Munchmuseet, MM N 587

    De drev omkring i skoven – Hun visende veien
– gjennem tykningen i skoven – over gjærder over moradser –
han lidt bagefter – følgende hende med øinene – hendes
 … 
    Hun var så pen i den tynde blåhvite kjolen
– hun så ut som en skolepige – ansigtet så morsomt
og  … naivt ini den høirøde bebehat
    Hun løb for at ta en blomst –
kom henrykt tilbage forat han skulde beundre
den han osså – hun holdt den op til ham smilende
med åpen mund – rød i kinderne og blank i de grønne
øinene – Er’n ikke for yndi –
    De må skal få den og { … }hun {s … }gav sig til at
fæste den i knaphullet hans – masende og leende
    Kom igen ieftermiddag sa hun da de sto
ved haveporten – hendes hånd hvilte en stun
i hans – varm og blød.
    Vil De ikke – sig jo –
    Jo tak
    Han va{n}r stolt og tilfreds med sig selv
da han gik hjemover.

---

    Det regnede da han om eftermiddagen
svinget in i haven til fru Heiberg 
    Store, tunge skymasser jaget over huset
Hun sto på altanen – ventende ham

 

    Brandt  så på hende – Det var jo ikke hende fra iformiddag – det
var en anden
    Hun hadde tat på sin sat på sig en
jokey hat – s{ … }at det koket på snei –
    Hun lignet en kokotte –
    Det skumrede
    De stod begge ved vinduet og så ut –
Han søgte at finde en gjenstand der udenfor
som han kunde snakke om – forat få stemningen
tilbake fra iformiddag
    – Hun så var osså blit alvorli. så tankefuld
ut i luften –
    Se { … }hvor vakkert det er derborte over trærne sa
hun så  …  så – luften det lysstreifet –
hun så tankefuldt ut i luften –
    Jo – det er vakkert – men trist – jeg
blir trist {–}i sådant veir –
    Kom vi sætter os ved kaminen, vi
gjør ild – ska de se hvor det er hyggeli.
Bra De satte sig ved siden a hinanden
ved kaminen – ilden lyste indover – faldet på
fru Heibergs  ansigt – som hun lå der tilbake
i stolen –
    Brandt  hadde tænkt hele dagen på dette besøg
– d som ventet han noget skulde ske – noe han
ikke rigti hadde gjort sig rede for –      Noget
{S}N Som i disse franske romaner – hvor en
yndig frue forelsker sig i en ung mand og inviterer
han til sig –

 

Og han følte sig ‹nu› så latterli umuli
    Hva heter De til fornavn –
    Kristian  –
    De skulde ha het noe annet – la mig
se noe som i dis – et fransk navn
    Syns De – han forsøgte et smil
Å hvor han var idiotisk – latterli –
Og hun syns det osså
    En kvælende fornemmelse kom over ham
Halv{ … }parten af det store værelse lå i mørke
– det glimtet rødt i noen guldrammer, når
ilden plaffede op
    Det knitrede af og til i d{ … }e brændende kviste
    Der hørtes skritt på altanen –
Å det er frøken Lytzow  sa fru Heiberg 
og for ud i sideværelset – Da frøken Lytzo Da
den ankomne åbende døren kom fru Heiberg 
tilbage fra – Aa er det Dig
    Godaften – Godaften –
    Så fik frøken Lytz øie på Brandt  – hun smilte
lidt – idet ‹han hun› s på fru Heiberg 
    Maleren Brandt  – Frøken Lütsow 
    Maden er færdig – jeg tænker vi begynner –
værs go –

 

    de  …  gik in i sideværelset – Lampen var
tændt – og lyste på den hvite dugen – Det skar
i øinene efter { … }ha sat så længe i mørke.
    Brandt  og frøken Lützow  satte sig
mot hinanden ved bordet – Fru Heiberg 
gik ut og in med fra og til kjøkkenet –
m bærende in mad – spøgende og leende med
frøken Hansen .
    ‹{Han}›Brandt  likte ikke at fru Heiberg  så
pludselig var blit munter.
    Værs go – spis da man –
Hvor dan forsyner du dem – ingenting på
talerkenen. – Her e{t}r et deili stykke
– hun la det på hans talerken –
    Tak – tusind tak
    Brandt  kunde ikke spise – han hadde
en kvælende fornemmelse i halsen. –
    Han drak forat få maden ned – så
måtte han se bort på de to { … }damer –
– De var så muntre – og han lo af hinandens
indfald –
    Bare de ikke ler af ham –
    Pludselig blev der stilhed – Bare noen
af og til kliren af gaffele og kniver –
    Brandt  turde ikke se op.
Værs go – Brandt  – E{n}t lidet stykke – en ‹egnde›
kjødbit –

 

    Tak – Tusind tak frue –
    Han opdaget pludseli at han hadde tat
stoppet talerkenen aldeles fuld af mad –
    Hva tror de om ham – Han spi{t}ste
vist rart – Mon han ikke brugte formeget
gaffelen –
    Sveden begyndte at pible ud af ham –
Maden ble sidene siddende som en  …  klump
i halsen
    De spiser jo slet ikke – Har de
dårli Appetit –
    Tak – jeg har sån lyst på mad – den
er så udmærket – denne fuglen –
    Han begyndte at spise med fordoblet
iver –
    Det gik nu aldeles rundt for ham – Det
var ham ikke muli at fæste tankerne på noget
bestemt –
    De unge damers Latteren og snakken til de
unge damer lød s …  som et fjern dur –
    Så { … }tog han sig sammen han vilde
bekjæmpe det – han skulde snakke –
    Han så ud mod havedøren – hvor se hvor
vakkert det er derute – de mørke svære træerne
med vandet bag – ha så snadset han

 

op han hørte hvor forfærdeli høitideli det
lød –
    Damerne sad og så på ham –
    Hvor de syns han var kjedeli – han led forfærdeli
{ … }ved denne tanke –
    Ha Frøken Lutzow  så på sin veninde
Han syntes han kunde opdage et lidet
smil og hvad var smilet blev gjen han
syntes tydeli det blev gjengjældt.
    Så! det er en ny håbefuld spire
{D}du har fået tag i – sa frøken Lützow  –
Kunstnerspire – tilføiet Brandt  i den
yderste forlegenhed –
    Han gjore en voldsom anstrængelse forat
se spøgefuld ut.
    Frøken Lutzow  lo.
    Hvor smukt, tvende kunstnersjæle
– store ånder mødes – det passer jo
udmærket nydeli.
    Brandt  så på fru Heiberg  –
Hun så forfærdeli alvorli ut –
Hun holdt sig vis forat le – det var
tydeli – hun blev rød af anstrængelsen
Så brøt la{ … }tteren ut – en latterstorm
– sån som standser blot for at begynne
påny endnu voldsommere

 

    Hun la fra sig kniv og gaffel
og holdt sig med begge hænder i hoften
Så lo og lo hun med åpen mun og
tårer i øinene.
    Brandt  sad og tygget på et stykke
smørrebrød han ikke kunde få ned –
fortvilet og rasende
    Latteren slet og rev i ham – han følte sig
som den elendigste lus – mens
    Lampen og talerkener danset foran {ham}øinene hans
Han forsøgte en sidste anstrængelse forat
le med – men det ble bare en idiotisk
grimace –
    Også kunde hun ikke mer –
Å – jeg kan ikke – holle – det ud
kan ikke – hol – le – det – ut sa
hun og løp bort i en krok – satte
sig på hug og lo og lo.
    Han sat og så på hende idiotisk
aldeles fra samling – ennu med brøbiten
i hånden
    Så stanset latteren op me engang –

 

reiste sig rø i ansikte – det var
så stille i værelset som efter et uveir
    Jeg tror Du er gal – sa frøken
Lützow  – rent rav ruskende gal
Hun svarte ikke no –
La os gå in i stuen – de brød op
    Fortumlet i hode gik Brandt  in med
damerne – han gik bort til vinduet og
sat panden mot ruten. forat af kjø
    Er de het    hørte han en blød
stemme ved siden a sig – det var fru
Heiberg  – Hun slog op en vifte og
bevæget den mo{ … }t ham mens hun så
på ham me store – dunkle øine –
    Hun var vakker – Men han skulde
aldri tilgi hende –
    Jeg tror { … }nok jeg får gå sa han – \Alt nu?/
Ja jeg har no at gjøre hjemme –
    Adjø – Adjø – Kom ijen – Jo tak –
Hun stod ute på trappen med endnu me den røde
viften {–}i hånden –
    Kom ijen snart – Jo tak – men han mente
det ikke – hun skulde ikke mærke hvor meget
    Hun la fra sig kniv og gaffel og
holdt med  …  begge hænder

 

    De drev omkring i skoven – Hun viste veien
valg{ … }te veien – f visende fram ham alle vakre partier
– han lidt bag efter – seende snart på hende – snart
på d …  en blomst, et kjerr hun  …   …  ba ham se på –
    Han var lykkeli – stolt – tilfreds med sig selv
Hun var så  …  pen i \den/ tynde som blåhvide sommerkjole
– { … }hun så ud som en skolepige med det morsomme
hode ini den røde bebehat –
    Hun løb for at ta en blomst – viste han den
henrykt når den var rigti pen – Er’n ikke yndi
{–}Engang Hun satte en blomst i knaphullet hans – sat
den med egne hænder –
    Han følte sig smigret, stolt – beruset –
– Kom igjen i Eftermiddag sa hun ved da
de stod ved havegjæret – Vil De ikke
    Jo tak –
    { … }Det regnet da han eftermid om eftermiddagen
– var på veien til fru Heiberg  – Store og tunge
skymasser raget jaget over {s}kirkespiret –
    Hun tok mod { … }ham på altanen – Hun hadde
en jok …  jokey hat på hode –
    Var det veiret – eller det var noe som han
ikke l{ … }igte ved hende – var det måd den kokette
måde hun hadde sat hatten på hode det klædde
hende ikke – – som han ikke ligte – Men han
syns hun ikke var pen slig –

 

Var det over
    En kvælende fornemmelse kom med engang
over ham –
    Komm De{n}t var ham ikke mulig at
kom in i ^den stemningen fra i fo å fortsætte
den stemningen fra i formiddags
    En trykkende kvælende taushed
Fru Heiberg 
    Det skumrede
    De stod begge ved vinduet – så ud
– Han søgte at finde en gjenstand at hæfte
sig ved –
    Er de ik Det virker så på mig sånt veir
sa han for at – jeg blir så trist –
    Han vilde undskylde sit sig
Men han angret han hadde sagt det det var
vist dumt –
    Så gik fru Helberg  bort