Munchmuseet, MM T 2706

    3

    Exserptbok for Edv. Munch
1877

 

           5.
§1


    Hvo har ret din Fiende eller
 …  du – I dine egne Tanker
naturligvis du
    Hvad formaaede du, hvis
Gud ei havde givet dig Kraf-
ten dertil.
    Husker det I {un}\un/ge
Menesk{r}\e/r, at en spildt Ung-
dom er en Begyndelse til Under-
gang
    Vær modig i {f}\F/are, vær
taalmodig i Lidelse
    Tilgiv din Medskabning
og døm ikke; Dommen
hører Gud til.
    En Moders Kys er Barnets
Paradis.

---

[Red.: Teksten er skrevet over to halvveis utviskete blyantteginger.]

 

           6.
§2

    Fødselsdage

• 1 Januar 3^de Laura Munch 18 Tante Jette Diriks
• 2 Februar 5^de Inger Munch
• 3 Marts
• 4 April
• 5 Mai mamma den
• 6 Juni
• 7 Juli 1^ste M Andreas Munch
• 8 August
• 9 September 6^de Sofie Munch 19^de Papa
• 10 Oktober 11^de Tante Elise Munch 25^de Tante K{aren}\aren/ {Bjøls}\Bjøls/
• 11 November 11^de
• 12 Desember 12^de Edvard Munch 20^de Tante Josefine Roll

 

           7.
§3


    Maanederne

    April, Jun", Semptem" og Novem"
Har lige Dage seks gang fem,
De andre syv en flere har,
Kun otteogtyve i Februar
    Den nordamerikanske Præsidet
Jeffersons ti Leveregler

    1) Ops{e}\æ/t ikke til imorgen
hvad du endnu kan gjøre idag
    2) Hvad du kan gjøre selv, skal du
ikke lade en Anden gjøre for dig.
    3) Giv ikke Pengene
ud før du har dem i dine
H{e}\æ/nd{r}\e/r
    4) Kjøb ikke hvad du
ei behøver, om det end
er nok saa billigt; det vil
komme dig dyrt atil at
staa.
    5) Stoltheden koster os
mere, end Hunger, Tørst
og Kulde
    6) At have spist lidt
{vil blive dig let}\vil ingen fortryde/
    7 Alt, hvad du gjør med
Lyst, vil blive dig let
    8 Hvor Meget have
ikke de Ulykker
{s}\k/ostet os, som ikke have
rammet os, men som vi frygt

 

           8

    9) Tag altid fat paa en Ting
ved den glate Side.
    10) Er du vranten, saa tæl til
10, førend du taler; men er
du vred, saa tæl til 100 §5


    Curiosa til Eftertanke

    a) Tre Par Egtefolk, Asmus {,}\og/
Anna, Titus og Bertha,
Sextius og Ursula skulde
af en Skipper føres over
Vandet i en liden Baad,
men saaledes, at aldrig
en Mand blev sammen
med to af Konerne, eller en
Kone med Andre end sin
Mand. Baaden kunde ikke
bære mer end to Personer
foruden Skipperen
    b) En Haandværksmand skulde
b bruge et Stykke …  Træ til No-
get, men fandt det for k{ort}\ort/.
Han skar da Noget af det,
og nu blev det langt nok
Hvorledes gik det til
    c) Hvad bliver større desmer man
{k}\t/ager fra det
    d) Hvad er Evighedens Begynd-
else og alle Tings Ende
    e) Dersom en Fugl sad paa
en Pinde og du vilde have
Pinden u{ … }\d/en at forstyrre
Fugelen, hvad maatte du da gjøre

 

           9

    f) Hvad er det for noget som
bringes til Liv ved Gnidning
    Tegning §6


    Skøiteløberen
(Balade)
[Red.: Adam Oehlenschläger: Skøiteløberen, fra «Digte» 1803]

 

           10

 

           11.
§7


[Red.: B. S. Ingemann: Havfruen, fra «Digte, Anden Deel» 1812]

---

 

           12.

    Gaade

    Min Ild er ei farlig den brænder _{dig ei}
Saa lidt som mit  …  §8


    Gaader

    1) Min Ild er i farlig den brænder _{dig ei}
Saa lidt som mit Vand dig kan væde
Skjøndt Øiet igjennem mig let finder _Vei
I Kamp jeg mot Tiden tør træde
Jeg ‹fareløs› er, dog paa Farver saa rig
Men skjøndt jeg fast Alle behager
De, som jeg mest gavner, korsfæste _mig,
Og Ingen min Skjæbne beklager

---

    2) I Bjerge jeg bor og paa _{skovklædte Høie}
Den frie Natur er min Lyst
End aldrig mig skued en Dødeligs Øie
Dog stundom du hører min Røst.
Men altid be\s/keden, jeg laer mig ei _høre,
Før selv du begynder paa Snak mig _{a{ … }\t/ føre}

---

§9


    Rebus
    Tegning

 

           13.
§10


    Gaade

    Mi{it}\t/ første er mit andet blandt luftige _Krabater
Mit andet er mit første blandt gode _Kammerater
Mit tredie er stor, saa stærk, saa vældig en _Fyr
Jeg tror at vansklig paa ham du _{holder Styr}
Det hele du liker, ja se det ved nok jeg,
Din Glæde derover du tit fortalte mig.

---

§11


    {}\Sp/ørgsmaal

    Hvad hopper med «en»; og spiser
med «et». §12


    Gaade

    I det første stod i fordums Tid
Billeder af Odin, Thor og Balder
{Fra hvis}\Høie Frig/g og Frøya skjøn og blid
Fra hvis Øie gyldne Taarer falder
    At mit Andet er en mandlig Dyd
Hører man vel tidt; men hvem vil _nægte
At det og for Kvinden er en Pryd,
Naar det kun er af det sande, ægte
    For mit Hele vogt dig – Naar det _er
Trangt i Sjælen ind og { … }\H/erre bliver
Da du ikke længer ham er nær
Som den Ydmyge sin Naade giver

---

 

           14.
§13


    En Bonk Bondekone gik
til Byen med 8 Potter Melk
i en Dunk, som netop holdt
dette Maal. Underveis mødte
hun en Mand, der vilde kjøbe
4 Potter af hende. Men hun hav-
de glemt sit Pottemaal hjemme,
og havde intet Andet at maa{l}\-/
le med, end en Dunk paa 5,
og en mindre paa 3 Pott{r}\e/r; og
Mandens Krukke holdt uheldig-
vis ogsaa 8 Potter. – Hvorledes
bar hun sig ad, for nøie at
maale de 4 Potter af? §14

    Spørgsmaal

• 1) I hvilken Flod svømmer man _bedst
• 2) Hvem kan alle Sprog
• 3) Hvilken Stav er den tungeste
• 4) Hvilket Motiv er stærkest
• {4}\5/) Hvem er den Største {‹Elefant›}\Fant/
• 6) {Hvad}\Hvilk/en Okse har Vinger
• 7) Hvad sagde Adam først til Eva
• 8) Hvilken Fugl har mest af
  Paradiset
• 9) Nok for en, formeget for to,
  intet for tre

 

           15
§15


    Gaade

    Noget til en Mand blev b{ … }\r/agt
og om det saadan blev sagt
Den det gjør han vil ei ha’ det,
Den det kjøber, vil ei ta’ det
Den det bruger, kan ei sige
om han ogsaa det kan lige
Men han dog det bruge maa,
sig mig nu, hvad er det saa §16


    Gaade

    Jeg er lang og smal
fin’s i Stue, Sal;
hvid som Damernes Hud,
ved dog ei af Lud
Men mit Liv er kort,
og i Natten sort
da jeg bruges mest
men dog ei i Blæst
{ … }\J/eg saa til dig fryder
men du mig ei dog nyder
    I hvær en By i hvær en Gade
tilsyne vis os altid lade
Vi pranger snart i Sølv og Guld
snart straaler vi af Farver fuld.
Vi viser Vei, – den er {i}\e/i lang –
til Folk foruden og med Rang.
Af os du meget let kan lære,
h{a … }\va/d mange Folk i Skjoldet bære
Skjoldet – ei til A{ … }\d/elsmænd
Jeg mest til Kjøbmænd viser hen

 

           16.
§ 16


    Rebus
    Rebus
    Rebus
    Rebus
    Rebus

 

           17.
§ 17


    De Gamle gaa ilde men
raade vel. Den Lade lig-
ger længe og helst i bløde
Senge
Eblet falder  …  ikke langt fra
Stammen.
Gamle Kar rinde gjerne
Det gaar altid ^let ned ad Bakke.
 …  Bagefter kom{ … }\m/er tyndt Øl.
Erlighed varer l{ … }\æ/ngst.
Nye Koste feier bedst.
Kjærlighed er enøiet, men Had
er ganske blind
    Alle Bakke løbe til
Havet.
Øxen li{k}\g/ger ved Træet.
En Fugl i Haanden er
bedre end ti paa Taget
Efter Regn ‹k›ommer Solskin.
Mange Bække smaa gjør
en stor Aa.
Man skal ikke h{v}\a/ve to
Tunger i en Mund.
Han bygger Lufstlotte
Liden Tue vælter ofte et
stort Læs.
Hammeren retter koget Jern
Nød bryder Love

 

           18.

    Idelig { … }\Dr/yppen huler en
Sten
Den Unge skal man lære
den gamle skal man ære
Gerningen priser Mesteren
Enden kroner Verket
Sandhed føder Had
Krage finder Mage
Leilighed gjør Tyve
Galge staa paa din Ret,
sagde Tyven, i Havsnød
Bondens { … }\F/jed gjør Ågeren
Fed.
Det stille Vand har
dyb Grund
    Man skal ei give Bagerbarn
Brød. Ens Nød en andens Brød
Frænde er Frænde værst § 18


    Spørgsmaal

    Det første er et nødvendig
Plag. Det andet er et
Sjeldsord. Og det hele er et
Afføringsmidde{ … }l
    Opløsning
Opløsning Støvleknegt

---

 

           19.
§ 19


    1
Spørger ei hvad Klokken er? Nei _{op det gryr ad Dag}
Morgensøvnen sløver og gjør før Tiden svag
    2
Popplen kneiser høiest skjøndt den er veg og _blød
Som en Laps hvis Hoved er fuld af Vand og _Grød
    3
Ormen kan ei gnaver Cypressens ædle Ved
Lad ei Smiger krænke dit Hjertes Ydmyg-_hed
    4
Kun om Sommren kommer den munter _{Svale Flok}
Kun i Lykken ser vi af Venner mer end _nok
    5
Diama{t}\n/ten slibes med Diamantens _Støp
Tankesproget klarer en Tanke der var Sløv
    6
Stir ei blindt paa Sorgen synk ei hen _{i den}
Som en Fugl, hvis Øie til Slangen drog hen

---

 

           20.
§ 20

 

           21

---

 

           23.
§21


    De..j-li..gi er den Himmel blå; _{lyst det er at se derpaa}[]
at se derpaa, hvor de gyldne
Stjerner blinke
hvor de smile hvor de vinke
os fra Jorden op til sig
op til sig, os fra Jorden op
til sig.

 

           24
§22


    Tankesprog

    Forkast aldrig et godt
Raad, det kan stundom ikke
kjøbes for Alverdens Skatte

---

    Skjælv aldrig for en Fiendes
Trudsel, bliver du beseiret, vis
da ikke slavisk Underda-
nighed.

---

    Den, som piner et Dyr, for-
glemmer, at h{u}\a/n er et men-
eske; han foragter Guds Ger-
ning og glemmer sin ‹Egen›

---

    Hvo giver eder Ret, E Keisere, Konger
og Fyrster, til at lade eders Undersåtter
dr{e}\æ/be i blodige Krige; har Gud ikke
sagt eder at i skal skjærm{m}\e/ om
dem som en Fader om sine Børn,
og hvilken Fader dræber vel sit
æget Barn

---

 

           25

    Naar du forsoner dig med din
Fiende, da gjør det ei uden at det
er ærlig ment; er det kun med
Læben og ei med Hjærtet, gjør du
dig skyldig i Falskhed og Bedrag,
og man ska{n}\l/ ingen bedrage,
selv ei engang en Fiende.

---

    Praleren kan alt og – intet

---

    En Daare ved kun at spørge,
aldrig at svare

---

    Et unyttig Spørgsmaal er Tidspilde
og trættende

---

    Den vise bærer sin hele Eiendom
hos sig, selv om han end var nøgen

---

§23


    Spørgsmaal

    1) Nævn mig et Ord paa
t{ … }\re/ Stavelser, der indbe-
fatter alle 24 Bogstaver!
    2) En Gaas foran to Gjæs,
en Gaas efter to G{‹æ›}\j/æs,
en Gaas mellem to
Gjæs?
    3) Hvad gjør alle samtidig?

 

           26.

    4) Hvad er det vel som ingen _saa
som aldrig var og dog som _{være maa.}

---

    5) Jeg er et Ord af sex Bogstaver,
men tager du fire bort,
bliver det kun et tilbage.

---

    6) Hvilket Ord bliver { … }\bru/dt, naar
det nævnes? \Taushed
[Red.: Skrevet opp ned]
/
    7) Hvor var jeg den 15 November.
 …   … . A., da Lyset slukkede
I mørke
[Red.: Skrevet opp ned]

    Hvad bliver kortere des
mer det forlænges
Opløsing: Livet
[Red.: Skrevet opp ned]

    Gaader

    Det første er Ungdommens _{Fryd og Lykke}
I By og paa Landet
Ei værre Byrde kan jeg dig trykke
tro mig, end det andet
Det hele gjør dig ‹Farten› _tryg
naar Baaden danser paa _{Bølgernes Ryg}

 

           27
§24


[Red.: B. S. Ingemann: Edvard (en skotsk Ballade, efter Herder), fra «Procne» 1913]

 

           28.

 

           29.

---

    Ingeman §25


    Børnebørn

    I Montenegro bevede endnu
i 1819 en rask Olding paa 117 Aar,
og havde følgende Efterkom-
mere 1) en Søn på 100 Aar;
2) En Sønnesøn paa 82 Aar 3)
En Sønnesøns Søn paa 60 Aar
4) En Sønnesøns Sønnesøns
paa 43 Aar 5) en Sønnesøns
Sønnesøns Søn paa 21 Aar
6) en Sønnesøns Sønnesøns
Sønnesøns paa 2 Aar

 

           30.
§26


    Nogle run-Ins{p}\k/riptioner paa
Gjerpens Kirkeklo{pp}\kk/er
    ^I CAMPANA᛬ISTA᛬AXP
O᛬SIT᛬BENEDICTA᛬
[Red.: Symbolene over linjene er ikke transkribert.]

    Denne Klokke være velsignet
af Cristo

---

    ᛭ ᛆᚢᛂ᛬ ᛘᛆᚱᛁᛆ᛬ᚴᚱᛆᛋᛁᛆ᛬ ᛔᛚᛂᚿᛆ᛬ ᛑᚨᛘᛁᚿᚢᛍ᛬
Hild dig Maria du høit benaadede, Herren
    ᛐᛂᛋᚢᛘ᛬ ᛒᛂᚿᛂᛑᛁᛋᛐᛅ ᛬ ᛐᚢ᛬ ᛁᛚᛘᚢᛚᛁ
være med dig! du ‹venlignede› blandt Kvinderne _{den velsignede}
dig
    ᛂᚱᛁᛒᚢᛍ᛬ ᛅᚦ ᛬ᛒ᛬ᚠ᛬ᚢ᛬ ᛐᚢᛁ᛬
blandt Kvinderne.
A
{M}\Am/en
    II Inskripsion
SCS PETRVS APOSTO
les Petrus
    LVSBLE{E}\C/IOS᛬

---

    ᛐᚽᚼᛐᚽᚱᛆ ᛐᚮᛘᛁᚿᛁᚠᛋᚴᚢᛁᚱᛐᚢᛐᚽ
ᛘ ᛑᚽᚼᛐᚽᚱᛆᛑᚮᛘᛁᚿᛁ ᚽᚼᛚᛆᚢᛁᛐᛘᛁ ᛑᚽᚼ
ᛐᚽᚱᛆ.

 

           31.

    En Inskripison i Skuborg  Hovedkirke
ᛁᚴ ᛅᛐᛐᛆ ᛫ ᚼᚢᛍ ᛫ ᛂᚱ ᛫ ᚢᛁᚴᛐ ᛫ ᛑᚱ ᚮᛐᚿᛂ ᛫ ᚢᚱ  ᛫ ᛐᚴ 
ᚮᛐ  ᛘᚧ ᚱ  ᛫ ᚼ ᛫ᛆᚿ ᛍ ᛘᛆᚱ ᛁᚢ ᚰ  ᛔᛂᚱ ᚽ ᛔᚮᛍᛐᚮ
ᛚᛆ
    En anden i samme Kirke
ᛍᛐᛂ
[Red.: Her har Munch glemt en rune (ᛁ)]
ᚿ᛫{ᛅ}\ᚦ/ᛅᚿᚿᚿᛆ᛫ᚴ ᛅᚱᚦ ᛂ᛫ᛒᚮᛐᚮᛚᚠᚱ᛫ᛍᛐᛂᛁ
ᚿᛘᛂᛁᛍᛐᚱ ᛅᚯ ᚢᚴ᛬ᛆᛐᛚᛆ᛬ ᛐᛁᛚ᛬ᛆᚠᛚᛆᛍ _᛬^᛬ᛍᛦᚿ
    ᛐᛆ’’
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᚯᚢᚴ᛬ᛍᛁᚯᛚ_᛬^᛬ᚠᚢᛘ᛬ ᛍᛂᚱ᛬ᚯᚢᚴ᛬ᚯᚢ
ᚴ᛬
ᚴ᛬ᚯᚢᚴ ᛬ᚯᛚᚢ
    Runeinskripion:
[Red.: Dette avsnittet består av to ulike inskripsjoner, begge på hver sin rullesten. Begge ligger på Torsø Herregård, men den ene (inskripsjon nr. 2) ble først funnet på gården Holm og senere flyttet til Torsø. Den første inskripsjonen slutter etter tredje rune i andre linje.]

᛭ ᛚ ᛁᚴ{ᚴ}\ᚢ/ᛚᛆᛍ ᛆᛏ ᛆᛍᚢᚿ ’’
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᚴᚱ ᚦᛁ ᚱᚢ ᚱ _᛬^᛬
[Red.: Her har Munch markert linjeskift i inskripsjonen.]
ᛆᛘᚱᚴᚮᛘ
ᚼᛂ ᛚ^᛫ᛆᛍᛚᛆᛋᛐ ᚱᛁᛐ ᚱᚦᛘ ᛁᚴ᛫’’
[Red.: Det er uklart hva Munch har ment å markere her.]
ᚱᚢᛚᛐ ᚱ᛬
[Red.: Her har Munch glemt en rune (ᛂ)]
ᚴ᛫ … \ᚱ/ᛁᛍᛐ᛬
ᛐ ᚢ ᛬ᚱᛆᚦ᛬ᛚᛐ ᛬ᛍᛐᛐ ᛫ᚢᛐ ᛬ᚢᚽᚱ᛬’’
[Red.: Her har Munch trolig markert at det etterfølgende ordet står for seg selv i inskripsjonen.]
ᛍᛁᛋᛁ

 

           32
Usedvandlige Menesker

§27


    En Engelsmand ved Navn Hudson
som er den mindste Dværg var i sit
24de Aar kun 23 Tommer lang og blev
63 Aar gammel, hvilket for en
Dværg er meget skjeldent. En anden
Dværg ved navn Ferry, som ogsaa kal-
des Bebe, veiede 34 Lod da han kom
til Verden, og man brugte en Træsko
til hans Vugge; i sit  … te Aar var
han lidt over 14 Tommer lang og
veiede 19 Mærker. Han var meget
sløv, næsten som et Dyr, og begyndte
ved 20 Aars Alder at blive gammel
og se ud som en Olding; ved sin
Død 1764 var han 33 Tommer høi.
    Kjæmper 2

    I Staden Marburg i Tydskland
fore{f}\v/ises Skelletet af en Mand, som
var Løber hos Kong {M}\A/ugust den
stærke; dette Skel{ … }et er 4 Alen
7 Tommer langt. Manden var
i levende Live tillige overordentlig
tyk, som man kan se af hans
Malerie som hænger ved Siden
af Skelettet.
    {‹I›}\E/n Irlænder ved Navn O’Berien
blev 4 Alen 4 Tommer

---

 

           33

    Den bekjendte Drackenberg
blev saaledes nær 146 Aar gam-
mel; han var født den 18de No-
vember 1626 i Bohuslæn som
dengang tilhørte Norge, og døde
i Aarhus i Jylland den d 9de
October 1772; først i sit 111dte
Aar giftede han sig. Engelsman-
den Parre giftede sig 120 Aars
Alder og døde 1635, 152 Aar og 9
Maaneder gammel.
    Den ældste af dem, hvis Alder
man kjender i de senere Tider,
var rimeligvis Engelsmanden
Jenkins, der døde 1690 og da var
169 Aar gammel.

 

           34
§ 28


    Horatio Nelson, den berømte Søhelt,
blev engang høist træffende anagram-
massettiseret saaledes: Honor est a
Nilo (Hans Hæder stammer fra Nilen)

---

    Kong Henrik den Tredie af Fran-
krig blev, som bekjendt myrdet
av Domincanermunken Broder
Jakob Clement. Af dette navn, Frere
Jacques Clement, gjorde en Lærd paa
hans Tid følgende Anagram:
C’est l’enf{ … }\e/r qui m’a creé (Helvede har
frembragt mig).

---

§ 29

---

    Anekdote om Adrian van der _Veld
[Red.: Oversettelse av en anekdote som verserer i flere versjoner på tysk og fransk på 1800-tallet. Anekdotens vanligste tittel ser ut til å være «Kopien og Originalen»]

Adrian van der Velds Talent er al-
mindelig bekjendt, men ikke saa
bekjendt hans Historie med Lord
Clarendon. Denne havde kjøbt
 … \s/ig et meget nydelig Landskab
i Egnen af Antverpen. Skovene,
Vandene og Høierne dannede en
af de behageligste Situationer, og
skjenkede Phantasien rig Næring.
Adrian van der Veld kunde ikke
gaae denne Egn forbi, uden at

 

           3{ … }\5/.

fremstille paa Lærrede, hvad der
saa fortryllende tildrog sig for hans
Blik. Han indlogerede sig i den
nærmeste Landsbye; og udarbeidede
med Lyst et fortræffeligt Billede
af hiint Landsted. Nogen Tid der-
paa bragte han sit Malerie til
{ … }\L/ondon, for at sælge det, men
kunde ikke erholde den attraaede
Pris. Han satte det derfor paa
en offentlig Auction, med det
Forsæt at lade sig det selv tilstaa,
saafremt Kjøbesummen ikke s{ … }\t/eg
ham høit nok.
    For{t}\e/tninger havde kaldet Lord
Clarendon tilbage til Engeland.
Han bivaanede Auctionen i
det Øieblik, da der blev budt
højere og høiere paa van der
Velds Billede. Med Forbauselse
fandt han sit eget Landskab
afbildet paa det fuldkommeste,
lige indtil de aller mindste Details.
Kunstelskerne drive Prisen efter-
haanden høiere op, og kom i et
slags Væddestrid, da Lorden, for at
nedslaa alle Stemmer, bød: Fem
og tyve Guiner!
    Denne Betaling overgik alle-
rede langt Malerens Forventning,
men endnu vedbleve Lysthaverne
at stige høiere. Engstelig forat
denne skjønne Auction skulde und-
gaa ham, raabte nu Lort Claren-
don: «Jeg giver Orginalen op for Copien

 

           36.

    Ved Ordet Copie stirrede Alle for-
undrede paa ham og Adrian
van der Veld stod rasende op, og
spurgte Lorden om han var Kunst-
kjender, siden han kunde tale
saaledes? «Jeg er Kunstkjender
i den Grad,» var hans Svar, «at
jeg maa gjentage: Jeg giver Orgi-
nalen for Copien.» Nu begreb Ma-
leren denne Gaade, tog sit Land-
skab fra Auctionen, sluttede
Contrakten i en Notars Overvær-
else.
    Van der Veld beboede siden ofte
dette Landsted for sin Fornøielse,
og enhvær Beskuelse, enhver Udsigt
genkaldte ham den smigrende
Erindring over hiint overaskende
Kjøbescene. § 30


[Red.: Adam Oehlenschläger: Væringernes Drapa (Stærke vi stande), fra «Væringerne i Miklagard. Tragødie i 5 Handlinger» 1826.]

 

           37.

 

       38

§ {2}\3/1


[Red.: Johan Sebastian Welhaven: «En vise om Hellig Olaf» 1840]

 

           39

 

           40.

---

 

           41
§ 32


    A.O. Vinje

 

           42
§ 33


    Kveldsbøn

[Red.: Kveldsbønn fra Sunnmøre.]
§ 34


[Red.: N. F. S. Grundtvig.]

 

           43
§ 3{4}\5/

ᚠ (fé) f.	ᛁ (iss) i.
ᚢ (úr) u, v,	ᛅ, ᛆ (ár) a.
ᚦ (þurs, þorn) th.	ᛋ (sól) s.
ᚮ (óss) o	ᛏ (Týr) t, d.
ᚱ (reið) r.	ᛒ (bjarkan) b, p.
ᚴ (kaun) k, g	ᛚ (lögr) l.
ᚼ (hagl) h.	ᛘ maðr) m.
ᚾ (nauð) n	ᛦ (ýr) r i enden af Ord

    De stungne Runer
ᚤ y, ᚵ g, ᛂ e, ᛑ d, ᛔ p.

 

       §3{5}\6/


[Red.: B.S. Ingemann (1850)]

---

    Til min Gyldenlak

    Skrevet § 3{6}\7/


    Gr Smaavers

    J. H. Wessel

---

    J. H. Wessel.

---

 

           45

          J. Baggesen

---

          N. F. S. Grundtvig
    Kvinderne.

    Matronæ nostræ sunt tanquam
lilia campi: Nec filant neque
nent et tamen, Ole! vignet.
      Ludv. Holberg
          Ludv. Holberg.

 

           46.

    Gravskrift over Tordenskjold

---

§3{7}\8/


    Cinklaer Visen.

[Red.: Edvard Storm: Sinklarvisen]

 

           47

 

           48

 

           49
§ 39


[Red.: Utdrag fra «Træk af de gamle Nordmænd Karakter» av Rudolf Keyser.]

    Gjæstfrihed var et glimrende
Træk i de gamle Nordmænds
Karakter. Ingen, der søgte og
behøvede Hjælp, han maat-
te være fornem eller ringe,
kunde bortvises, uten at man
derved paadrog sig et skammeligt
Rygte for Karrighed. Derimod var
det er stor Anbefaling for Husbon-
den naar det hed om hans Hus,
«at alle der fandt Gjestning»
(Þar var allra manna gesting), eller
«at Gjæst og Tigger der fik Under
holdning» (alla gest ok ganganda).
Naar en reisende kom til Hus, var
det Skik ikke at gaa lige ind, om end
Dørene stod aabne; man skulde ban-
ke paa, hvis {han}\man/ ikke { … }\tr/af nogen
af Husets Folk ude, og først paa
Indbydelse, som skjelden udeblev
maatte man træde nærmere. Var
det kjendte Folk, der kom, traadte
gjerne Husbonden selv ud for at
modtage dem. Han hilsede hin-
anden med de Ord: «heill ok sæll!» d. e.
«vær frisk og lykkelig!» Undertiden
hilsede man hinanden ogsaa
med Kys. Kvinder og udlevede svag-
elige Oldinger blev løftet af Hesten.
Naar den reisende var kommen
ind, blev der aller først sørget for
at faa Ildene optændte eller op-

 

           50

opfriskede, Gestens vaade Klæder
aftrukne og tørre givne ham istedet
Herved er Husets Kvinder virksom-
me. Naar han var bleven tør og op-
varmet, blev han anvist Sæde;
var det en fornem og agtet Mand,
da i Høisedet ligeoverfor Husfaderen
eller ogsaa ved dennes Side. Mad
og Drikke blev nu ikke sparede^sparet.
Alerede det gamle Digt Haava-
maal anbefaler saadan Hjelpsom-
hed mod den reisende;
Det heder nemlig saaledes:
    For e{n}\t/ udmærket Tegn paa Vel-
vilje holdtes det, naar Husfaderen
og Husmoderen overlod en ankom-
men reisende sin egen Seng. Var
den ankomne Husets ubekjendt,
holdtes det uover^uoverenstemmende med
Gjæstfriheden at udfritte ham
om hans Navn eller Erinde. Selv
bekjendte spurgte man ei om
det sidste, og det var sedvanligt,
om den ankomne havde et Er-
inde til Husets Folk, da først at
fremkomme dermed ved Afreisen.
Ingen ubehagelig Tidende vilde
man skulde forstyrre Hus{t}\e/ts
{‹E›}\G/læde, medens den Fremmede
var der, eller gjøre dennes maaske
nødtvungne Ophold for ham
selv ubehageligere.

 

           51

Oltidens Nordmænd viste sig i Ven-
skab som i Fiendskab fulde af
Alvor.

---

    Det hører til Venskabs Fordringer,
at naar Leili Leilig hed Leilighed
gaves, hyppig skulde besøge
hinanden.
    Saaledes heder det i
Havamaal

---

    Under tiden indrettede man
et eget Jærtegn for et vist Til-
fælde, f. Ex. naar den en Ven
vilde advare den and{n}\en/ fra en
stor overhængende Fare. Saaledes
fortaltes om Islendingen Gislen
Suresson, at han smedede en
Pænge, der kunde tages fra hin-
anden, {‹og›}\som/ bestod af to Styker,
og og kunde sættes igjen sam … 
saaledes at den saa ud som

 

           5{3}\2/

Han overgav sin Ven Vestein
det ene Stykke og beholdt selv
det andet med den Aftale, at de
ei skulde sende hinanden dette
Jærtegn, medmindre den enes Liv
svævede i Fare. § 40


    Til [
I en tung Stund

[Red.: Bjørnstjerne Bjørnson, 1861]

 

           5{5}\3/
§41


[Red.: Rings Drapa: Esaias Tegnér, fra «Frithjofs Saga» 1825, oversatt av Herman Foss 1826]

 

           56

 

           57

 

      
    Inger
Andreas
Inger
Edvard
    Inger
Chr