Munchmuseet, MM K 1560
MM K 1560, Munchmuseet. Datert 18.12.1909. Brev fra Linke Jørgensen.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
København d 18/12 09.
Kære Hr. Munch!
Det er længe – meget længe siden
et Brev har gjort mig saa glad som
Deres forleden Dag, saa har det end
kostet Overvindelse, hvad jeg jo
ved, det gør, saa er det ikke ofret
paa en utaknemlig, kan De tro!
Er det fordi at De, samme Dag som
De skrev det, gik ind i Deres 46 Aar,
at der lyser en egen rolig – afklaret
Harmoni ud af hver Linie, der er
over det noget af at have tilbagelagt
en Strækning, som man er færdig med;
der er, som der var samlet et Fond
af Kræfter til at gaa det næste
Aar i Møde med, det er, som om
De og Livet begynder at finde sig til
Rette med hinanden! Tager jeg vel fejl?
Nu, da jeg ved, at der kan være ensomme
Timer, skriver jeg igen, naar det falder
mig ind; jeg var med Tiden bleven
bange for, at De skulde finde det en
utidig Paatrængenhed, men Breve
ejer den Fordel fremfor de levende
Mennesker, at de venter med at tale,
til man selv vil, ‹om›\og/ saa gaar jeg ud
fra, at De kan gemme dem, til
der kommer en Aften, hvor Tiden
falder lang!
Mest ked er jeg over Kristiania Kritiken,
men hvis De blot ikke havde haft
den uheldige Vane at sige Tak – for
ingen Verdens Ting – ja, saa havde
jeg givet Dem Heftet personlig, men
nu kan jeg blot fortælle, at det er
graat – langt og smalt – og at det
er pakket ned i Deres største Kuffert.
Hvad jeg ejer af Dubletter, skal
De faa straks efter Jul, jeg har
gemt, hvad der var af det gode –
Nu er jeg ikke mere bange for, snart at fortælle Dem
noget mere!
og hele Resten – Købet, Striden og alt,
ja, det er det jo egentlig bedst at glem-
me, ikke sandt! Men jeg føler mig i
høj Grad brødebetynget over, at det
er borte; hvis De møder Deres Lands-
mand Tankelæseren, saa spørg ham
ad!
Er Deres stille Ø ensom, saa misunder
jeg d\D/em den mangen Gang; for hvor er
det svært at staa midt i Hvirvlen,
for at bruge det Udtryk Direktør Thiis
bruger om et af Deres Berliner-Ophold;
Hvirvlen kalder vist sjældent de
bedste Sider frem hos En, den giver
saa lidt Tid til Eftertanke, den
gør, at man bliver delt i lige saa mange
smaa Portioner, som der er Mennesker
omkring En, man faar aldrig Lov at
virke som samlet Helhed; man skal
møde med samme Kulør, som andre
kommer En i Møde med; men –
naa – ja – – ja – –
Vil De gøre mig en Glæde, saa send Fru Thaning en
Julehilsen!
Deres Livs Fiende – Deres aarelange
Nervelidelse – tror jeg Ensomheden og
Freden hjælper mere for end al Verdens
elektriske Kure! Ensomheden gør jo,
at Luften omkring En bliver renere,
Linjerne bliver større, ikke saa mange
Kurver, og aldrig tror jeg, hvad jeg har
en Anelse om, De selv tror, at Deres
Kunst bliver mindre værdifuld, fordi
den maaske ikke saa meget byder Døgnet
og Godtfolk Trods! Det er, som om De
er bange for Hvilen!
Jeg ved, at De for Øjeblikket er i Følge
med den ene af Deres gode Genier –
Søvnen – for det er langt over Midnat,
og her er dejligt stille i min Kloster-
celle; derfor siger jeg kun endnu en
Gang, tusind Tak for det Brev som
kom, det glædede ikke min Forfænge-
lighed, fordi det kom fra en berømt
Kunstner, men det glædede mig rent
menneskeligt, fordi jeg følte, at De
omfattede os med varm Interesse, og gav os en Plads i Deres
Tanke, ved Siden af mange og større, der lever derinde.
Med de bedste Hilsner er jeg Deres heng. Linke Jørgensen
