Linke Jørgensen
eg. Caroline Hansine Jørgensen (1874-1917)
Dansk. Oldfrue på Professor Jacobsons klinikk, hvor Munch ble kjent med henne. De brevvekslet i etterkant av Munchs opphold på klinikken. Linke Jørgensen ble født i Hjørring i 1875 og døde på Frederiksberg Hospital i 1917.
Tilknyttet
Brev fra Linke Jørgensen til Edvard Munch
I det digitale arkivet finnes det 18 brev fra denne avsenderen. – Hvis lenkene nedenfor er aktive, er brevene publisert.
«Tak for Original-Tegningen, den ved jeg kommer kun til at existere i dette ene Exemplar! Min første Tanke, da jeg saa den, var Helsing- fors Kritikeren Gustaff Strengels Ord om Dem »man læser hans Liv af de udstillede Værker o.s.v.« men saa pludselig Dagen efter var jeg fast overbevist om, at det var den hvide Vest 1908, De erindrede, og ikke noget Minde om en ny 1909, De sendte mig! Ikke sandt, saa- dan har jeg Ret?»
«Først Tak for Deres Hilsen fra Bergen, jeg haaber Berømmelse og Guld har trøstet Dem for det Regnvejr, det ser ud til at være – den Original- tegning bliver i mit Eje, den kommer ikke paa Berliner Secession – for Guld er det jo blevet, naar det saadan har været Salg – en masse –! Det bedrøver mig næsten, at Deres Selvportrait alle- rede har slaaet Rod, for jeg synes, at endnu mange mange Mennesker i denne Verden skulde have nydt godt af det, inden det havde fundet en fast Plads, og nu faar det vel næppe Lov at gaa paa Tourné. – Deres Berømmelse fra»
«Mange er Ordene, som falder foran »Af\l/fa og Omega«, og jo ikke alle lige forstaaende – men en Ting fatter jeg ikke, og det er, at selv det mest fantasi- og skønhedsforladte Menneske ikke gribes og bøjer sig for Tegningen af Omega og Tigeren No 6 tror jeg!»
«Det er længe – meget længe siden et Brev har gjort mig saa glad som Deres forleden Dag, saa har det end kostet Overvindelse, hvad jeg jo ved, det gør, saa er det ikke ofret paa en utaknemlig, kan De tro! Er det fordi at De, samme Dag som De skrev det, gik ind i Deres 46 Aar, at der lyser en egen rolig – afklaret Harmoni ud af hver Linie, der er over det noget af at have tilbagelagt en Strækning, som man er færdig med; der er, som der var samlet et Fond af Kræfter til at gaa det næste Aar i Møde med, det er, som om De og Livet begynder at finde sig til Rette med hinanden! Tager jeg vel fejl?»
«Erträglich sind die Menschen nur, wenn man im Auto an ihnen vorbei oder zwischen ihnen hindurch fährt. Darum gehe ich fast niemals zu Fuß. Da gehört man jedem, dem man begegnet, nicht sich selbst. Jeder hat das Recht, an einem herumzuzerren, einen mit Albern- heiten anzuöden, einem Späßchen vorzumachen, unbekünmert, ob man in der Laune ist, zuzuhören oder nicht. Im Leben muß man’s machen, wie auf dem Schiff, – nicht unter sich, nicht neben sich blicken! Nur ins Weite! Es ist das einzige Mittel, nicht seekrank zu werden!»
«Det var rigtignok en dejlig Hilsen, den De sendte mig gennem Hr. Ravensberg, den skal De have Tak for; De kan da tænke Dem, at Professoren er bleven en Tomme højere af Stolthed over sit Hel- bredelsesværk, men det er jo en ganske menneskelig Følelse, som man kun med et stille Smil kan unde ham!»
«Sig mig en Gang – at sejre i Konkurrencen om Universitetets Festsal – er det det samme, som at De selv skal til Kristiania og udføre Arbejdet? Hvem skal dog laase alle Tigrene – baade Hanner og Hunner – inde i et forsvar- ligt Bur saalænge? Mener De selv, at nu er»
«Men maaske er det heller ikke ude- lukket, at De vil unde os Danske at se noget af Deres Kunst! Og naar jeg tænker paa, at Slott-Møller har faaet 6000 Kr. for et Billede, saa gaar jeg ud fra, at Danskerne har Penge, for her er paa begge Udstillinger solgt usædvanlig meget i Aar!»
«Jeg vil egentlig slet ikke andet, end spørge Dem, om De ogsaa i Aar vil glæde Danskerne med at lade Dem representere paa Efteraarsudstillingen! Jeg kom til at tænke derpaa, og til at længes efter at se nogle af Deres kraftige Penselstrøg ude paa en Udstilling, som Willumsen holder i sin egen Villa! Motivet til Willumsens Udstil- ling er desværre at skaffe Penge»
«Det er langtfra min Mening at sende Dem en traditionel Lykønskning til den Fødselsdag, som jeg ved, De ikke holder af at fejre; men jeg kom blot til at interessere mig for Spørgsmaalet om, hvordan Norge vil fejre d 12-12-1913! Om det vil blive national Festdag, med Frihed over hele Linien, om det bliver med Deputationer og Ordens- kæder at den berømte Kunstner paa sin 50de Fødselsdag hædres af sit taknemlige Land! o.s.v. o.s.v. Ja, Verden er underlig!»
«Jeg har altid troet, at De var en meget klog Mand, men nu begynder jeg næsten at tvivle, for tror De, det er klogt, at forvænne en Kvinde saadan; tænk, jeg er bange for, at jeg næste Jul vil spørge efter og savne Bogen, hvis den ikke er der, lige saa meget som jeg nu blev glad og overrasket! Nu har jeg altsaa advaret Dem, for husk, man kan gives saa meget af godt og smukt, at man ender med at kræve det! Efter denne lange Ind- ledning kommer jeg altsaa til Sagens Kærne, og det er, at»
«Egentlig er jeg ganske nysgjerrig efter at vide, hvorved Danskerne har forskertset deres Gunst, siden De saa sjældent er Gæst hernede hos os; for det skulde da vel ikke være deres Mening, at lade deres nuværende Udstilling fra Christiania gaa ned til København bagefter; for som det er nu, tvinges man jo til at rejse til Norge eller Tyskland for at se deres Kunst; og kom man saa, ja saa var maaske Direktør Thiis i en eller anden fjern Verdensdel med det bedste, som Kunstmu- sæet ejer! Og dog trænger vi saa haardt til at rystes af vor Dvale,»
«En Hilsen fra Deres eget skønne Land har jeg Lyst til at sende Dem! Her er herligt oppe i Højfjeldets rene Luft, den kan feje ud i alle de smaa Pulterkamre i Hovedet, som Vinteren og Arbejdet gør støvede og tillukkede nede i Byen! Og der var mange Pul- terkamre, der trængte til at luftes ud i Aar! – – –»
«Forleden Dag var jeg i Helsing- borg, og Deres Ros blev der sunget i høje Toner, det var angaaende Deres daværende Udstilling i Gøte- borg, og saa dukkede der saa mange gamle Ting op i Hovedet paa mig, saa jeg fik Lyst til at sende Dem en Hilsen hernede fra det lille sludfulde Dan- mark, det lille Danmark, som De nu i 3 Aar har anset for at være for ringe til at huse noget af Deres festlige Kunst.»
«Allerede for fire Aar siden, da jeg saa Universitetsbillederne i Christiania, forekom det mig, at det, at staa Ansigt til Ansigt med »Historien« i en saadan Form, var at komme op i en højere renere og enklere Luft, end man var vant til! Historie betyder jo dog tusinder og atter tusinder af Menneskers Skæbne, og den Tanke at gengive noget saa stort i saa simpel og ædel en Form, det var, som strøg en stærk og dog saa varsom Haand alt det»
«Takket være min kvindelige Orden- sans, existerer medfølgende Tegninger endnu, dem samlede jeg op af Papirbunken, da De var rejst, dog uden derfor at betragte dem som min Ejendom; hidtil har jeg kun ofte selv glædet mig over dem, vel vidende, hvor værdifulde de er; men nu er det, at jeg er kommen i den Situation, at jeg meget gerne vil glæde Prof. Jacobson med noget, som baade har Værdi for mig og andre, og dertil kræves Deres Navn, da man jo ikke \kan/ give bort af det, der ikke er ens Ejendom»
Linke Jørgensen er omtalt i følgende tekster
«
«
«
«