Munchmuseet, MM N 574

    Det var en lys og solblank morgen
Brandt  drev nedover landeveien. Altin
Det var ^så { … }stilt fred over alting – De rødmalte og gul
rød- og gulmalte gårene  …  ^var så venlige ud med  …  ind
 …  i små med små haver foran.
så så venlige ud med små haver foran
Han syntes verden var deili og lys –
    Så {s}fik han se fru Heiberg  i en vogn
kjørende lige mod sig, Han ble lidt generet
Han vilde se at komme unda { … } …     Men nei
det var ingen råd – han stelte lidt på
slipset og børstet sig lidt på buxerne
    Så var vognen ved siden af ham.
God morgen Godmorgen.
    Frisk og smilende bøiet hun sig ud mod
ham og rakte ham en blød og varm hånd
Hun så { … }strålende ud – lo med hvide tænder
og var og myste med øine.
    Er de netop kommet af op af { … }‹bya› deres
sa hun og så på ham fra øverst til nederst
    Nu må de besøge mig i morgen
    Vil de være så snil at se her – er de
ikke yndige – disse gule blomsterne.
Er de ikke for yndige.
    Hun hadde fanget fuld af store gule blomster

 

    Vær så god den skal de ha – i den
og den skal de ha i den andre hånden
så ja – og så kommer de imorgen
Ikke sandt
    { … }Jo tusend tak.
    Adjø da    og så rakte hun ham
atter hånden og smilte gjennem de mysende
øienlåg
    Der stod han midt i den sølede landevei
med en diger gul blomst i hver hånd
og så aldeles forfjamset efter vognen.
    Så skvat han op – hun hadde
vendt s{e}ig leende om i vognen – og nikkede
til ham.
    Så gik han hjem og skjulte blomsterne
så ingen fik se han gik med dem –
    Hverken Petra  eller Kristian  hadde opdaget
det – de vilde have frittet ham ud og leet
hvis de havde set det af ham
    Jeg sa du
    Ved bordet sa faren Petra  no jeg så
du talte med fru Heiberg  – var det ikke fru
Heiberg  – Jo sa han ligegyldigt – men ble han
følte han og blev rød.
    Hun ser trist ud sa Faren – hun er jo
så slem mod manden sier man –  …  man man sier nu _meget

 

    Brandt  begyndte på noget andet –
men han gik hele dagen senere og tænkte
på hende – det var sandt hun så
livstræt ud. – men svært snil var hun
    Var det virkelig sandt det at –

---

Månen stod
    Aftenen var l{ … }ys – vandet lysviolet lyseblåt med ^og
violet med fine åser mod { … } den skinnende luft
der mer og mer farvedes violet.
    Deroppe over grantopperne – var den blege månen
månen rund liden og bleg som en sølvskilling.
Den var så venlig og hyggelig den lille månen
Dogt Doctoren og
    Allesammen ^{Erik  Brand  stod på trappen – { … }Doctoren}
sv drev omkring i haven med pipen i mundviken
og med briller og slobrok – { … }Petra  stelte med
noen blomster i sin hvide kjole – og tante og
Marie  sad og strikket.
    Det var så lyst {–}og rart nu solen var godt
d …  ned – og så fredelig
    Nei hvor deilig det er nu sa doctoren og
tog brillerne af sig – og sån luft da det
har du godt af det Petra  og { … }Erik .
    Ja de har kommet sig så hernede begge
sa tante –
    Og ja du er kommet dig du og mor –
sa doctoren til tanten –
    Aa sa hun og hostet – det er nu { … }fordi jeg
er varm i aften.
Nei sa de andre og lo du ser godt ud ellers åsså

 

    Det blev nu gråere ^mørkere – luften og vandet b mere
fiolet og månen lidt lysere.
    Do Doctoren drev
    Der så man doctorens bare { … }hode borte ved
skoven – han drev op og ned og  …  i sin grå slobrok
og så på månen med foldede hænder.
    Erik  havde heller ikke ro på sig han gik
drev ind i skoven og han gik og tænkte
på – et ansigt som var så livstræt
{ … }drev omkring    til den åbnede sig og
han så et kirkespir langt borte – og noen tage
– der bode hun jo – I morgen skulde han
besøge hende