Munchmuseet, MM N 586

    {r}Reisen ble opsat en dag
Han kunde endnu engang træffe hende –
Hvis det nu ikke ble til noget – ble
det aldri
Over middagen kunde han gå derop – Han gik
nervøst ud og ind – gjorde lan streiftog i skoven forat
få tiden til at gå –

    Så var han da atter ved kirken.
Der faldt lidt fin støvregn – luften var lummer
og blød. – Der var sølepytter langs veien. ^{(i sølepytterne langs veien)} {h}Den
hvide kirken speilede sig i dem – der borte lå
huset brunt og dystert mellem ind i de saftie
 …  våte træerne
    Han stod ved gjæret – haven lå innenfor me
det friske grønne græs og de hvite levkøier og
og roser. – Han kjendte lugt a reseda –
    Han sto en stun bag rosentræet – der
faldt noe Det rørte sig noget rødt bag
g{ … }ardinerne.
    Så gik han hurti in
    Der sat de rundt g kaminen – Generalinden
og hun og søstrene – og hun
    Han var varm og anpusten og satte sig
så langt fra ilden som muli – og bak

 

Generalinden – så han henne ret mot
sig.
    Hun sad i det røde skjære fra ilden – i
et høirødt tyndt tricotliv – bøiet fremover  … 
støttende armerne mod knæerne.
    { … }Han sad en stun und uten at si no videre
han var ophidset og hed – det banket i
hans tindinger    \Vil de ikke sidde nærmere –/
    Konversationen gik forceret – om lige gyldige
ting. ^{Tak jeg er så varm –} \Han sad og ni stirret på fru Heiberg /
    Så reiste hun sig og gik mot ham
    De skal jo reise nu –
    Ja i {aften}måren
    Ska jeg ikke først vise dem kirken
den kjempehøien vi talte om –
    Ja la os det – sa Brandt  og { … }der osså
hadde reist sig hvor han var gla fordi hun hjalp ham
    Mama {vi}jeg kommer ikke hjem på en
stun – hun tog på sig og {g}de gik ud
    De gik bortover den våte veien
uten at si noe
    Bankingen i hode ^hans vilde ikke ophøre
høre op og det var ikke muli at tænke
klart.
    Hvordan skulde han begynde

 

{ … }Og de nu måtte dette ske
Det er vådt sa hun
‹J›a svært vådt    { … }har regnet så svært så
Han så på hende og sukket Hvor hun så trist ud
De gik videre – han bøiet – hvordan
hvordan skulde han begynne
De gik gjennem skoven
    Ha De hadde gåt længe det begynte
at mørknes – og hun måtte hjemover
    Skulde denne dagen osså gå som de vanlig
– nei nei de k måtte ikke gå hjem
uden at noe var sked    \måtte ikke/
Han kjendte hjertet slå – han var angst
    Han så sig fortvilet omkring – forat
Vi sætter os på det gjære sa hun –
Hvor han var gla hun fandt på de
    De satte sig mot hverandre
    Hvor nær han var hende og hvor
ensomt omkring dem
    Han så på den bare fyldige hals
– og det tynne tricotliv der var knyttet
så skjødesløst sammen foran – og han så
på hvordan brystet h …  hævedes sig og faldt
så hurti. –
    Han ble he{ … }t i kinderne og det svimlet
for ham

 

    Om han vovet det – vovet at ta
henne i h armene sine, trykke hennes
bryst in til sit – { … }å kysse henne på
munnen. –
    Om han gjore de
    Hun så på længe og fast med, øinene
hennes var grå grønne og dype og der
la sig lissom et slør over dem
    Han tok hænderne hennes
    La os se hvem er stærkest – sa
han skjælvende
    De brødes lidt – så sank deres hænder
hænder slapt ned – Hun bøiet
hode fremover fremover – han følte
hendes hår streife hans ha{g}ke – og han
så ned på hennes fyldige gyldne nakke
han bøiet sig osså og han ber følte berørte
den let med sine brændende læber
    Han for tilba{g}ke me hode og
så på henne. Hun hadde osså hævet
hode.
    Han så henne ind i øinene – Var hun
sint?
    Nu kysset jeg dem sa han { … }så \snappende etter veiret/
Nei sa hun alvorli