Munchmuseet, MM K 1557
MM K 1557, Munchmuseet. Datert 29 [sic!].30.1909. Brev fra Linke Jørgensen.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
København d. 29/30 09.
Kære Hr. Munch!
Tak for Original-Tegningen, den
ved jeg kommer kun til at existere
i dette ene Exemplar! Min første
Tanke, da jeg saa den, var Helsing-
fors Kritikeren Gustaff Strengels
Ord om Dem »man læser hans Liv
af de udstillede Værker o.s.v.«
men saa pludselig Dagen efter var
jeg fast overbevist om, at det var
den hvide Vest 1908, De erindrede,
og ikke noget Minde om en ny 1909,
De sendte mig! Ikke sandt, saa-
dan har jeg Ret?
Da jeg i Gaar længtes efter ufor-
styrret Ensomhed – det hænder jo
af og til, saa tog jeg ud paa Lange-
linje, der var saa smukt, Farverne var
saa dejlige, og saa sad jeg og kom til at
tænke paa at Livets Vej – Menneskets
Vej er som mellem Træstammer gennem
dunkle Skove! Man vandrer snart paa
javne, banede Stier, hvor Solen falder
Glimt i Glimt – – ved Skovens Begyndelse,
endnu i de unge Aar, søger man nu og
da til Siden; man søger at finde den
Vej, man tror skal være ens egen; man
bryder ud af Rækken – Sjælen har
endnu saa stort et Fond af Energi,
at man er overbevist om Skønheden, der
er at finde paa ens egen Livsvej – –
men saa hænder det – man støder sin
Fod paa en Træstamme – ubønhørlig
ligger den og spærrer Vejen – først
staar man forbavset stille – man
maaler sin egen Styrke med Træets,
og – naar man har slidt sig syg paa
den urokkelige Hindring, saa vender
man tilbage til sin Plads i Rækken
igen, og ingen Solglimt falder paa den
Vej, man gaar tilbage, Solen kaster kun
en eneste blændende Straale paa den
Træstamme, man har forladt; men
Vejen ligger i en kølig graa Afglans
af Lys for En! Saa gaar man videre
i Rækken en Stund, inderlig ligegyldig
for Vejen og Maalet – kun fordi man
maa gaa – Stammerne fordeler Lys og
Skygge over En, Solen og det Graa ven-
der, stundom raser et Uvejr, det synes,
som om Lynet skal fælde – man dukker
sit Hoved – og man gaar videre! Man
ser undertiden til Siden, – man ser en
solbeskinnet Sti – man vover Forsøget
endnu en Gang – – men hver en Sti,
man prøver; den ender altid i det
store Følge – og dog staar de lyse Stiers
ukendte Skønheder for ens Tanke, som
det eneste, der var værdt at betræde;
den Vej, de alle har jævnet, bliver –
jo længere man naar frem – mere
og mere graa og ensformig, – – til Slut saa
ser man slet ikke op, man bøjer sit Hoved
og vandrer Fod for Fod – kun tænkende
paa de dejlige, ukendte Stier, man aldig
fik Lov at betræde – samler i sin Tanke
de dejlige Solglimt, man har set, prøver
paa at huske de Tanker, der fyldte ens
Sjæl, da man med oprejst Pande og
lysende Øjne traadte de første Skridt
paa den lyse Sti! Man samler det alt
i sin Tanke, man varmer sig ved de
solbelyste Drømme, – og naar Foden
har gaaet sig træt – saa ser man op,
man føler et Pust fra noget ukendt,
noget man drages imod af ukendte
Magter – noget – der spærrer ens Vej,
saa langt Øjet rækker, det store –
uendelige Hav – den store Død –
stille – En for En – sætter det lange
Følge sin Fod paa Havets Tærskel
– mod Døden – Sjæl efter Sjæl studser
og viger tilbage – men ingen Magt kan
frelse – – Skridt for Skridt det gaar,
– et sidste Blik tilbage – et sidste
Stejf af Sol – saa lukker man sit
Øje til – og glider viljeløst paa Havets
Bølger ind i den store, befriende
Død!
Se det gør alle vi andre, vi, der
ikke som De ejer den ukueligste Stolt-
hed og Trods, vi prøver altid blot –
og derved bliver det!
Hvis De var saa nær, at jeg naa\kunde/
\naa/ Dem gennem en Telefon, saa vilde
jeg spørge Dem, og\m/ De havde taget
fast Vinterophold paa Kragerø,
nok holder De jo af den Blæst og
Storm Von\r/herre laver, mere end af
den, Menneskene laver imellem sig,
men det kan jo dog blive for en-
somt og barskt! Og saa vilde jeg
spørge, hvad De arbejder paa, og om
De har Udstillinger i Vente, husk
paa, for et Aar siden, da vidste
jeg alt dette fra nært Hold; det
var, som Verden blev lidt større
paa den Maade, men nu føles det
som »Kresen kendes krap og trang«.
Jeg har faaet en ny Stue, lys og
rar; og saa har jeg faaet en dejlig
Rembrandt »Nattevagten«, saa har
jeg \købte/ nogle nye Nürnberg Raderinger,
og Dantes Møde med Beatrice i
Florens; alt det glæder dagligt
mit Øje – – ved De, at De lig-
ner Dante, maaske er Deres Øjne
elskværdigere; men Mund og
Hage er ganske lig hans! Men
det er der maaske mange, der har
fortalt Dem før!
Frk. Neüendamen arbejder altsaa ret
støt, hendes Lærer er tilfreds med hende,
hun skal blandt andet have lavet en
aldeles glimrende Haand; men endnu
er hun jo kun en Puppe i Svøb, det
er jo ikke godt at vide, naar hun
skal til at prøve sine Vinger, hvor-
dan det saa gaar! Her i Huset er
hun ligesom gledet saa underligt bort
fra alle, det er, ligesom ingen Ting
af det gamle er tilbage hos hende,
da hun først ikke havde mere Arbejde
her, er hun bleven som en Fremmed
for alt, hvad Huset angaar!
I et Punkt er hun besat af et Stor-
hedsvanvid, som maa bøjes, og det er
de Priser, hun vil sætte paa sine
Kunstværker, naar de en Gang i
Tiden kommer, men da hun foreløbig
ingen pekuniær Støtte faar fra
sin Fader, men laaner sig frem,
saa kommer vel nok den Dag, da hun
bliver glad for at faa 25 Kr. for det,
hun selv har sat i 200! At faa hende
til at tilegne sig theoretisk Viden
om sin Kunst, er ganske umuligt,
hun har den Tro, at man bliver genial
blot ved at faa et Stykke Ler imellem
Hænderne; og det er jo meget sjældent
Tilfældet!
Jeg antager, De er 8 Dage om at
læse dette Brev igennem, hvis De i
det hele taget naar saa vidt; men
nu skal jeg ogsaa slutte, med kun
at fortælle, at alt her gaar sin
sædvanlige Kredsgang uden ydre
Begivenheder! De kunde vel slet
ikke tænke Dem at sende mig
den hvide Vest til evig Arv og
Eje! Med mange Hilsner Deres
Linke Jørgensen!
Jeg læser Rousseaus Bekendelser, og jeg har megen Glæde deraf.
