Munchmuseet, MM K 1561

MM K 1561, Munchmuseet. Datert 29.12.1909. Brev fra Linke Jørgensen.

Vis forklaring av tegn og farger i visningen

Lukk forklaring av tegn og farger i visningen

Forklaring av tegn og farger i visningen

NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!

Munchs skrevne tekst

overstrøket tekst

Munchs skrevne tekst

Munchs skrevne tekst

tekst skrevet av andre enn EM selv

store strykninger gjort med strek, kryss el.l.

fet tekst er trykt tekst

{overskrevet tekst}

\tilføyd tekst i linjen/

tilføyd tekst over linjen

tilføyd tekst under linjen

lakune/uleselig tekst merkes med ...

‹uklar/vanskelig leselig tekst›

endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god

Skriv ut visningsforklaring
    
København d 29-12-09.



    Kære Hr. Munch!


    Erträglich sind die Menschen nur,
wenn man im Auto an ihnen vorbei
oder zwischen ihnen hindurch fährt.
Darum gehe ich fast niemals zu
Fuß. Da gehört man jedem, dem
man begegnet, nicht sich selbst.
Jeder hat das Recht, an einem
herumzuzerren, einen mit Albern-
heiten anzuöden, einem Späßchen
vorzumachen, unbekünmert, ob man
in der Laune ist, zuzuhören oder
nicht. Im Leben muß man’s
machen, wie auf dem Schiff, –
nicht unter sich, nicht neben
sich blicken! Nur ins Weite!
Es ist das einzige Mittel, nicht
seekrank zu werden!

 

      

    Saadan læste jeg forleden Aften i en
tysk Roman, og det var endog en Dame,
der havde skrevet saa fornuftig; da
maatte jeg tænke paa Dem, for hun
har sandelig Ret – nur ins Weite!
Men saa hændte det en Morgen, da der
var meget mørkt i mig, netop fordi jeg
følte mig, som var jeg altid til Fods
blandt Menneskene, at et smilende
rødt Postbud kom og lagde en Bog
for an mig, idet han sagde: »Nu bliver
Frk. glad, her er den første Julegave«
Ja, saa var det mig straks, som var
det ikke altsammen – Albernheiten –
der mødte Fodgængeren, men man
kunde stundom møde et Smil fra
en af dem, der magtede at køre
Livet igennem i Auto. Tusind Tak
for deres smukke Tanke, og fordi De
– Drømmer, som De er – kom Virkelig-
heden saa nær, at De realiserede den.

 

      

For det er jo Virkeligheden, der er den
sværeste. Hidtil har jeg fæstet mig ved
Efterskriften, og den indeholder en
stor – stor Portion Livsvisdom, for Bogen
selv skal tages i Eje, naar jeg har
mindre at bestille efter Nytaar end
nu, for nu er her saa meget, saa jeg
synes, Arbejdet slaar sammen over
Hovedet paa mig, der er slet ingen
Tid til at tænke for egen Regning,
Professoren straaler jo som et glad
Barn, og vi andre arbejder; han maa
blot tage sig i Vare for ikke at blive
barnagtig. Hans Frue brugte de selv-
samme Ord om hans Billede, som
De om Advokat Meyers, at naar
Folk saa det, vilde han da aldrig
faa en Patient mere, hidtil har
det ikke passet; for de er strømmet
ind; selv tænker og spørger han
kun om et, og det er, hvad Pris De

 

      

forlanger for ham, og det kan jeg
jo heldigvis ikke sige, den var De
hævet over i Kataloget. Hr. Goldstein
har jeg ringet op og bragt Deres Hilsen, i
Telefonen er vi fine Venner, der ser jeg
ikke Hans Øjne, for ham er Kvinden
endnu ikke blevet Literatur!

    De spørger om de gamle Bekendte, ja,
lad mig saa tænke mig om. Redaktør
Holm lever saa som saa, et rigtig
Døgnliv med Døgnets Inhold, hans
sidste literære Bedrift var at over-
sætte Werther, den har han sendt
mig, jeg synes ikke særlig godt om
det Arbejde, men saalænge han har
været optaget af det, har han da
levet i Fred og Ro paa Landet.
Men han bliver vist hele sit Liv
kun en Døgnflue. Frk Harder
vendte i Efteraaret hjem fra et
Besøg i Norge som nyskabt, nu