEN
HAN HOLDT EN BLODRØD HA ARM I VæRET

 

 

    DEN GALES OPTEGNLSER –

    MENNESKET OG DETS CIRKLER
OVENTIL GAAR PEREFERIEN
OP I æTHER SVINGNINGER –
OG NEDENTIL I { … }JORDSVINGNINGER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

      
JORDEN ELSKEDE LuFTEN – LUFTEN
TæREDE PAA DEN OG jORDEN BLEV
Lu{ … }FT OG { … }LUFTEN BLEV JORD
‹TRæERNE› STRAKTE SINE GRENE
MOD HIMLEN OG AAD LuFT
TRæERNE LØSNEDE SIG FRA
JORDEN OG DET BLEV MEN-
NESKER
ALT ER LIV OG BEVæ{ … }GELSE
SELV I JORDENS INDRE ER
LIVETS GNISTER

    AARTuSINDER GIK DER
FØDTES E{ … }N SMERTE LIDT HAAB
LIDT SMIL OG HAABET FOR-
SVANDT SMILET DØDE HEN
OG SLæGTER TRAMPET PAA
SLæGTER

 

 

DET VAR EN HØI BAKKE MED
GRØNT GRæS OG ØVERST OPPE … 
MOT HIMMELEN VAR SKOVEN –
KJØR OG SAUER GIK OG SPISTE
GRÆS OG DER HØRTES BJæL-
DEKLANG
    HIMMELEN OVER VAR BLAA
MED HVIDE SKyER
GRæSSET I  … DALEN V{ … }AR SAA
GRØNT
    DERNEDE GIK FOLK OG HØI-
EDE

 

    MENNESKET OG DETS TR{ … }E KRAFT{S}CENTRER –





æTERSVINGNINGER
HJæRNEN
HJ‹e›RTET
DRIFTERNE





JORDSVINGNINGER

 

 

INTET ER LITET INTET ER STORT –
I OS ER VERDENER. DET SMAA DELER SIG I DET
STORE DET STORE I DET SMAA. –
EN BLODDRAAPE EN VERDEN MED SOL{ … }CENTRER OG
KLODER. { … }HAVET EN DRAAPE EN LIDEN DEL AV ET
LEGEME –
    GuD ER I OS OG VI ER I GuD.
    { … }URLySET ER OVERALT OG GAAR HVOR LIV ER – ALT
ER BEVæGELSE OG LYS –
    KRySTALLER FØDES OG FORMES SOM BARN I MODERS
LIV. SELV I DEN HAARDE STEN BRæNDER LIVETS ILD
    DØDEN ER BEGyNDELSEN TIL LIVET – TIL Ny
KRySTALISATION
    VI DØR IKKE, VERDEN DØR FRA OS
    DØDEN ER LIVETS ELSKOV SMERTEN ER
GL{ … }æDENS VEN –
    Til EN KVINNE
    JEG ER SOM EN SØVNGjæNGER (VæK MIG IKKE BRUTALT)
DER GAAR PÅ MØNEN AF ET TAG VæK MIG IKKE BRu-
TALT OP ELLER JEG LIGGER ELLE JEG FALDER NED OG
KNU{S}SES

 

 

    DEN GALES OPTEGNELSER

    MIN SJ{ … }æL ER SOM TO
VILDE FUGLE DER SLIDER
HVER TIL SIN KANT

 

 

 

 

 

 

 

 

PAuSEN DA AL VERDEN STANDSET
SIN GANG
    DIT ANSIGT RUMMER AL JORDERIKS
SKJØNHED
    DINE LæBER KARMOSINRØDE SOM
DEN KOMMENDE FRuGT GLIDER
FRA HINANDEN SOM I SMERTE
    ET LIGS SMIL
    NU RæKKER LIVET DØ{ … }DEN HAA-
DEN
    KJæDEN KNyTTES DER BINDER
DE TUSIND SLæGTER DER ER
DØDE TIL DE TUSIND SLæG-
TER DER KOMMER

 

    PAuSEN DA ALVERDEN STANDSET
SIN GANG
    DIT ANSIGT RUMMER AL JORDERIGS
SKJØNHED
    DINE LæBER RØDE SOM DEN KOM-
‹MDF› FRUGT GLIDER FRA HINANDEN
SOM I SMERTE    ET LIGS SMIL
    NU RæKKER LIVET DØDEN HAAN-
DEN
    KJæDEN KNyTTES DER BINDER
DE TuSIND SLæGTER DER ER DØDE
TIL DE TUSEND SLæGTER DER KOMMER

 

 

 

Da Du forlod mei over
havet var det so‹m›
e{ … }nnu fine traade fore-
nede os    Det sled som
i et saar –

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

            

 

 

 

 

    uRNEN

    GJENFØDELSEN

Op av smudset steg et ansikt
fuld af sorg og skjønhed

 

 

 

 

 

    Jeg ‹gec› GIK LANGS VeIEN
MED TO VENNER SAA
GIK SOLEN NED. HIM-
LEN BLEV PLuDSELIG
BLOD OG JEG TØLTE
DET STORE SKRIG I
NATuREN

 

    DET TOMME
      KORS

 

 

 

      

 

 

    JEG SER ALLE MENNESKER
BAK DERES MASKE
SMILENDE, ROLIGE ANSIGTER
BLEGE LIG  …  SOM STuN-
DESLØSE ILER AFSTED EN
SNIRKLET VEI HVIS ENDE
ER GRAVEN

    Op af mit raadnende
legeme skal der
stige op blomster –
og jeg skal være i
dem – Evigheden.

 

{Et}ET MYSTISK BlIK DEN SKINSYKES
I DISSE TO STIKKENDE ØINE
ER KONSENTRERET SOM
I EN KRYSTAL MANGE SPEIL
BILLEDER. – BLIKKET ER
FORSKENDE INTRESERET
HADEFuLDT OG ELSKOVS-
FULDT    EN ESSENCE
AF HENDE SO{N}M DE
ALLE HAR FALLES

 

 

DA VI STOD MOD HVER-
ANDRE OG DINE ØINE
SÅ IND I MINE
ØINE DA FØLTE J{ … }EG
SOM uSyNLIGE
TRAADE GIK FRA
DINE ØINE IND I
MINE ØINE OG
BANDT VORE HJER-
TER SAMMEN

 

 

MENNESKESKiæBNER
ER SOM KLODERNE
DE MØDES I VER-
DENSRUMMET FOR
ATTER AT FORSV‹N›-
DE FAA GAAR OP I
HINANDEN I L‹Y›SEN-
DE FLAMME

 

    DEN GALES OPTEGNELSER

OGSAA STENENS HAARDE MASSE LEVER –

 

 

JEG FØLTE VOR KJÆR-
LIGHED LiGGE PÅ
JORDEN SOM EN
ASKEHOP

 

      

 

 

      
Måneskin glider over dit ansigt
der fuld af al jorderigs skjønhed – og smerte
Dine læber er som to rubinrøde orme
og blodfylte som den karmosinrøde frugt
– De glider fra hinanden som i smerte
Et ligs smil                  Thi
nu knytes kjeden der binder slægter
til slægter –
    { … }Som et legeme glider vi ud på
et stort hav – På lange bølger der skifter
i farve fra dybviolet til blodrødt

 

 

 

 

 

 

 

 

    KRYSTALLERNES LAND –

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

    
    
    Edv Munch
    Blodsfossen 1915

 

 

 

 

 

 

 

 

    
    
    Edv Munch

 

 

    Evensen      Slemdal 160

 

 

    
    
    E Munch