Munchmuseet, MM T 2568

 

      
    
    L. Boldt
    Münchener Str 49^III
    (Victoria Louise Platz)

 

      
    Den 15de Februar

    Dagen var begyndt der gik
vi {g}\i/ de små {v}\V/ærelser og
– hun af til i Kjøkkenet
jeg i Stuen – Vi talte
kort – vi skulde jo nu
fo{r}\r/søge at begynde ^prøve for
Alvor – og alt gjalt at det
 …   …  skulde kunne gå
med al denne Baggrund –
Vi spiste Frokost i Gangen –
så {vi}\gik/ vi sammen ud
i Atelieret – hun forklædt
som Mand – forat Naboerne
intet skulde mærke –
    – Vi så på Billederne
sammen talte lidet mer
venligt til hverandre

 

      
    – Ikke tænke – tvinge
Tankerne væk fra dette
store uhyggelige Spøgelse
der lå bag – {a}\A/lt det
passerede – derfor faldt
Ordene så forsigtige –
    – Jeg skal forsøge
ikke at røre ve det
passerede sa –
    Ja om Du vilde sa
h{a}\u/n –
    Jeg lurte lidt på Mane{r}\r/en
at snakke hun udtalte det
på –
    Så tænkte jeg {lidt}\på/ på

 

      
Fremti
Middagen – {vi}\jeg/ havde jo
ikke en Øre – og så tænkte
jeg vi det gav a\A/nledning
til at jeg tænkte på
Fremtiden hvad skulde jeg
gjøre – Atter be hende
om Penge – jeg måtte
nu be hende om Penger –
for sulte kunde vi ikke –
– Dette havde jeg ikke
tænkt på – og før og alt
jeg havde lidt for det tidligere –
– Jeg blev hed da jeg atter
tænkte på Rumænier der
hade fortalt jeg havde
brugt hendes Penger –

 

      
nu væk med det –
– Jeg måtte tale – Jeg
har ikke Penger har Du
– vi må ha til Middagen
– Jeg har en 5 er og en
100 kr –
    Jeg syntes det var lidt
komisk – hvorfor ikke sier
hun – her er 100 –
    Hvor underlig og kold
hun går omkring – {var}\hvor/ \var/
den stille Glæde over
at vi skulde være sammen?
    – Hun så ud som om
hun gik og tænkte – {– og}\Og/ jeg
gik med en hemmelig stadig
Angest^reflektion – er jeg narret – er hun
forandret – er hun enda min rette
– de{ … }\t/ gjelder Liv og Død

 

      
– Med engang sier
hun – Jeg må vel ta
mig en Tur til Drøbak
– Du ved jeg maler
– og det må jeg jo gjørde
færdig –
    Hvad var det – noget
koldt sneg sig om mig
noget faretruende nærmest
sig mig –
    – Efter alt hvad var
passeret – denne Kjølighed –
– var det den der vilde
ta Livet af sig for
min Skyld !!
    Hvad blir det af dette

 

      
«alt eller  …  intet»
– der var Betingelsen
og som for mig betød
Døden eller Livet –
    Fienden var der igjen
– Jeg sidder og sier
ingen Ting – bare ser
på hende –
    Ved Du hva sier
hun – hvorfor Heiberg
forlod Kristiania og reiste
til Paris – det var
fordi Fru Oda havde
fået en ny Ælsker –

 

      
– Atter begyndte min
Hjerne at arbeide –
–jeg forsøgte at grunde
ud – Meningen som
jeg lissom fjernt etsteds
i mit Hoved forstod –
– Fienden Fienden – er
jeg solgt?
    – og denne Tone –
Var det hun jeg havde
reddet fra Døden – med
mit Livs Risiko –
    – Et {s}\S/lags Sinne og
Frygt bemægtiget sig mig

 

      
Jeg sa intet
    Jeg vil sa hun
    Ved Du – jeg fik
Brev fra Dagny –
hun bad mig være det
lisså snil mod Dig
som hun havde været –
mod Dig –
    Hun forl
    Alt blev mere og
mere usikkert for mig –
    Jeg fo
    Hun var snil mod
mig fordi hun forlod

 

      
mig sa jeg – hun 1od
mig i fred sa jeg halvt
i Trods – og i Sinne
{g}\v/ed atter at føle dette
umulige Bøig – som jeg
troet var forbi – sier jeg
Du kan intet – blot plage
mig –
    Du med den
    Som {Du}\jeg/ har talt om
sier jeg forat gjøre mi{n}\t/
Ord godt igjen – skal vi
se at glemme og lære hinanden
at kjenne – indi etsteds

 

      
    Du jeg ved ikke –
ved ikke – jeg tror ikke
jeg orker Du – Mine Veninder
har medlidenhed med mig –
Det altså var Hovedsagen
    Det sortnet for mine
Øine – værre og værre –
    – Noget var mig
blidt klart – ulykken var
der – og Sinne tog mig
Du sa jeg – laver en
Komedie – Du lægger
Dig som døende – og
agerer Selvmorder –

 

      
    Nei vet Du hva – sier
{ … }\hun/ og slår ud med
{b … }\Armene/ –
    Jeg syntes Tonefaldet
var simpelt og tørt – og
Armbevægelserne simple –
Jeg blev hedere og sintere
    – Du sa jeg – og hva
var det altsammen
i Munchen – Rumæ
Du fortæller at jeg
har brugt Dine penger
Du plager Livet af
min Tante – og alt
det annet – Jeg fik en
Følelse af ^{at ville} reise langt væk _{langt væk fra alt}
    Løgn  …   … 

 

      
til et ukjendt Sted bort bort
    Ved Driver Du mig
til det yderste sier jeg – reiser
jeg langt b{ … }\o/rt og Du ser mig ikke _m
    Jeg måtte ud jeg
gik – \langt langt væk
var min Følelse –/
    Jeg var forbløffet – sint
skuffet – anende noget
underligt forstående noget –
Hundrede {s}\l/y{y}\s/glimt
indi et stort Uhyre –
– De{n}\tte/ rolige kolde
Væsen var ikke den knækkede
– { … }\D/en Glæde jeg havde
havt ved at skulde nu
få det til at ordne sig –
Troen på at hun vilde
bare tro mig hvor var den –

 

      
    Hun vilde til Drøbak – først –
Hvilken Tone –
    – Med en Gang ramlet
alt sammen – jeg var
for konfus til at blive
klar over de masse
Tanker – Men jeg stod
foran {Barieerer}\Mure/ overalt – jeg
ikke kunde komme over –
    – Selvmordet – går hun
lar jeg hende gå – så kommer
det igjen – Overbevise hende
‹prygle› hende – heller ikke
hun sier hun er syg –
– Beseire denne kolde
‹Uhyre› – nyttede  …  ikke –
længer at tænke på

 

      
    Jeg løb ud –
    Jeg måtte drikke forat
klare  …  de indre
Bølger – jeg kjøbte en
halv flaske Konjak
og så var jeg atter
hjemme – da kom det
mærkelige – det jeg aldrig
kan blive klar over –
    – Såsnart jeg åbnede
Døren greb en underlig
Magt ^mig – {Man}\Jeg/ følte e{n}\t/
underligt Greb over min
Ryg – Jeg føldte som

 

      
stærke {h}\H/ænder tvang
mine Muskler til at
krympe sig og udvide sig
– En frygtelig Træthed
kom over mi{n}\t/ hele
Væsen – Følelse af
at forsvinde – samti{g}\d/ig
som elektriske Strømninger
vred mit Ansigt mine
Ar{b … }\me/ ‹mine› B min
Ryg – i Bøininger –
    Jeg følte det som jeg
{m}\b/lev trukket ned
{af}\til/ Jorden – så fal
halvt faldt halvt sat
seg mig ned ved

 

      
    Bordet – med Hænderne
under mit Hovede
    {Jeg}\Hun/ stod stille
lang og stiv stille
i Kjøkkenet – jeg havde
seet hendes kolde
stivnede Ansikt – der
lignet Medusahovedet
– og jeg følte de kolde
Øinene hennes på
min Ryg –
    Jeg vred mig i
de forfærdeligste Krampe
trækninger – følte det
som jeg vilde falde af

 

      
Stolen og greb så Konjak-
flasken – hældet i mig
et par Glas –
    Og sat da atter med
Hænderne under Hovede -
Noget som Gråd ud –
Tårer – {f … d}\tager/ min Mund
og mine Øine –
    og hele Tiden stod hun
der stille med Ansiktet
min Ryg –
    Så nærmet hun sig
mig sat Maden frem –
Vil Du spise –
    nei sa jeg – og { … }\v/red
mig i Legems og

 

      
Sjæls Lidelser
– kunde intet si
– bare bevæget Hovedet
frem og tilbage –
    Jeg tømte det ene
Bæger efter det annet forat
holde mig oppe – det
{‹li›}\beg/yndte at mørkne –
– Timer efter Timer
gik –
    Så havde jeg Revolveren
i Hånden hvordan jeg
havde taget den – hvad
jeg vilde ved jeg ikke –

 

      
Jeg hørte inte

    Jeg lå på Sengen –
halvt i Døs jeg blødte
– kjendte Lugt af
Krudt –
    Jeg havde vist la{n}\g/t
længe
    { … }\H/un gik omkring og
vasket Blodet fra Gulvet
– ‹Sinne Greb mig›
Dit uhyre – din elendig
Væsen – lar Du mig
forbløde gå og hent
ialfald Doctor

 

      
    Jeg lå på Hospitalet –
en besynderlig fredelig
Stemning – næsten lykkelig
jeg kan ikke forklare de

 

      
    Hvor jeg har ‹opg›ransket
forsøgt at forklare den
besynderlige Tilstand jeg
kom i {da}\før/ Skuddet
faldt – aldrig har jeg
følt noget lignende
    – Var det en Revolution af
den anden Vilie den a
Vilie alle Mennesker
har ved {s}\S/iden af den
{v}\a/l{ … }\m/indelige –?
    { … }\D/en Vilie der arbeider
umærkeligt – instinktmæssig
– der regjerer den ube-
vidste Mekanismen

 

      
der bringer Blodet til
at rulle {?}\–/
    {J}\G/jorde den Opstand –?
– {Alt var jo nu}
    Var det denne anden
Vilie blivet klar at
her var ingen Udvei,
at ^dersom var ikke hun var
den samme – {var det}\som før/ – Da
var det Døden ^{for mig} – at jeg
ikke kunde mer –
gjennomgå det oplevede
    – Selve Rædselen over
at hun skulde dræpe
sig – var der – om end
jeg tvilede –

 

      
{Jeg}\Jeg/ kunde altså ikke
jage hende – heller
ikke prygle hende –
Leve med hende heller
ikke – Forlangte altså
de{tte}\n/ anden Vilie min
Død?– Livs Ophør –
Så var den voldsomme
Overgang – ‹min›
    Eller
    Var det hennes
Vilie – hendes hadefulde
Vilie – der hypnotiserte
mig –

 

      
var det hennes onde
Vilie der tvang mine
Muskler i Krampe –
    Anfaldet kom såsnart
Døren var åbnet og –
jeg så hende stiv
og hard stående i
Døren – \og siden stod hun i
Timevis stille og stirret
på min bøiede Ryg/
    Så var det de to
Skud – Forvarselet –
for 2 Års siden sad
jeg alene i samme
Stue – jeg bad om
et Varsel og et

 

      
Skud smalt og
– nu det samme?
    – Ved hint Opgjøret
havde jeg da forstået hende
helt{–}\?/ læst i hennes Sjæl?
– {‹d›}\h/avde hennes korte
Sætninger – gjort mig
klar instinktmæssig klar
at {hun}\det/ var en Rænke{–}\?/
– At hun havde en
anden i Baghånd{–}\?/
at dette blot var gjort
forat tvinge mig under
sig – at det var {j}\g/jort
forat spytte mig i Ansiktet?

 

      
Den besynderlige halvt
tilfredse Tilstand på
Hospitalet vedvaret til
jeg kom ud – Med
min Arm i Bind
gik jeg en Dag ud
– alene i den store By
– alene som jeg i Grunden
altid har været og muligens
må være –
    Min Arm værket

 

      
– og Nætterne var uden
Søvn – En Ængstelse for –
at miste Armen – og Smerten
lod mig ikke tænke stort –
    Jeg sidder på en Cafe
– der udenfor ser jeg
Fr. T med den
unge Mand –
    – Det vakte min
Nyskjerrighed – det
vakte min – Opmærksomhed
og jeg begyndte at

 

      
tænke på det forefaldne –
    – Tidligere havde
    Jeg havde i Grunden
kastet fra mig den
forfærdelige Tanke at
det hele var en
Rænke –
    – Jeg troet enda det
havde gjalt hennes
Liv –
    Der går gik hun
imidlertid promenerende

 

      
ned –
    Jeg så hende enda et
Par {g}\G/ange stadig
Promenerende med – han –
    Min Smerte og Søvnløshed tiltog^fortsatte – min Arm –
    Bødtker kom en
Dag og spurte:
    Vil Du ikke træffe
hende igjen –
    Jeg svaret Nei – kan

 

      
    Du falde det ind –
og tilføiet gjør
hvad Du kan forat
hun kan glemme –
–
    Han svarede – vi
{har}\Jeg/ har gjort Forberedelser
til en Reise – Jeg
reiser muligens sammen
med T. Ja vel sier
jeg – Kan Hun reise
med en annen
    Selvfølgelig sier

 

      
    Jeg var forbauset –
med troet ikke
helt det var muligt –
da var jo Rænken bevist
    – {J}\S/å var der da
en lang Tid – Mit
Sår viste sig værre
end tængt – hver
Time af Dagen plagedes
jeg – og uophørlig
spurte jeg mig –

 

      
hvorfor – hvorfor skal
jeg ha dette –
    Var det Havde det
enda gjaldt Livet
for hende – men det
mer og mer kom
Tanken på at det
hele var en Rænke
    – Hvordan kunde
hun så {reise}\strax/ koketere
med en anden –
    – Var jeg helt

 

      
forrådt – forådt af
den såkaldte ven
Bødtker – og den hele
samlede Kres – af Leve-
mennesker – hvis
Livsanskuelse en
annen var en min –
    Dertil kom Pengesorge
Jeg havde intet at
leve for – hvad skulde
jeg gjøre ‹såret› jeg var
og bittert tænkte

 

      
{ … }\j/eg på dette rige
Kvinnemenneske som
{a}\h/avde sit Årlige
Rigdom – Og så var
det vel hennes Rigdom
der var Grunden til
at jeg var forådt – ‹F› … 
Vennerne lekte Ven
    E
    Hvad var så alle
hennes Tårer alle hennes
Bønner – Kvinden
vride vrider sig på

 

      
jorden og græder
Blod – de eier ikke
Skamfølelse – De er
som det uskikkelige
Barn der tuder til
det har fået sin Vilje
og er fornøiet når
De så kan spytte på
det forlangte – når
Gjenstanden knækkes –
–

 

      
Det er som Naturen strax
lægger {s}\S/år – på store Ulykker
fordi at man ikke strax
skal forbløde –
    Der indtræffer lige efter
en Katastrofe en {s}\S/lags
Følelsesløshed – man forstår
ikke det hele –
    Først efterhånden fik
jeg de b{itre}\ædske/ Dråber
en efter en at tømme –
som Afstanden viste
mig Sagen i sin

 

      
Gemenhed og min
hele Ulykke –
    Da jeg mærket det
hele Sår som det
var lykkedes denne
kolde Madonna-
lignende Kvinde at
gi mig –  … 
    Man ser ikke Skoven
for Træer – således
så jeg ikke den hele

 

      
Ulykke – al Gemenhed
først senere på Afstand
    {D}\V/enner { … }\h/vad er Venner
– Snigmordere – under
Venskabs maske trænger
de ind i  … ens  … Hus
de lægger Gift i ens
Mad og dolker en i
Ryggen –
    For en Kvinnes
Smil og for lidt

 

      
    Vin sælger de
gjerne venskabet –
altså la mig få
flere Fiender –
    Først efterhånden så
jeg den hele Gemenhed
den hele Vennekrets
Gemenhed –

 

      
    Ofte falder det
mig ind at de Mennesker
jeg træffer – ikke existerer
– det er eller at over-
hovedet intet existerer –
altså efter Schopenh – og
at disse forskjellige
Mennesker betegner
Egenskaber hos mig –
eler lever i mit Indre
Liv – Altså som
i en drøm men i
forstærket Grad

 

      
    Således denne lange
Bødtker ^{som forrådte mig} – med H
sorte Hundeskjæg
om Munden – en
Gang som han ligner en en raget
Hund hvor blot
Mundhår og Hale
har er levnet –
og så hans bjæffende
Tale – og hans
erotiske Tilbøieligheder

 

      
– alt dette {‹der›}\tyder/
på Hunde – er
dette blot onde
Tendenser i mig?
– er det hele hændt
inni mig{–}\?/ – \og hans Ven/
og så den blonde lile
tykke {G}\Digter/ H – der
fuldstændig ser ut
som en lyserød Gris
– med små Griseøine –
og så hans Leve-

 

      
måde – altid
levende af Mask
og Affald fra andre –
– altids benyttende
Tiden til Nydelser –
en som aldrig vil
gidder at gå –  … 
så Smadsken med
Tungen – er han
blot et ondt
Egenskab hos mig

 

      
    Man kaster sig ikke
i Vandet ^{med Svømmebælte} – råber om
Hjælp når og lader
en annen drukne –
det er Synd mot
det hellige –
    Ettersom mit Sår
værker vider {jeg}\s/ig ud
og gjør mig syg –
hedes mine Tanker

 

      
– hvad er det for en
Kreds der har endelig
lykkedes at ramme –
mig – som i Vrede
reiste sig for at hævne
at en rig 30 Årig
Pige – var øvet den
Frækhed mod at
jeg havde været sam-
men med hende –
    Jeg en fattig sanger og

 

      
hun en rig aldrende
Frøken
    hvad er dette for en
Kreds –
    Så kommer forskjellige
blandt andre Falskspillere
    Horkarle
    Drukkenbolter
    Hvis Sæd er forbrukt
så de ikke længer har
Følelsen af Livets Fortsættelse
– En af Kredsen

 

      
erklærer offentlig
– Hunde – at Kjærlighed
i vore Dage er blit et
Nydelses{ … }\m/iddel til –

 

      
    Jeg begyndte at drikke
mere – Jeg tjente Penger
Ære flød ind – men
det { … }\al/tid ‹ætsende› Sår
smertet mig Dag og
Nat og bragte Tanken
hen på det samme
Punkt – {jeg}\det/ blev
en fiks Ide –
    Når jeg havde drukket

 

      
såvidt – blev jeg rasende
Jeg så fiender – og
anfald –
    Hele mit Liv havde
jeg altså lagt i denne
Vens Haand – Han
havde brudt trykket –min Haand –
og givet sit Æresord
på at { … }\s/lik som

 

      
Jeg sagde skulde det
ske – og han havde
gjort det modsatte og
så skedde Ulykken
    – Jeg ‹drog› og blev
vild – det hændte jeg
løb på Folk og vilde
slå dem –

 

      
    (Nøiagtig Beskrivelse af
Pinen ved ødelæggelsen af
Hånden –

 

      
    Paul Henschel
Dr. Bartels Dr. Jul. Leber
Herrn E …  Gertrud Piper
DRFU^EULBGRG
Karl Schlosz Id …  Kutz

 

      
    Den lille åbningen mellem
gardinerne blev lysere og større
dagen gryr
    Minderne dukker op det ene efter
det andet snart fra lange tider
siden fra jeg var liden lige til
sidste gang jeg så ham –
    Vi sad ved middagsbordet han
mod lyset – bøiet over tallerkenen
Vi sa ikke meget –
    Det var igrunden rart syntes jeg
at være så længe borte – han var
jo så gammel nu – han var grå
og bøiet som han sad der -
    tan har du husket på støvlerne
spurgte tante –
    Vær nu forsigtig i Paris – det
var slemt om du blev syg der sa
far
    V\S/å var god …  for døren
Farvel da – far og tante var
stod i gangen

 

           1)

    Morgenen var lys og solblank – Ikke
en sky på himlen – og så stilt
De rød og gulmalte gårene lå på
begge sider af veien lå så koselige
ind der i med sine små haver foran
    Hvor han så alting lyst og let
idag – hvor gla han var. –
    Der kom en vogn derborte ved
svingen – Det lyste i noen der var hvide
parasoller og noen lys{ende}\rødt/ farver {i}\tøi/
vognen – det var altså damer –
    Da vognen kom nærmere – så kjendte
han fru Heiberg  på bagsædet –
    Det var lidt ubeleiligt for
ham det at møde hende netop
nu – sån som han så ud – med
sine gamle slidebuxer og sit
uredde hår –
    Men det var ikke mulig at
undslippe – han så sig om – desuden
nu har hun vel alt opdaget ham –
    Hun var vakker som hun sad
der tilbage i vognen – i den bløde

 

           2)

skyggen af den hvide parasollen
    Vognen var ved siden af ham –
han h\t/og lidt keitet af sig
hatten –
    Godmorgen Godmorgen
Hun rakte ham en blød og
‹Fris› varm hånd
    Hun bøiet sig strakte
    Hun var i strålende humør og
lo hun lo Når hun lo med
hvide tænder – drog munden lidt
til den ene siden – og mysende med
øinene
     … 
    Hun og frøken Sverdrup havde
faget fangene fulde af
blomster –
    De er nok netop kommet
af ‹bya› deres – sa hun hun
så det våte håret hans –
    Brandt  blev rød –
    Vær så snil  …  sit her –
er de ikke yndige – disse
blomsterne – Se på den –
den er for yndig

 

      
tænkte på at han ikke
kunde træffe hende førend
morgen middag – Men han
vovet jo { … }\ik/ke at tale
til hende – for at ingen skulde
mærke det –
    Hele natten lå han
han og tænkte på hvad
han skulde finde på for
at ta få tale med hende
    – Gå op til hende kunde
han ikke naturligvis –
hvad vilde kaptainen si
– Sende en blomstbuket og
indi et brev – stå udenfor
i en port og vente – det
vilde han gjøre
    En dag til orket han ikke
slig en som idag

 

      
    Han gik og grublet
atter og atter spurte han
sig selv var det a{n}\h/ans
skyld eller var det hun
son var kjed af ham
Han undersøgte nøie
alt han  … ans hadde sagt
– var det hadde han hørt
feil den gangen på Karl
Johan – da hun ba han
gå – {s}\h/adde han fornærmet
hende ved at {h}\g/å hurtig fra
han – han var så lykkelig
dengang han skulde jo truffet
hende dagen efter – da kom
hun ikke

 

      
    Det er mit elskovstørklæde
sa hun og drog det
op mod ‹munden›

 

      
    Jeg
Dette vidste altså
ikke jeg dengang –
    Hele sin oratoriske
Advokatkunst ud-
folder da B for
endelig at få mig
til en Sammenkomst
(Betingelsen for
Pariserreisen)
    Jeg har nu
halvt overtalt

 

      
Bødtker for mig og
i en hel Time
forklarer jeg mine
3 Års Lidelser og
har hans høitidelige
Æresord – Venneord
på at dette skulde
Pigen forklares og
at mi Sammenkomsten
blot kunde finde
Sted hvis hun fuldt
forstod mig – hvad
hun havde gjort –