Munchmuseet, MM N 570
MM N 570, Munchmuseet. Ikke datert. Notat.
Filologisk kommentar: Trykt hefte med påskrifter av Munch.
Forklaring av tegn og farger i visningen
NB: Kombinasjoner av virkemidlene forekommer!
Munchs skrevne tekst
overstrøket tekst
Munchs skrevne tekst
Munchs skrevne tekst
tekst skrevet av andre enn EM selv
store strykninger gjort med strek, kryss el.l.
fet tekst er trykt tekst
{overskrevet tekst}
\tilføyd tekst i linjen/
tilføyd tekst over linjen
tilføyd tekst under linjen
lakune/uleselig tekst merkes med ...
‹uklar/vanskelig leselig tekst›
endring av rekkefølgen på ord
Billederne forhåbentlig2 bliver1 god
Munchmuseet N 570, s. 1
Oslo 1890.
Livsfrisens tilblivelse.
Jeg maler ikke efter naturen – jeg tar fra den –
eller øser fra dens rike fat.
Jeg maler ikke det jeg ser – men det jeg saa. –
Fotografiapparatet kan ikke konkurrere med
pensel og palet – saalænge det ikke kan brukes
i helvete eller himmelen.
\Zu Artikelen uber die Ausstellung
Tidsskrifter ikke farvet tryk
Circa 10 { … }billeder til postkort
under udstillingen –
Chlicheerne leveres tilbake
– Fotografier sælges
under udstillingen
– { … }Glasplader tilbakeleveres/
1
Munchmuseet N 570, s. 2
Warnemünde 1907–8.
Kunst og natur.Kunst er det motsatte av natur.
Et kunstværk kommer blot fra menneskets
indre.
– Kunst er billedets form tilblevet gjennem
menneskets nerver – hjerte – hjerne – øie.
– Kunst er menneskets trang til krystalisation.
Naturen er det evig store rike hvorfra kunsten
tar sin næring. –
Naturen er ikke alene det for øiet synlige –
den er ogsaa sjælens indre billeder – billeder
paa øiets bakside. –
2
Munchmuseet N 570, s. 3
Udrag af nogle
kunstneriske dagbogoptegnelser
der tænkes udgivet
St. Claud 1889.
Danseuse espagnole – 1 fr. – La mig gaa ind. –
Det var en lang sal med gallerier paa begge
sider – under gallerierne sat folk og drak ved
runde borde – I midten stod man, floshat i
floshat – indimellem damehatte!
Længst inde over floshattene gik en liten dame
i lillafarvet tricot paa en line – mindt i den blaa-
graa tobaksfyldte luft. –
Jeg slentret opover mellem de stående.
Jeg saa efter et smukt pikeansikt – nei – jo
der var en som ikke var værst. –
Da hun opdaget mit blik fik hun et stivnet
maskeansigt og stirret tomt ut i luften.
Jeg fandt en stol – og lot mig falde ned i
den træt og slap.
Man klappet – den lillafarvede danserinde
bukket smilende og forsvandt. –
Sangerne fra Rumænien optraadte. – Det var
kjærlighet og hat, længsel og forsoning – og
3
Munchmuseet N 570, s. 4
skjønne drømme – og den bløte musik smeltet
sammen med farverne. Alle disse farver – kulis-
serne med de grønne palmer og blaagraa vand –
de stærke farver i rumænernes drakter – i den
blaagraa dis.
Musikken og farverne fanget mine tanker. De
fulgte med de lette skyer og baares av de bløte
toner ind i en verden av glade lyse drømme. –
Jeg skulde gjøre noget – jeg følte det vilde
gaa saa let – det skulde forme sig under mine
hænder som ved et trylleri. –
Saa skulde de faa se. –
En stærk nøken arm – en brun kraftig nakke –
op til det hvælvede bryst lægger en ung kvinde
sit hoved. –
Hun lukker øinene og lytter med aapen bæ-
vende mund til de ord han hvisker ind i hendes
lange utslaatte haar.
Jeg skulde forme det slik jeg nu saa det men
i den blaa dis. –
Disse to i det øieblik de ikke er sig selv men
kun et led av de tusener slægtsled der knytter
slægter til slægter. –
Folk skulde forstaa det hellige, det mægtige
ved det og de skulde ta av sig hatten som i
en kirke. –
4
Munchmuseet N 570, s. 5
5
Munchmuseet N 570, s. 6
Munchmuseet N 570, s. 7
Jeg skulde fremstille en række slike billeder.
Der skulde ikke længer males interiører, folk
som læser og kvinder som strikker.
Det skulde være levende mennesker som puster
og føler, lider og elsker.
Jeg følte jeg skulde gjøre dette – det skulde
gaa saa let. – Kjødet skulde forme sig og far-
verne leve. –
Der blev pause – musikken hørte op.
Jeg var lidt trist.
Jeg husket hvor mange gange jeg før hadde
følt noget lignende – og naar jeg hadde gjort
billedet færdig – rystet man paa hodet og smilte.
Jeg var atter ute paa den blaa Boulevard des
Italiens – med de hvite elektriske lamper og de
gule gasblus – med de tusen fremmede ansikter
der saa saa spøkelsesagtige ut i det elektriske
lys. –
7
Munchmuseet N 570, s. 8
De tre aar efter samlet jeg flere utkast og
billeder til en frise – der først utstilledes i Berlin
1893. Det var Skrik – Kys – Vampyr –
Elskende kvinder etc.
Det var i realismens og impressionismens tid. – 18{ … }85
Det hændte jeg enten i en syk og opreven sinds-
stemning eller i en glad stemning fandt et land-
skap jeg gjerne vilde male. – Jeg hentet staffe-
liet – stillet det op og malte billedet efter na-
turen. –
Det blev et godt billede – men det blev ikke
det jeg vilde male. – Jeg fik ikke malt det slik
jeg saa det i den syke stemning eller i den glade
stemning. –
– Slik hændte ofte. – Jeg begyndte da i et
lignende tilfælde at kradse ut hvad jeg hadde
malt – jeg søkte i min erindring efter det første
billede – det første indtryk – og jeg søkte at
faa det tilbake.
8
Munchmuseet N 570, s. 9
Da jeg for første gang saa det syke barn –
det bleke hode med det sterkt røde haar mot
den hvite pute – gav det mig et indtryk som
under arbeidet forsvandt. –
Jeg fik et godt men andet billede frem paa
lærredet. – Billedet malte jeg mangfoldige
gange om i løpet av et aar – kradset det ut –
lot det flyte ut i malermidlet – og forsøkte attter
og atter at faa det første indtryk – den gjennem-
siktige – bleke hud mot lærredet – den skjæl-
vende mund – de skjælvende hænder. –
Jeg havde utført stolen med glasset for meget,
det avledet fra hodet. – Da jeg saa billedet skim-
tede jeg blot glasset og omgivelserne. – Skulde
jeg ta det helt bort? – Nei, det virket til at
fordype og fremhæve hodet. – Jeg skrapte om-
givelserne halvt ut og lot alt staa i masser – man
saa over hodet og glasset.
Jeg opdaget ogsaa at mine egne øienhaar hadde
virket med til billedindtrykket. – Jeg antydet
dem derfor som skygger over billedet. – Hodet
blev paa en maate billedet. – Der kom frem
bølgelinier i billedet – periferier – med hodet
som centrum. – Disse bølgelinier benyttet jeg
oftere senere.
– Jeg holdt saa endelig op, uttrættet. – Jeg
9
Munchmuseet N 570, s. 10
hadde opnaadd meget av det første indtryk,
den skjælvende mund – den gjennemsiktige hud
– de trætte øine – men billedet var ikke færdig
i farven – den var blek graa. Billedet var da
tungt som bly. –
Jeg tok det atter op i løpet av 1895 og 1906
– da fik jeg mer av den stærke farve jeg hadde
villet gi det. – Jeg malte 3 forskjellige. – Disse
er alle ulik hverandre og gir hver sit bidrag
til at faa frem det jeg følte ved det første
indtryk.
I Vaar – den syke pike og moren ved det
aapne vindu med indstrømmende sol tok jeg
avsked fra impressionismen og realismen.
I det syke barn brøt jeg mig nye veie –
det var et gjennembrud i min kunst. – Det
meste av hvad jeg senere har gjort fik sin fødsel
i dette billede.
Intet maleri har i Norge vakt slik forargelse. –
Da jeg aapningsdagen kom ind i salen hvor
det hang, stod folk tæt pakket foran billedet; –
der hørtes skrik og latter. –
Da jeg atter gik ut paa gaten stod de unge
naturalistiske malere der sammen med sin fører
Wentzel. – Det var den tids feirede kunstner. –
Wentzel hadde da sin beste periode og der er
10
Munchmuseet N 570, s. 11
flere udmærkede malerier av ham fra den tid i
vort musæum. –
Humbugmaler! skrek han mig i ansiktet.
Det er et udmærket billede. Jeg gratulerer –
sa Ludvig Meyer; det var en av de ganske faa
der hadde et godt ord for billedet. –
«Aftenposten» fraadset i skjældsord og gemen-
heter. –;
Dette kunstfiendtlige blad utfylder allikevel
et slags nødvendig behov. – En natmand er jo
ogsaa nyttig. – «Aftenposten» har altid hat og
har sin Jonas Rask. – Det er folk som har
puslet lidt med penselen og har faat middels-
god karakter i norsk stil. –
Jonas Rask blev sparket ut av Thaulow, Kri-
stian Krohg og andre. – Det var jo ogsaa kraft-
karer – og Thaulow hadde jo ogsaa ord for at
være fin – da han var søn av en rik apoteker –
saa «Aftenposten» frygtet ham.
Men hvad hjalp det. Nye Jonas Rasker kom
istedet – og vil altid komme der. – Nu er det Haug. –
Hvorfor jage ham? – Det er kanske ikke hans
feil at han sitter der. – Den raa masse som gjør «Aftenposten» fet forlager en slik en. –
Faar man ham væk vælger den raa masse en
11
Munchmuseet N 570, s. 12
anden likesaa umulig. – Den raa masse kan for-
lange – den betaler bladet. –
Disse folk trænger nyslagtede unge malere til
frokost – et slags smørbrødpaalæg.
Det er godt forargelsen kommer men ve den
hvorfra den kommer.
Jeg gik en aften utover en vei – paa den
ene side laa byen og fjorden under mig.
Jeg var træt og syk – jeg stod og saa ut over
fjorden – Solen gik ned – skyene farvedes
røde – som blod. –
Jeg følte som et skrik gjennem naturen – jeg
syntes at høre et skrik. –
Jeg malte dette billede – malte skyene som
virkelig blod. – Farverne skrek. –
Det blev billedet Skrik i livsfrisen.
Da musikken en solklar vaardag kom nedover
Karl Johan – fyldtes mit sind med fest – Vaa-
ren – lyset – musikken – smeltet sammen til
en dirrende glæde – Musikken farvede farvene. –
Jeg malte billedet og lot farvene dirre i rytme
efter musikken. – Jeg malte de farver jeg da saa.
12
Munchmuseet N 570, s. 13
Jeg malte billeder efter billeder efter de ind-
tryk jeg i bevægede øieblikke hadde faat i mit
øie – malte de linier og farver jeg hadde sit-
tende på mitt indre øie – paa netthinnen. –
Jeg malte da blot det jeg erindret uten at føie
noget til – uten enkeltheter jeg ikke længer saa.
– Derav enkeltheten ved billedene – den til-
synelatende tomhet. –
Ved at male de farver og linier og former jeg
i en bevæget stemning hadde set – vilde jeg
atter som i en fonograf faa den bevægede stem-
ning til at dirre frem. –
Slig opstod billedene i livsfrisen. og en række andre billeder
Det var i 1895. – Jeg hadde utstilling om
høsten hos Blomqvist. – Striden gik voldsomt om
billedene. – Der roptes paa boycotting av lo-
kalet – politi. –
En dag træffer jeg Ibsen dernede. – Han
gik bort til mig – Det interesserer mig meget –
sa han. Tro mig – det vil gaa Dem som mig –
jo flere fiender jo flere venner. –
Jeg maatte gaa med ham og han maatte se paa
hvert billede. Der var en hel del av livsfrisen
utstillet.
13
Munchmuseet N 570, s. 14
Den melankolske unge mand ved stranden –
Madonna – Skrik – Angst – Jalusi – De tre
kvinder (eller kvinden i tre stadier) i en lys nat.
Især ineresserte han sig for – kvinden i tre
stadier. Jeg maatte forklare ham det.
– Det er den drømmende kvinde – den livs-
lystne kvinde – og kvinden som nonne – hun
der staar blek bak trærne. –
Saa moret han sig over mine portrætter –
hvor jeg hadde uthævet det karakteristiske – saa
det streifet karikaturen. –
Noen aar efter skriver Ibsen «Naar de døde
vaagner
». –
– Billedhuggerens værk der ikke blev utført
– men forsvandt i utlandet. – Jeg fandt igjen
flere motiver der lignet mine billeder i livsfrisen
– manden der sitter bøiet mellom stenene i
melankoli.
Jalusi – Polakken som laa med en kule i
hodet. –
De tre kvinder – Irene
den hvitklædde drøm-
mende ut mot livet. –
Maja
den livslystne – den nøkne.
Sorgens kvinde – med det stirrende bleke
hode mellem stammerne – Irenes skjæbne, syke-
pleierske. –
14
Munchmuseet N 570, s. 15
15
Munchmuseet N 570, s. 16
Munchmuseet N 570, s. 17
– Disse tre kvinder dukker i Ibsens drama
op – som paa mit billede mange steder.
– En lys sommernat var den mørkklædde set
gaa i haven sammen med Irene
, der var nøken
eller i et slags badekostyme.
Det lystne hvite legeme mot sorgens sorte
farver – alt i den lyse sommernats mystiske lys.
Den lyse sommernat hvor livet og døden,
dagen og natten gaar haand i haand.
I Ibsens drama – nævnes ogsaa billedhuggerens
portrætter – de var karikaturer – dyrehoder som
den bestillende fik at paa.
Som i Ibsens «De døde vaagner
», billedhug-
gerens opstandelsesværk blev splittet og ufuld-
ført – saaledes gik det ogsaa mit værk. –
– Noen av billedene kom til Bergen i Rasmus
Meiers samling – noen til Oslo Nationalmu-
sæum. Det blev mig ikke forundt noen støtte
til værkest fuldendelse i den tid, jeg var op-
tatt med det. – Det blev knust av kav og
motgang.
– Først nu har jeg samlet restene saa det
blev nogenlunde som jeg hadde det for 20 aar
siden – Det er blot blevet en torso.
17
Munchmuseet N 570, s. 18
Mot lyset.Jeg indleverte til Aulakonkurransen
to utkast
– Historien – som blev antat – og det andet
Mot lyset – Menneskebjerget eller menneskesøi-
len – en mængde nakne mennesker der søker mot
lyset – og som taarner sig op som en søile mot
solen. –
Dette skulde være fondbillede – de øvrige
felter paa salens langsider skulde være menne-
skene i kamp og bevægelse. –
Det ene stormen – mennesker der drives av
en naturkatastrofe paa flukt – paa den anden side
regnbuen – mennesker i hvile og haab om fred
og sol. –
Denne serie arbeider jeg paa ute paa Skøien
– det blir nu en slags fortsættelse av livsfri-
sen. –
18
Munchmuseet N 570, s. 19
Munchmuseet N 570, s. 20
